Møn som materiale

Møn som materiale

Ulrike Mohr: Slicing Time, 2016. Foto: Thomas Gunnar Bagge

Vis billedserie

Random Walks
 til 18 sep 2016
Anton Burdakov (UA)
Tue Greenfort (DK)
Toril Johannessen (NO)
Ulrike Mohr (DE)
Gernot Wieland (AU)

you may cycle the layers without alteration
→ til 18 sep 2016
Amitai Romm
Jean Marc Routhier

____ //// /O/O/O – The mouth expresses thoughts. The landscape renders its tone!
→ til 18 sep 2016
Henning Christiansen (DK)

Kunsthal 44 Møen præsenterer denne sommer tre udstillinger, der hver især har bevægelsen i centrum, og som på hver sin måde tager udgangspunkt i den syddanske ø med vidt forskellige kunstværker til følge. Det resulterer i en sammenhængende kunstoplevelse med plads til vellykkede enkeltværker.

Som landskab såvel sprog
Den ene af kunsthallens installationer er helliget den danske kunstner og komponist Henning Christiansen (1932 – 2008) og har til huse i en af kunsthallens ældre bygninger. Udstillingens hovedværk, Den vandrende stemme (1991), virker med sin lydside dragende, så snart man træder ind i bygningen, men der er god grund til at bevæge sig tålmodigt gennem udstillingen og lade oplevelsen kulminere med den 45 minutter lange videoinstallation. Det er ikke er nødvendigt at se videoen i sin fuldkommenhed, men på den anden side giver det størst udbytte, hvis man dvæler ved den og tager dens langsommelighed og rolige bølgende bevægelse ind. Den vandrende stemme er netop optaget langs Møns kyst, hvor Christiansen vandrer ind og ud af billedet, mens han messer mere eller mindre dechifrerbare betragtninger om landskabet.

Henning Christiansen: _ _ _ _ //// /0/0/0, 2000. Skitse i notesbog. Foto: Thomas Gunnar Bagge
Henning Christiansen: _ _ _ _ //// /0/0/0, 2000. Skitse i notesbog. Foto: Thomas Gunnar Bagge

Christiansens værker i udstillingen _ _ _ _ //// /0/0/0 The mouth expresses thoughts. The landscape renders its tone! cirkulerer alle om kunstnerens konceptuelle arbejde med sproget som forankret i landskabet. Det er simpelt illustreret i en skitse til værket _ _ _ _ //// /0/0/0 (2000) , hvor de skandinaviske sprogs lydelige svingninger afspejler landenes forskelligartede natur. Både for simpelt og pseudovidenskabeligt kan man hævde, men som en kunstnerisk iagttagelse og indgangsvinkel til udstillingen fungerer det glimrende. Andre af værkerne virker derimod for understimulerende i forhold til deres relativt prominente placering i udstillingsrummet og henvender sig primært til aficionadoer. Personligt var jeg mest betaget af, hvordan lydværket Vogelzymphon (1990) flød sammen med Den vandrende stemme, og hvordan man i sin umiddelbare indtræden i bygningen ikke var i stand til at bedømme, hvor lydene havde deres ophav.

Henning Christiansen: Den vandrende stemme, 1991, still fra video. Foto: Thomas Gunnar Bagge
Henning Christiansen: Den vandrende stemme, 1991, still fra video. Foto: Thomas Gunnar Bagge

Udstillingen åbnede med en performanceweekend, hvor en række kunstnere opførte værker, der relaterede til Henning Christiansens arbejde. Flere af disse performances er dokumenteret på Kunsthal 44 Møens youtube-side og især Sven Åke Johanssons Klingend und Festgehalten er veldokumenteret. Det kan dog undre, at disse ikke tilbydes det besøgende publikum på blot en enkelt skærm i forbindelse med udstillingen, men måske kuratorisk forfængelighed står i vejen.

Tredimensionelt virvar
I kunsthallens smedje har de to københavnske kunstnere Jean Marc Routhier (f. 1987) og Amitai Romm (f. 1985) begået en installation, der tager udgangspunkt i et simpelt Venn-diagram (to cirkler med en overlappende fællesmængde). Inde i smedjen kan man se en todimensionel repræsentation af diagrammet ophængt som to ringe af henholdsvis aluminium og kobber. Undersøger man diagrammet nærmere, opdager man en række 3D-printede navnetræk og logoer langs ringenes omkreds og i centrum af ringene ordene “Belief” (overbevisning) og “Truth” (sandhed). Endelig består fællesmængden i diagrammet af ordet “Knowledge” (viden) og udgør således en repræsentation af Platons koncept omkring viden som summen af det, vi tror eksisterer og det, der rent faktisk eksisterer. De føromtalte 3D-print stammer fra kunstnernes besøg på øens større eller mindre seværdigheder og indgår tilsyneladende på arbitrær vis i diagrammets to ringe, men brugen af kunstnerisk bearbejdede logoer og 3D-print som materiale har fortilfælde hos de to kunstnere.

Jean Marc Routhier og Amitai Romm: you may cycle the layers without alteration, 2016, detalje. Foto: Thomas Gunnar Bagge
Jean Marc Routhier og Amitai Romm: you may cycle the layers without alteration, 2016, detalje. Foto: Thomas Gunnar Bagge

Det er dog værkets udfoldelse i kunsthallens smedje, der for alvor udgør dets seværdighed. I lange bånd af aluminium og kobber opløses diagrammet i et tredimensionelt virvar og omkranser smedjen både indvendigt og udvendigt, og som betragter oplever man at være indeni og udenfor værket på samme tid. Endelig er der på loftet i smedjen en 3D-printet gengivelse af bygningen indhyllet i, hvad man må tolke som et kugleformet Venn-diagram. Understregningen af det tredimensionelle går igen i værkets titel, you may cycle the layers without alteration, der nærmest lyder som en instruktion til en 3D-printer. Men værket skal på ingen måde reduceres til teknologibegejstring, for det har en udtalt dialog mellem materiale motiv.

Jean Marc Routhier og Amitai Romm: you may cycle the layers without alteration, 2016. Værket set udefra. Kunsthal 44 Møen, 2016. Foto: Thomas Gunnar Bagge
Jean Marc Routhier og Amitai Romm: you may cycle the layers without alteration, 2016. Værket set udefra. Kunsthal 44 Møen, 2016. Foto: Thomas Gunnar Bagge

Tilfældige afsæt
Det stedspecifikke er også i omdrejningspunktet i Random Walks; sommerens mest omfattende udstilling på Kunsthal 44 Møen, som har til huse i kunsthallens moderne hovedbygning. Random Walks består af værker fra fire europæiske kunstnere, der alle har taget et længerevarende ophold på Møn for at udvikle værker, der primært tager deres udgangspunkt i øens natur og miljø, og som altså også kan opleves i forlængelse af Henning Christiansens værker. Udstillingens titel er hentet fra naturvidenskaben og beskriver en sti, der er udgjort af tilfældige trin, og udgør såvel kunstnernes afsæt som en naturlig fortolkningsramme for værkerne.

Ulrike Mohr: Slicing Time, 2016, detalje. Foto: Thomas Gunnar Bagge
Ulrike Mohr: Slicing Time, 2016, detalje. Foto: Thomas Gunnar Bagge

Ikke alle værkerne er lige vellykkede i forhold til at synliggøre tilfældighederne, og enkelte virker ligefrem lukkede om sig selv, men det overordnede indtryk er, at kunstnerne har fået meget ud af deres ophold på Møn. Det mest iøjnefaldende værk er begået af den tyske kunstner Ulrike Mohr (f. 1970), der hovedsageligt arbejder med forkulning. Slicing Time (2016) består af materiale fra Møns Klint, hvor kunstneren har fundet et dødt træ, som hun har skåret i skiver og forkullet. Træets form er i ophængningen genskabt og fremstår som i en horisontal bevægelse gennem rummet over en række af kridtsten. Det er enkle virkemidler, men afstanden mellem de enkelte træstykker giver værket en tidslig dimension og puster liv i det ellers døde træ ligesom den sort/hvide kontrast mellem kul og kridt forlener værket med en visuel dynamik.

Anton Burdakov: Chalk og Quartz, begge 2016. Foto: Thomas Gunnar Bagge
Anton Burdakov: Chalk og Quartz, begge 2016. Foto: Thomas Gunnar Bagge

Den ukrainske kunstner Anton Burdakov (f. 1982) har en mere personlig tilgang til sine to værker, der forholder sig til hans ophold på Møn og hans hjemby Berlin og hvis rummelighed er forankret i den molekylære struktur i henholdsvis kalk og kvarts. Det er disse strukturer Burdakov har fortolket i stål og tilført elementer fra de forskellige landskaber såvel som fotografier og artefakter af mere personlig karakter. På trods af den konceptuelt velfunderede proces er det dog nærliggende at beskylde skulpturerne for at være en art omstændelige amagerhylder.

Generelt efterlader Kunsthal 44 Møens sommersudstillinger en sjælden samhørighed på tværs af de forskellige installationer, og det gavner og løfter de enkelte udstillinger, der hver især ikke er voldsomt omfangsrige. Det skyldes naturligvis fokuseringen på det stedsspecifikke, men der er også en fornemmelse for bevægelse, der går igen på tværs af værkerne, og som opmuntrer til en fælles oplevelsesramme og måske også en tur ud i landskabet.

Kommentarer