”Danskerne er ligeglade”

”Danskerne er ligeglade”

BAT-udgivelsen i stabel

Billedkunstner, kurator og redaktør Michelle Eistrup har arbejdet fire år på den dybdegående udgivelse Bridging Art and Text, der i ikke-hierarkisk collageform præsenterer et væld af postkoloniale kunstnere, skribenter og teoretikere. Hun fortæller her om hvorfor.

Den ligger på bordet i mellem os i tre imponerende og gavmilde bind, Bridging Art and Text [BAT]. Jeg er mødtes med billedkunstner Michelle Eistrup på Fabrikken for Kunst og Design, hvor hun i øjeblikket er i et residencyforløb for at arbejde på nye værker. Hun serverer iskold cola i sommervarmen og taler energisk, smilende og bestemt på skiftevis engelsk og dansk.

Det postkoloniale felt har spillet en central rolle i Eistrups projekter siden slutningen af 1990’erne, og hun indledte initiativet bag BAT-publikationen i 2011.

Michelle Eistrup. Pingyao Photo Festival, Kina

“I kunstverdenen var der for ganske få år siden meget lidt kontekst på det postkoloniale kunstfelt i Danmark. Der var ikke skribenter, som kom fra samme baggrunde. Det, der blev skrevet, var som regel uden en faglig relation til, hvor det hele begyndte. Denne publikation vil derfor præsentere et udvalg af folk for at skabe en dialog mellem dem om postkoloniale emner,” fortæller Eistrup.

Overordnet vil udgivelsen BAT i en ikke-hierarkisk collageform, der inviterer til dialogisk, encyclopædisk lystlæsning, forsøge at skabe forbindelser mellem billedkunst og tekst samt mellem fortid og nutid.

Et oplagt indledende spørgsmål bliver derfor, om hun mener, vi i Danmark har et særligt behov for at diskutere og synliggøre vores kolonifortid?

”Danskerne er ligeglade. Deres niveau af kulturforståelse er nedladende om folk fra Grønland. Der er selvfølgelig mange danskere, som jeg er blevet positivt overraskede over; som, jeg ikke havde forestillet mig, var så vidende. Men jeg mener, vi bliver nødt til at gå dybere, hvis vi skal forstå vores historie og udvikling. Danmark har et virkelig lavt niveau og en dårlig forståelse, når det kommer til kulturpolitik og dialog,” forklarer Eistrup og fortsætter:

BAT, for- og bagside på bind 3

”Man kan selvfølgelig ikke sige noget generelt om en hel befolkning, men jeg tror godt, man kan se nogle tendenser og mønstre: At danskere er blevet mindre nysgerrige og mindre åbne overfor andre. Man kan se et skift i værdisæt. Folk er blevet rigere og mere egoistiske. De mener ikke, de har ansvar overfor andre end dem selv – ikke engang deres naboer eller deres naboers børn. Derfor mister vi vores medmenneskelighed, fordi vi aldrig behøver række ud over os selv.”

– Hvad er det så for komplekse forbindelser mellem kolonifortiden og nutiden, BAT afdækker?

”De forskellige kolonialistiske systemer har skabt forskellige mønstre rundt omkring i verden. Man kan se det i strukturerne i byers opbygning. I den britiske kolonitid havde man store landområder, så du vil se store huse med store landområder i mange tidligere britiske kolonier, mens tidligere franske kolonier er anderledes; husene med dertilhørende landområder er mindre. Alle disse geografiske landskaber har betydning.”

Yo-Yo Gonthier: Petit colon (The Little Cancer) from the series Oui mon Commandant, OUTRE-MER, Verdun, France, 2006. Curator: Olivier Marboeuf Espace Khiasma, Les Lilas, France. Foto: Yo-Yo Gonthier, courtesy of the artist

Michelle Eistrup forklarer, det samme gør sig gældende for tidligere danske kolonier selvfølgelig.

”St. Croix ligner Danmark, men de fleste danskere ved det ikke, fordi de ikke kommer der. De bliver nødt til at rejse derhen og se, at det ligner Danmark, selvom det er i Caribien. Så kan man forstå, hvad der skete i fortiden, og at det stadig sker i nutiden, for det ligger i landskabet, i strukturerne, i arkitekturen. Det er vigtigt at afdække disse ligheder. Hvorfor vil vi ikke diskutere og anderkende disse mønstre?”

Eistrup mener, svaret er, at hvis man anerkender, hvad der skete i kolonifortiden, må man også forstå sin egen deltagelse og skyld i kolonialismen.

”Mange mener, vi ikke skal søge efter dette mønster af skyld, men vi er nu i 2018 og ser, at mange af de samme undertrykkende mønstre fra for 200 år siden dukker op igen. Så det er vigtigt at se på, hvad det er for mønstre i vores fortiders landskaber, som gør, at disse situationer opstår igen og igen. Min simple pointe er, at når folk distancerer dem selv fra fortidens hændelser, så mangler de respekt. Det er sket med mange historiske forhold, som mange forestiller sig, de kan se bort fra og ikke har haft noget med at gøre. Du har ikke noget med Grønland at gøre, og jeg har aldrig været der, så hvorfor skal vi tage ansvar?”

Udsnit af opslag fra BAT‘s tre bind

De danske medier

Ifølge Eistrup har bl.a. de danske medier skylden for den manglende viden.

”Det kommer specifikt fra dansk radio og tv, som har gjort det til sin agenda konstant at referere til resten af verden med en dansker i den. Det er en bizar måde at omtale og forestille sig verden på. At hvis noget er værd at beskæftige sig med i verden, så må der være en dansker. Fx er Kenya kun betydningsfuldt, fordi der har været danskere. Det er ikke vigtigt, hvordan Kenya er som nation. Det giver en forestilling om, at danskere er meget betydningsfulde i verden.”

Eistrup forklarer, at hun har læst danske aviser fra 1950’erne, som bragte nuancerede, almindelige portrætter af udlændinge.

”Selv den måde sorte blev repræsenteret på den gang var meget anderledes end i dag. Der er sket et kognitivt skift i den måde, man beskriver andre på. I aviserne i 60’erne er der helt almindelige portrætter uden drama. Dengang havde man ikke de samme narrativer om den anden eller indvandreren, som man ser i dag. Dengang var man måske mere i øjenhøjde. Alle har billeder af, hvordan udlændingen er i dag, men de er jo vidt forskellige selvfølgelig.”

– Og hvordan er det i kunstmiljøet?

”Danmark er meget isoleret – også internt, man kan ikke så let flytte sig. Hvis du ikke har gået på Kunstakademiet, er det svært at komme ud og få en indvirkning som kunstner. Det er blevet bedre, men der er systemer, som man helst skal bevæge sig indenfor. Danskerne socialiserer og netværker fx om sommeren, så hvis du ikke har adgang til et sommerhus i Danmark, så er du uden for dette system. Da min baggrund er dansk-jamaicansk har jeg haft adgang til systemerne, og det har været lettere for mig end for andre.”

Kunstens potentiale

Eistrup slår op i det første bind af BAT, som behandler spiritualitet og performance, mens andet bind afdækker identitetsspørgsmål, og tredje bind har fokus på historisk kritik af kolonifortiden. Hun viser mig den hollandske og surinamisk fødte kunstner Charl Lanvreugds stillfotos fra videoværket Untitled Atlantic Transformerz fra 2000: En sort mands ansigt og torso sat overfor billeder af samme sorte mand iført en sort plasticmaske. Og hun viser mig billeder af samme kunstners sære og smukke skulptur Anaruka lavet af lava, keramik, svarowskikrystalperler, fjer og blonder i blanksorte nuancer.

Charl Landvreugd: Untitled, Atlantic Transformerz, 2010. Video, 11 min. Presentation: Charl Landvreugd, Curator: Jelle Bouwhuis, Stedelijk Museum Bureau, The Netherlands. Foto: Charl Landvreugd, courtesy of the artist

”Hans arbejde handler om den sorte mandlige krop og blackness som et generelt udtryk. Han skriver også om det for, hvordan ville du kunne forstå disse objekter uden at linke det til Vinti-religion? Jeg ville gerne vise, at også den caribiske befolkning bragte deres religion med sig. Man må vide i dag, hvor spiritualiteten og religionen kommer fra, hvad der er blevet bevaret, og hvad der har forandret sig til noget andet. Danmark er selvfølgelig udgjort af mange dele og kulturer. Ideen om nationalitet er kun et koncept. Danmark er selvfølgelig udgjort af mange dele og kulturer. Vi er meget mere komplekse, end vi forestiller os. Det er politik at forsimple disse komplicerede ting.”

– Og kan kunsten i modsætning til journalistik og politik særligt adressere disse komplicerede ting?

”Mange kunstformer kan transformere disse oplevelser, så man ikke kun møder smerte. Smerten kan blive sat i en kontekst, som er visuelt eller fysisk interessant. Men vi forestiller os også, at vi deler æstetik globalt. Vi forestiller os, at kultur er centreret omkring bestemte rum og steder, men det er ikke altid sådan. Jeg har fx haft de største filmoplevelser i Etiopien. Men ja, kunst har muligheden for at forandre mennesker. Man kan blive rørt, inspireret og forandret. Jeg mener, at jo mere diversitet, der er, jo bedre for publikum. Derfor kan jeg selv godt lide at tage til New York, for der kan du se alle mulige forskellige æstetiske værdier samme sted. Man kan blive åbnet mod mange oplevelser. Det er i New York muligt at blive præsenteret for og at kunne lide forskellige æstetikker.”

Et spørgsmål om repræsentation

– Har du valgt bidragsyderne til BAT ud fra bestemte steder, grupperinger og/eller institutioner?

”Nej, jeg brugte mit netværk, nogle blev anbefalet af andre, og så valgte jeg selvfølgelig ud fra, hvordan de relaterede til hinanden i forhold til deres arbejde, og hvor de befinder sig i kunstverdenen. Jeg kunne godt lide at invitere nogen, som ikke alle kender. I Danmark gentager vi, hvad andre gør, og hvis vi ikke gør det, gentager vi det samme perspektiv. Men det er mere interessant, når der er en dynamik, for så ender du ikke i en lukket didaktik, og der er så mange interessante kunstnere og teoretikere og skribenter derude.”

Opslag med Charl Lanvreugd

– Forsøger BAT-udgivelsen dermed at udfolde biennaleformatets postulat om at repræsentere en global kunstscene?

”Ja, og det kræver en masse arbejde. Man skal virkelig ville det, hvis man vil kuratere med en diversitet og kompleksitet. Man skal kunne tappe ind i de steder, som endnu ikke er blevet præsenteret internationalt. Man skal kunne se de forskellige stemmers potentialer og sætte dem i en kontekst, der kan diskutere. Det kræver en person, der er derude. I Danmark burde der være mange flere kuratorer med andre baggrunde end danske. Der er i øjeblikket kun få kuratorer i Danmark, der ikke har dansk baggrund, og ingen af dem er ansat i de offentlige stillinger med løn og pension. Så hvordan kan man få en diversitet, når fagfolkene for det meste er uddannet samme steder?”

Del artiklen

'”Danskerne er ligeglade”'

Facebook