Det intime nord

Det intime nord

Overlevende fra massakren på Utøya i Andrea Gjestvangs serie One Day in History, 2012. (© Andrea Gjestvang)

Vis billedserie

bog

Filter #6: Nordic Now

m.fl., Eline Mugaas, Petúr Thomsen, Ditte Haarløv Johnsen, Nelli Palomaki, Marie Sjøvold, Astrid Kruse Jensen, JH Engström, Nina Strand, Kathy Ryan, Kristine Kern, Kirstine Autzen, Maria Karen Sigurdardottir, Jens Erdman Rasmussen, Hans Hedberg, Anna Tellgren, Nils Vik, Anna-Kaisa Rastenberger, Timothy Persons, Christina Hansen, Sigrid Lien, Mette Sandbye

Under titlen Nordic Now! præsenterer og undersøger den sidste imponerende fælles særudgivelse af Filter vigtige tendenser i det moderne nordiske fotografi.

Som opfølgning på et seminar om det nordiske fotografi under Copenhagen Photo Festival 2012 introducerer publikationen Nordic Now! nu fotografer, fotoanmeldere , -teoretikere og aktører fra Finland, Island, Norge, Sverige og Danmark og bringer deres holdninger og tanker om det moderne, nordiske fotografi. Udgivelsen er således et fællesnordisk særnummer udgivet af tre nordiske fotmagasiner – det danske Filter, det norske Objektiv og det finsk Photo Raw.

Bidragsyderne stiller med deres forskellige baggrunde bl.a. de centrale spørgsmål, om mediet har opnået den plads, det skal i den nordiske kunstverden, og hvilke økonomiske, politiske, tekniske eller materielle vilkår, der styrer produktionen af det nordiske foto?

Fra periferi til centrum
Fotografi bliver i dag vist på de største kunstmuseer og solgt på de mest kommercielle gallerier. Siden 1980’erne er der i Norden blevet etableret mindre gallerier for og publikationer kun om fotografi.

Astrid Kruse Jensen: Disappearing into the Past, 2010–12 (© Astrid Kruse Jensen)
Astrid Kruse Jensen: Disappearing into the Past, 2010–12 (© Astrid Kruse Jensen)
Selvom det tilsyneladende stadig er til diskussion, om fotografiet er en kunstart i sig selv og derfor skal have egne institutioner, skoler osv., slår Nordic Now! fast, at fotografiet er en vigtig og aktiv del af den nordiske kunstscene.

Redaktionen bag udgivelsen har valgt at behandle følgende fem vigtige tendenser indenfor det moderne nordiske fotografi: privat fotografi, fantastisk fotografi, hybrider mellem fotografi og andre medier, tilbagevenden til analoge teknikker samt de forandringer dokumentargenren gennemgår.

Indenfor hvert af disse undertemaer har en forsker eller kurator inden for fotokunsten fx finske Anna-Kaisa Rastenberger, chefkurator på The Finnish Museum of Photography i Helsinki eller danske Jens Erdman Rasmussen, freelance kurator og tidligere kurator ved Det Nationale Fotomuseum i København, skrevet en artikel om emnet som supplement og indføring i de mange fantastiske og vidt forskellige portfolier af de udvalgte fotokunstnere.

Derudover præsenterer udgivelsen en række ”q and a’s” med fremtrædende aktører inden for fotografi i Norden: fx Nils Vik, redaktør på det norske fotomagasin D2 og Timothy Perkins senior-underviser ved Aalto University School of Art and Design i Helsinki.

Privat fotografi
Den svenske fotograf JH Engström er i Nordic Now! klassificeret som en fotograf, der arbejder med den private sfære.

JH Engström: Far from Stockholm, 2013. (© JH Engström)
JH Engström: Far from Stockholm, 2013. (© JH Engström)
I hans fotografier fra bogen Långt Från Stockholm (2013) møder man snart landskaber, en flod, en blomstereng, snart personer, en smilende dreng med tophue, snart private hjem, et stilleben fra et hjørne af et skrivebord med en gammeldags drejetelefon.

I hans karakteristiske poetiske, kontemplative og stoflige billedsprog fortæller han nu som bosiddende og arbejdende i Stockholm og Paris historien om at vende tilbage til isolerede, små samfund i Sverige.

Fotografierne kommer på den led også til at behandle eksistentielle emner som identitet, erindring og tid.

Man finder selvfølgelig indenfor genren også selvportrættet som fx i finnen Erica Kovanens serie A Room of Ones Own, men det private, nordiske fotografi smelter også som i Engströms serie sammen med dokumentarfotoet.

Det imaginære fotografi
En anden tendens i det nordiske fotografi, man har set siden 2000, er at linsen vendes endnu længere ind imod den private verden – ind mod de indre mentale landskaber.

En række især kvindelige fotografer iscenesætter og skyder barnligt, drømmeagtige scenarier, der kan minde om eventyr.

Danske Astrid Kruse Jensens polaroidtonede billeder af en lille, rødkjolet pige alene i skoven eller på vej ud i en skovsø varsler tvetydigt det uskyldige og faretruende med referencer til Den lille Rødhætte, mens Helena Blomqvists serie The Elephant Girl med inspiration i vintage fotografier børn iført kridhvide kostumer under et blomstrende æbletræ – noget fra en svunden, uskyldig tid.

Helena Blomqvist: The Elephant Girl, 2011. (© Helena Blomqvist)
Helena Blomqvist: The Elephant Girl, 2011. (© Helena Blomqvist)

Men som i Kruses billeder oplever man også her et tvetydigt tragisk twist, en uhygge gemt på lur. Enkelte af børnene bærer dyremasker.

I sin artikel It is a Little Wonder mener Anna-Kaisa Rastenberg, at så mange kvindelige fotografer opererer med hverdags-fantasi-billeder, fordi de moderne kvinders privilegier er blevet en byrde. Det står dem frit for at skabe karrierer og stifte storfamilier, men dette pres giver grund til at flygte ind i et drømmeunivers.

Dokumentarfotografiet
Det nordiske fotografi er naturligvis ikke kun indadvendt melankoli, men bærer også præg af dokumentering af samfundet. Dokumentarfotografer i Norden undersøger netop nye måder at portrættere konsekvenserne af velfærdstaternes nedgang, globaliseringen og aggressionerne imod det multikulturelle samfund.

De billeder, fra portfolierne klassificeret som dokumentarfotografier, som gør størst indtryk, er Andrea Gjestvangs tyste portrætter af unge ofre fra Utøya. Umiddelbart ser den unge pige eller unge mand på billederne ikke anderledes ud, end så mange andre unge, halvalvorlige skandinaver. Men når man ser efter, opdager man den unge piges ar efter brandsår på halsen og den unge mands mærker fra skudsår omkring øjet og i panden.

Andrea Gjestvang: One Day in History, 2012 (© Andrea Gjestvang)
Andrea Gjestvang: One Day in History, 2012 (© Andrea Gjestvang)

Publikationen Nordic Now! er et betydeligt fælles initiativ på den nordiske fotokunstscene. Artiklerne er interessante, relevante og fængende. De giver et godt rids af de mange praksisser og aktører, man finder inden for feltet, ligesom de mange varierede portfolier ikke mindst taler for sig selv. Det nordiske fotografi lader sig naturligvis ikke sætte på formel. Nordic Now! viser, hvor forskellige og stærke kunstnere vi har. Man kunne indvende, at udgivelsen godt kunne have været i en bedre kvalitet, en rigtig bog, når nu materialet er så flot, som det er. Men det er sikkert et økonomisk spørgsmål.    

Vis billedserie

bog

Filter #6: Nordic Now

m.fl., Eline Mugaas, Petúr Thomsen, Ditte Haarløv Johnsen, Nelli Palomaki, Marie Sjøvold, Astrid Kruse Jensen, JH Engström, Nina Strand, Kathy Ryan, Kristine Kern, Kirstine Autzen, Maria Karen Sigurdardottir, Jens Erdman Rasmussen, Hans Hedberg, Anna Tellgren, Nils Vik, Anna-Kaisa Rastenberger, Timothy Persons, Christina Hansen, Sigrid Lien, Mette Sandbye

Kommentarer

Del artiklen

'Det intime nord'

Facebook