Forfra – nedefra

Forfra – nedefra

New Collective: Past Perfect Continous. Installationsview. (Foto: Amalie Kristine Frederiksen)

Vis billedserie

Biennale

Tbilisi Triennalen 2015 – S.O.S.

1 okt 2015 30 okt 2015

m.fl., Adelita Husni-Bey, Anuka Lomidze, Sara & Natascha, Allard van Hoorn, Franziska Koch, Mareike Wenzel, Tara McDowell, Mamuka Japharidze, George Spanderashvili & Tamar Muskhelishvili, Galaqtion Eristavi, Block 21: Aleksi Soselia, Gio Sumbadze, New Collective, Irene Hohenbüchler & Christine Hohenbüchler, Art Platform Austria: Tina Bepperling, Juozas Laivys/ Jurgita Laive, Group ‘Boullion’, Jon Irigoyen, Madefromwaste: Martinka Bobrikova & Oscar De Carmen, Levan Chogoshvili, Jesper Aabille, Christian Elovara Dinesen

CCA Center of Contemporary Art
Se kort og tider

Tbilisi Triennalen 2015 gav taletid til kunstscenens selvorganiserede initiativer, og selvom der var mangel på formidling og struktur, vandt triennalen sympati ved at prioritere forandring og fællesskab i en konfliktpræget virkelighed.

S.O.S er undertitlen på Tbilisi Triennalen 2015. Det er dels en forkortelse for self organized systems, triennalens overordnede genstandsfelt, og dels en metafor for den tilstand man som publikum efterlades i – i forsøget på at finde vej gennem den uigennemskuelige jungle af udstillinger, performances, aktioner i det offentlige rum, foredrag, workshops samt halv- og heloffentlige events.

2nd Tbilisi Triennale er organiseret af CCA – Center of Contemporary Art, hvis direktør og initiativtager Wato Tsereteli står bag adskillige selvorganiserede initiativer i Georgien, heriblandt MAF_Media Art Farm, hvis praksis ligesom CCA var centreret omkring udstilling og uddannelse. Tsereteli interesse for vidensdeling danner også rammen om dette års triennale, hvor uafhængige platforme, kollektiver, kunstnere og kuratorer fra hele verden er inviteret til at præsentere deres tilgang til selvorganisering – til eksempel og inspiration for lokale deltagere snarere end et internationalt kunstpublikum.

Aktuel lokal problematik
At det netop er i Georgien, at tematikken ’selvorganisering’ tages op er ikke helt overraskende. Landet har siden det kommunistiske styres fald i 1991 været i en form for transitionsfase, kendetegnet ved et forsøg på at genetablere samfundet og en fælles georgisk identitet.

Jon Irigoyen: Hypodromme Park. (Video archive still frame)
Jon Irigoyen: Hypodromme Park. (Video archive still frame)

Kombinationen af den begrænsede udtryksfrihed under sovjettiden og systemets kollaps har genereret et konkret behov og en stærk vilje til at påvirke og forme samfundet nedefra. Den vilje er dog i dag truet af blandt andet gentrificering. Historiske bygninger fra sovjettiden rives ned til fordel for nye – ofte finansieret og igangsat af udenlandske investorer. Selvom regeringen har regler på området og en officiel strategi for byudviklingen ignorerer de den, når det kan tilføre landet økonomisk gevinst.

Demokratiets undergravning af kapitalistiske interesser er afsæt for flere af værkerne på triennalen – både de lokale kunstnere, der har problemet tæt inde på kroppen og de udenlandske. Som blandt andet Jon Irigoyen, der med værket Hypodromme Park forsøger at samle parkens brugere til en fælles aktion imod de nybyggerier, der indtager mere og mere af det grønne areal.

Mangel på fysisk sted
To kunstnerkollektiver fra Tbilisi synliggører problemet fra et mere identitetspolitisk perspektiv. New Collective har det seneste år forgæves forsøgt at etablere et arbejdssted for kunstnere, hvor kunsten kan gøres tilgængelig for det omkringliggende samfund. I mangel på muligheder er de flyttet midlertidigt ind i et lokale i gammelt bibliotek fra sovjettiden. Hér viser de udstillingen Past Perfect Continous, der er en poetisk og humoristisk refleksion over de udfordringer, de som nyetableret kunstnerkollektiv står overfor.

Block 21 forsøger at etablere et internationalt residency i en nedlagt fabrik i en forhenværende sovjetisk industriby. Da regeringen ikke vil lade dem overtage fabrikken, er de i stedet rykket ind i en privat lejlighed i området.

Værkerne er interessante fordi de peger på, hvordan den yngre generation af kunstnere i Georgien generelt synes at være optaget af at definere sig selv som kunstnere i et samfund, der stadig er præget af en kaotisk og konfliktfyldt fortid. Hér er det at have et fysisk rum og kontakt til både den lokale internationale omverden helt afgørende og grundlæggende elementer.

Retten til byens rum
Hvor de to ovennævnte eksempler belyser hverdagslige konsekvenser af den kaotiske byudvikling, går flere af de udenlandske kunstnere, ligesom førnævnte Jon Iroygen, mere aktivistisk og performativt til værks.

Mareike Wenzel: Old Theatre Machkhaani. (Foto: Mariam Gabrichidze)
Mareike Wenzel: Old Theatre Machkhaani. (Foto: Mariam Gabrichidze)

En af dem er den tyske skuespiller og performancekunstner Mareike Wenzel, der med værket Old Theatre Machkhaani sammen med børn og unge i området har reaktiveret et gammelt, nedlagt teater i byen Machkhaani lidt uden for Tbilisi.

Til åbningen opførte de sammen et teaterstykke i den gamle bygning og havde genetableret stedet som et lokalt samlingssted med café, bibliotek og scene. Fremadrettet vil stedet blive administreret af byens borgere. Wenzels værk er et smukt eksempel på, hvordan deltagerbaseret kunst kan give lokale medbestemmelse over byens rum og generere en reel, langsigtet forandring.

Deltageren erstatter publikum
Ligesom Wenzels værk er triennalens individuelle projekter kendetegnet ved at udspille sig hen over en længere periode, hvor dialogen og involveringen af de lokale er i centrum. Derved formår projekterne at gøre en reel forskel i forhold til deltagernes forståelse og brug af det offentlige rum.

Bagsiden ved at insistere på processen, det sociale og deltagelsen som primært kunstnerisk medium er, at det involverer en formidlingsmæssig udfordring. For hvordan forenes visionen om en ’kunstoplevelse’ for publikum med visionen om socialt engagement og forvandling på gadeplan?

Christian Elovara Dinesens værk Samgori består af elleve vægmalerier, som han på otte dage har malet til et marked i bydelen Samgori. (Foto: Amalie Kristine Frederiksen)
Christian Elovara Dinesens værk Samgori består af elleve vægmalerier, som han på otte dage har malet til et marked i bydelen Samgori. (Foto: Amalie Kristine Frederiksen)
Danske Christian Elovara Dinesens Samgori er et eksempel på et værk, der først og fremmest henvender sig til lokale, men som alligevel rummer fortællende og æstetiske kvaliteter, der i høj grad er interessante for et såkaldt kunstpublikum.

I otte dage opholdt Elovara Dinesen sig på markedet Samgori, hvor han på opfordringer fra de lokale har lavet elleve vægmalerier. Det er en fantastisk oplevelse at gå rundt på det enorme marked og lede efter de farverige abstraktioners stedsfortolkninger. Problemet er, at ingen udover de lokale, kunstneren og triennalens ansatte har en chance for at finde frem til værket.

Her kunne helt almindelig kunstformidling have været en oplagt og kærkommen håndsrækning. Generelt er triennalens ’program’ styret af spontane initiativer og interne begivenheder, der overlapper de mere officielle og en manglende gennemskuelighed og misinformation.

Mens det som publikum kan virke frustrerende ikke at vide, hvor og hvornår kunsten ’sker’, så er der en pointe i at overlade triennalens forløb til tilfældighederne, eftersom det uvilkårlige og umiddelbare er en indbygget del af den selvorganiserede proces. Suk.

Kitchen Dialogue: More than supra. A draft prepared for failure af Martinka Bobrikova og Oscar Del Carmen / Made from Waste. (Foto: Martinka Bobrikova)
Kitchen Dialogue: More than supra. A draft prepared for failure af Martinka Bobrikova og Oscar Del Carmen / Made from Waste. (Foto: Martinka Bobrikova)

En vigtig reminder
Triennalens kvalitet er, at den ved at præsentere meget forskellige tilgange til selvorganisering, motiverer deltagerne til at skabe selv, udenom samfundets eksisterende strukturer, normer og politiske systemer. Med en bred vifte af mulige bud på, hvordan dét kan gøres, fungerer triennalen som reminder på, at selvorganisering er en særdeles fornuftig måde at finde en fælles vej ud af en konflikt. Og det budskab fortjener international opmærksomhed.

Påmindelsen er ikke blot relevant i en lokal georgisk sammenhæng, men også en vigtig souvenir at tage med hjem i kufferten til lille velfærds-Danmark, hvor de aktuelle statslige nedskæringer og omstruktureringer kan føles som en permanent mavepuster til kunst- og kulturlivet. Måske kan dén konflikt give anledning til nye selvorganiserede måder at overleve på?

Vis billedserie

Biennale

Tbilisi Triennalen 2015 – S.O.S.

1 okt 2015 30 okt 2015

m.fl., Adelita Husni-Bey, Anuka Lomidze, Sara & Natascha, Allard van Hoorn, Franziska Koch, Mareike Wenzel, Tara McDowell, Mamuka Japharidze, George Spanderashvili & Tamar Muskhelishvili, Galaqtion Eristavi, Block 21: Aleksi Soselia, Gio Sumbadze, New Collective, Irene Hohenbüchler & Christine Hohenbüchler, Art Platform Austria: Tina Bepperling, Juozas Laivys/ Jurgita Laive, Group ‘Boullion’, Jon Irigoyen, Madefromwaste: Martinka Bobrikova & Oscar De Carmen, Levan Chogoshvili, Jesper Aabille, Christian Elovara Dinesen

CCA Center of Contemporary Art
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Forfra – nedefra'

Facebook