For en tekstbegejstret studerende på det Jyske Kunstakademi i 1990’erne var Lawrence Weiner (f. 1942) en ubetinget ledestjerne: med et udsagn som for eksempel I don’t want to fuck up your day. I want to fuck up your entire Life slog han tonen an som foregangsmand for vores egne smågrandiose aspirationer i samtidskunstfeltet. Dengang ville de fleste af os rejse langt for at se værker af ham og andre nært beslægtede internationale forbilleder som for eksempel Bruce Naumann (f. 1941).

En kunstner som Anders Bonnesen, der netop nu er aktuel med udstillingen Watch Your Language på Randers Kunstmuseum skylder Lawrence Weiner tak for at være blandt de første, som betrådte den konceptuelle sti og banede vejen for nutidens yngre kunstneres fortsatte æstetiske undersøgelser af spændingsforholdet mellem sprog, materialitet og billede.

Læs anmeldelse: Det er ikke for sjov! Anders Bonnesen på Randers Kunstmuseum

Noget af noget

Af den grund var det med et forventningsfuldt hjerte, at jeg forleden begav mig til Holstebro for at gense Lawrence Weiner i den by, som har givet ham den største plads i en dansk kontekst. På gåturen gennem byens centrum lagde jeg vejen forbi rådhuset. For allerede i 1991 lod man, med støtte fra Ny Carlsbergfondet, Weiner udsmykke byrådssalens ydremur med teksten: NOGET AF DETTE + NOGET AF HINT – NÆNSOMT SAT UNDER NORDSTJERNENS LYS. Et værk som fortsat vækker resonans og aktiverer min fantasi.

Ordet ”nænsomt” har en transcenderende kraft i dette specifikke tilfælde. Jeg mærker det tydeligt og tillægger af den grund værket evnen til fortsat at afstedkomme en lignende effekt hos de af byens borgere, der løfter blikket (og ånden) i mødet med den røde svungne mustensvægs monumentale magtfuldkommenhed.

Lawrence Weiner udstillede første gang i Danmark i 1974 på daværende Tranegården (nu Tranen). Han har desuden to gange (i 1983 og 1987) udstillet sammen med Albert Mertz på Kunsten i Aalborg, dengang Nordjyllands Kunstmuseum.

I Holstebro gik der fire år mellem Weiners udsmykningsopgave på rådhuset og hans første udstilling Heart of Darkness på kunstmuseet i 1995. En udstilling, der gik i dialog med museets fine samling af afrikanske masker og artefakter. Til lejligheden skabte Weiner dengang værket: MATTER AS WE KNOW IT + RED PAINT + YELLOW MUD + GREEN SLIME & BURIED WHERE THE EARTH IS SOFT ENOUGH.
Dette værk optræder i dag dels på en væg inde i udstillingen og dels som nyerhvervet udsmykning på museets facade. Hvorfra det permanent kan betragtes og fordøjes af sprogsultne gæster på besøg i skulpturhaven.

En dårlig poet

Weiner siger mange steder, at han er en ”dårlig poet”, og at hans kunst er fænomenologisk først og fremmest. Det første giver jeg ham ret i uden forbehold. Hans sprog er ikke poetisk i klassisk forstand. Særligt førnævnte værks sidste led, WHERE THE EARTH IS SOFT ENOUGH, er rædsomt upoetisk. Men da kunstneren hverken kan eller vil være poetisk, og da han også hævder, at syntaks er det værste, han ved, giver det god mening igen og igen at føle sig stødt på hans sprogs klodsethed og på, hvordan han bevidst destabiliserer aflæsningen, så den aldrig bliver helt selvfølgelig og letbegribelig. For eksempel: ON THE UP, ON THE ABOVE UP; ON THE BELOW UP – vær så god at tygge på den!

Det med fænomenologien er lige så indlysende. Weinersproget er fyldt med fænomener som for eksempel mudder, jord, slim, salt, maling, lys og sten. Selv siger manden, at han altid bruger materialer og begreber, som alle mennesker kender og har et forhold til. På samme måde med udstillingens titelværk CLOSE TO A RAINBOW, hvor vi må formode, at ingen vil føle sig holdt på afstand af kravet om at kunne forestille sig en regnbue. Om end teksten folder sig ud horisontalt i sort-hvid på en 10 meter hvidmalet murstensvæg.

Kunst er samtale – ja vel?

”Kunst er en samtale – hvis ikke, hvad helvede handler set så om?” spørger Weiner i dialog med Gilda Williams, South London Gallery. Undertegnede brugte en del minutter foran regnbueteksten og følte en vis modstand i forhold til at ville gå ind i ’dialogen’, der her virker som et postulat.

Et ’jeg’, der artikulerer sig MED VERSALER og MEGET PLADS uden rigtigt at forholde sig til et modtagende ’du’. Ja vel, tænker jeg, en regnbue er et flygtigt optisk vejrfænomen, som ingen nogensinde vil kunne komme tæt på. Alle ved at regnbuen flytter sig, når vi forsøger at nærme os den. Så CLOSE TO A RAINBOW er en umulighed og denne tekst er måske det tætteste, jeg nogensinde kommer selve regnbuen.

Kunstneren der rister de nydelige kunsthistorikertyper

På mange interviews, der findes med Weiner på YouTube, kan man se manden, der nu er godt oppe i halvfjerdserne i smågiftige ordvekslinger med alverdens kunstteoretikere. Med sit fuldskæg, ligner han en filosof fra antikken og med sine flade hatte citerer han portrætmodeller af Rembrandt.

Weiner er åbenlyst selviscenesættende, og vi ser ham riste den ene nydelige kunsthistorikertype efter den anden med en gennemført og slet skjult selvbevidst gnavpotteagtig intellektuel mandekunstnercharme – budskabet synes at være: ja ja, du er sød og klog – men ikke intelligent nok til for alvor at være noget helt i egen ret – modsat MIG! Det er morsomt og tragisk på samme tid, og tydeligt er det, at intimideringen virker.

Weiner, der er opvokset under trange kår i 1940’erens Bronx, der dengang var et slidt arbejderkvarter i New York, har aldrig selv studeret på en højere læreanstalt. Af det faktum gør han en dyd og er derfor heller ikke smålig med kritik af akademisme og af kunstakademiet.

Han hylder intellektuelt arbejde som sit eget, mens han rundhåndet langer ud både efter sine interviewere og efter alle de generationer af yngre kunstnere, som i hans øjne har solgt deres autonomi ved at lade sig uddannede på universiteter og kunstakademier rundt omkring i verden. Han fastholder som mange fra sin generation, at kunsten er og fortsat bør være stedet, hvor enhver uanset baggrund kan udfolde sine æstetiske aspirationer,

Kunsten som fristed for kritik

Kunstneren Lawrence Weiner fødes på det tidspunkt, hvor halvtredsernes fattige og sårede efterkrigstid blev afløst af en nyfunden optimisme hos en voksende middelklasse og det eksplosive industrisamfund, denne middelklasse kritikløst gjorde sig til forbrugere af. Men i stedet for at vælge en i materialistisk forstand tryg tilværelse, valgte Weiner i sine unge år, og i ly af den sorgløse opblomstringstid, vagabondens frie liv fra sofa til sofa, båret fra sted til sted, som han selv siger: ”on the generosity of strangers”.

For ham og for mange ligesindede, var kunsten stedet, hvor han kunne udtrykke sin utilfredshed med tingenes tilstand. Han blev hurtigt en pioner inden for sit helt eget stærkt konceptuelle og sprogbaserede felt.
Hurtigt udviklede han sin personlige æstetiske praksis, skabte et tydeligt og genkendeligt formvokabularium. En form for infiltrerende ’tag’, hvormed han ønskede at ændre på de konfigurationer, som kulturen fungerede under: ”I try to make it impossible for other things, that I dislike, to exist”.

Siden har hans kunst handlet om ”menneskets forhold til objekter, fænomener og til virkeligheden”, og Weiner vil være svært tilfreds, hvis hans kunst afstedkommer så store skred i vores bevidstheder, at vi forlader hans udstillinger med helt nye verdensanskuelser. Den største kunst er den, “der ikke passer ind”. Den kunst der får dig til at undres ”fordi den præsenterer dig for mening, som endnu ikke har fundet en kontekst.”

Kunst som visuel og intellektuel kapital

Personligt har jeg stor kærlighed til alle de kunstnere, som under indflydelse af de kollektive sårhelingsprocesser efter to uhørt brutale verdenskrige vender det konventionelle samfund ryggen for at befri sig selv for den byrde, det er at være slavegjort af lønarbejde og industriel produktion i almindelig forstand.

Gennem sit eget eksempel forsøger Weiner at sætte en anden dagsorden, og det er forbilledligt. Han insisterer på kunst som ligeværdig visuel og intellektuel kapital. Det fascinerer mig så meget, fordi hans praksis sammen med hans ligesindede i efterkrigstidsgenerationen udgør fundamentet i et fortsat nødvendigt opgør med den foragt for viden og intellektuelt arbejde, som i generationer er blevet dyrket som en ubønhørlig jantelov – i USA særligt i republikanske kredse.

Der er noget, der skurrer

Alligevel er der noget, der skurrer, når jeg i dag står over for Lawrence Weiner på Holstebro Kunstmuseum. Det er så subtilt og svært at få greb om, men noget af det har rod i selve det æstetiske – genbruget, som finder sted. Det bliver formelagtigt, repetitivt og derfor i mine øjne upræcist.

Weiner siger, at han ikke laver stedspecifik kunst. Hans kunst skal ikke passe ind – den skal bare være der – på egne præmisser, helt uden syntaks og uden kontekst.
Der bliver jeg kritisk og møgirriteret. Der er en forkælethed over hans nonchalance, som støder mig. Jeg tænker, at han må se at komme ind i kampen igen – eller holde sin mund. Verden er i bevægelse, koderne forandrer sig, og hans kunstneriske sprog har ikke længere den samme kraft og derfor heller ikke den kritiske brod, den havde for 50 år siden. WRAPPED UP IN IT SELF – står der på gulvet i en af salene, der udsmykket med Weinerværker og badet i lys unægtelig minder om en mindre sportsarena for kunst. Der kunne meget vel have stået: WRAPPED UP IN MYSELF.

Selvmodsigende kunstner

Weiner er så fyldt med ubevidste selvmodsigelser og hans foragt for ‘academia’ står også i et sært ubevidst misforhold til det faktum, at han ser sig selv som en hardcore intellektuel: self-made that is, altså en ’american dream come true’ med loyalitet overfor den arbejderklasse, han igennem en menneskealder som kunstintellektuel ikke har kunnet ryste af sig.
Weiner referer igen og igen til kvantefysikken og benytter den som afsæt for sine egen opfattelse af, hvordan hans kunst befinder sig i en art æstetisk ’superposition’, hvor den kan være flere steder på samme tid – i konstant (og forhåbentlig frugtbar) bevægelse mellem tanke, rum, tid og materiale.

Det er en smuk idé. Det fungerer også netop sådan – af og til – og særligt i de tidlige værker. Denne selvforståelse er utroligt forførende, da den tvinger os, der forsøger at forstå og bevidne denne mirakuløse tilstand, til at beskrive det ud fra ideen om det sublime. Det har også haft den guldrandede effekt, at alle de akademikere, som i årenes løb har skrevet tykke bøger om Weiners universalistiske kunst har eleveret ham helt op til de himmellegemer, han selv så ofte nævner.

Kejseren uden klæder?

Ingen vil indrømme, at kejseren ikke altid har noget tøj på. Ingen vil hævde, at den forudsætningsløse – ja selv den højtuddannede – kan opleve sig talt hen over hovedet på i mødet med udtryk som: URD / ON THE WAY TO THE RAINBOW eller QUE SERA SERA / SOMEWHERE TOWARD THE END OF THE RAINBOW / SKULD.

Tag til Holstebro og find ved selvsyn ud af, om Weiner fortsat holder. Personligt er jeg i tvivl:

ANYTHING ADDED TO SOMETHING…..tjahh, måske glider det ned med: 2 BLOCKS OF SALT (IN THE MORNING MIST).