En god årgang

En god årgang

Kirsten Astrup: Troe og agtsom. Foto: Tore Hallas

Vis billedserie

Det Kongelige Danske Kunstakademis afgangsudstilling holder et højt niveau med en del værker, der gør indtryk på vores anmelder. Blandt tendenserne er køn, ler og danmarkshistorie, og det indebærer blandt andet en queer-cabaret, der sørger over tabet af det danske postvæsen.

Når man skal skrive en anmeldelse af censurerede udstillinger eller kunstakademiets afgangsudstilling, leder man ofte efter nogle tendenser, man kan pege på. Det skyldes dels et håb om, at udstillingen kan pege på nye trends i tiden, og dels et ønske om at kunne skrive en tekst, der gør andet end at opremse 24 vidt forskellige kunstnere én efter én, hvilket er ulideligt at både skrive og læse.

Men håbet om at spore en tidsånd er et problemtisk levn fra en modernistisk historietænkning, der udelukker alt det, som ikke passer ind i modetendenserne, og ofte er det svært at sammenfatte disse udstillinger i en anmeldelse. Derfor ender man ofte blot med at nævne nogle af de værker, der gjorde mest indtryk og nogle af dem, der forekom kedelige, naive eller mislykkede.

Pointen med denne indledning er ikke at undskylde noget, men at understrege, at når jeg nu alligevel peger på nogle tendenser, så er det med en bevidsthed om, at de kan skyldes tilfældigheder, påvirkninger fra akademiets professorer og gensidige påvirkninger af hinanden snarere end en Tidsånd med stort T. Men de er markante nok til at blive formuleret.

Tendenserne på denne afgangsudstilling synes at være:
– Et mellemværende med historien, især danmarkshistorien
– En optagethed af akademiet som institution
– Ler
– Æstetisk og formorienteret kunst, nogle gange tilsat konceptuelle ideer
– Køn

Arkæologi og postvæsen
Den med historien er umiddelbart den mest interessante, idet den synes at have fået en særlig drejning, jeg ikke har set så markant før – og så skriver den sig samtidig ind i den opmærksomhed, der er på danmarkshistorien i år, både med Dansk Vestindien og med DR’s markante TV-satsning Historien om Danmark.

Nicky Sparre-Ulrich: The Voyage. Kunsthal Charlottenborg. Foto: David Stjernholm

Men selvfølgelig går kunsten ganske anderledes til sagen – den kan tillade sig at være både kritisk og mærkelig og at fokusere på ét lille aspekt, som kan anskues på en ny måde. Nikolaj Phillipsen lader i en video en stenalderkværn blive filmet og formidlet af robotteknologien med en enerverende talesyntesestemme. Nicky Sparre-Ulrich har lavet nogle smukke billeder, der tilsyneladende blander forskellige teknikker, og som umiddelbart fremstår abstrakte, men hvor enkelte helleristningsmotiver fra bronzealderen træder frem. I kataloget kan man læse, at han i disse billeder etablerer en bro mellem dansk bronzealder og Mellemøsten. Det giver god mening i lyset af de nyere fund, som bevidner, at handelsvarer helt fra det arabiske område er havnet i Danmark, men det er ikke til at se i billederne, hvis ikke man lige ved det. Vibe Overgaard har et projekt, der går ud på at forbinde sig med fortiden gennem at lave lerkrukker på traditionel vis. De er pæne, som de står der i en større installation, men for at få det fulde udbytte, skal man nok overvære den performance, som vækker installationen til live.

Kirsten Astrup: Troe og agtsom. Foto: Thomas Elsted

Det værk, som gjorde størst indtryk på mig på hele udstillingen, Kirsten Astrups Troe og agtsom, går ikke til arkæologien og den fjerne historie, men handler om noget så sexet som det danske postvæsen og dets historie. Men den gør det som en slags cabaret, opført i Centralpostbygningen i København. Her er et lesbisk lederpar, et postorkester, hvis medlemmer har en tvetydig kønsidentitet, og dragqueenen Atlanta Longlegs som postarbejder. Men det handler faktisk om postetaten og om bygningen og ender med en virkelig rørende klagesang til det postvæsen, som ligger for døden. Videoen er virkelig velproduceret, morsom, original og svær at ryste af sig igen. Kirsten Astrup er et nyt navn at holde øje med.

Hvalerne har ligestilling
Den med institutionen er ikke ny – det er en gammel traver – men det bliver gjort på nogle lidt spøjse måder. Som Hannibal Andersen, der har hyret Charlottenborgs direktør til at holde en tale, der er skrevet af en anonym såkaldt ‘e-lancer’, som man kan hyre til at skrive tekster ud fra nogle stikord. Talen er nogenlunde meningsfuld, men også fuld af generelle klichéer. På udstillingen er videooptagelsen af Thouber installeret nærmest i menneskestørrelse i ankomsthallen, så man næsten har fornemmelsen af, at han står der selv.

Malte Starck går den nørdede vej i sin video om selveste fjernvarmesystemet i bygningen. Den er ikke ligefrem ophidsende, men giver et lidt pudsigt indblik i et centralt system, vi tager for givet, men knap nok ved, hvordan fungerer. I den modsatte ende af skalaen er Nike Åkerbergs undervandsfantasi i form af en, ja, ikke tegnefilm, men snarere ‘malefilm’ om, hvordan man under vandet har en kunstverden, hvor kunsten for alvor er fri. Det viser sig i samme film, at hvalerne har løst ligestillingsproblemet på den hårde måde: 100 års matriarkat, hvor hunnerne bestemmer alt, som kompensation for årtusinders patriarkat. Derefter er vejen banet for en reel ligestilling mellem kønnene.

Ingrid Høiskar Borgfjord: 22 Autosomer, 2017. Kunsthal Charlottenborg. Foto: David Stjernholm

Og det med køn er som sagt også et tema på udstillingen, men nok mere afdæmpet end det har været længe, som i Ingrid Høiskars tre virtuose kultegninger af mennesker, der sidder på toilettet set forfra. Det lyder måske vulgært, men det er det netop ikke, blandt andet på grund af materialet, der giver en poetisk karakter til disse scenerier, men også fordi deres eftertænksomme udtryk er i fokus. Jeg antog dem spontant for at være mænd, men kan læse mig til, at det er de nok ikke – i hvert fald ikke alle tre. En ret diskret kønsproblematisering, der klart overskygges af det almentmenneskelige. Vi sidder alle på toilettet, og det er et sted for ro og kontemplation. Eller var i hvert fald, indtil man begyndte at tage sin smartphone med derud.

Hædrende omtale
Jeg skal nå at nævne nogle flere af mine favoritter: Jacob Alrø har fået lov at brede sig med en række æstetisk præcise skulpturer/installationer – de ligger i et grænsefelt mellem de to, hvor det afgørende og uhyre vellykkede greb er at lade bøjelige metalstænger slange sig omkring og forbi en række løsere skulpturelle objekter, tegninger og relieffer, så de bindes sammen til ét mangefacetteret værk. Man mærker det tydelige aftryk af hans lærer, Martin Erik Andersen, men der er allerede nu klare tegn på, at Alrø har fundet sin egen vej.

Jesper Skov Madsen er den eneste af de udstillende kunstnere, jeg kendte til i forvejen. Han udstiller et gigantisk sort lærred med nogle orange formationer på. Værket åbner sig først, når man går tæt på og ser, at der er små brændhuller i det orange, og læser, at materialet er flammehæmmende brandmandsuniformstof, som han har udsat for det brændende nitrocellulose, som åbenbart er det, der tegner de orange områder. Et meget fint værk fra en kunstner, der allerede har gjort stort indtryk rundt omkring.

Anne Eckersberg: Teknodiver, 2017. Kunsthal Charlottenborg. Foto: David Stjernholm

Anne Eckersberg har lavet et lydkunstværk, baseret ikke på hovedtelefoner i ørerne, men på en transmission gennem kranieknoglen. Det er den måde, vi hører på, når vi er dybt nede i vand, og det er netop undervandslyde, blandet med mere musikalske elementer, der udgør lydkompositionen. Den er fascinerende i sig selv, men Eckersberg har samtidig opbygget installationen som en virkelig vellykket skulptur af ledninger og keramik, der hæver sig op mod det høje loft og indtager rummet med helt enkle elementer, der kan minde lidt om tentakler, sandorme og gopler. Meget smukt.

Der er naturligvis værker, jeg finder upræcise eller kedelige, men jeg må sige, at det generelle niveau er ganske højt i år, og det har været en fornøjelse at besøge udstillingen, som også er meget godt installeret og formidlet af Christian Skovbjerg Jensen og Charlottenborg. De fleste af kunstnerne virker fuldt flyvefærdige, og det er ikke et indtryk, man har hvert år.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'En god årgang'

Facebook