Konference
Koblinger i lys og lyd: kultur-erhverv-byplan
Konferencen blev afholdt 10 december 2008 på IDA mødecenter, Kalvebod Brygge 31-33, 1780 København V
Fremtidens kunstnere og kulturarbejdere kan blive det vigtige led, der får koblet kulturen med erhvervslivet.
Brobyggere skal flette kultur og erhverv
Man ser det for sig: den bævende kunstner der med sine spæde ideer og sin skitseblok banker på erhvervslederens tykke mahognidør. Indenfor venter en erhvervsleder eller embedsmand, der med finanskrisen i baghovedet allerede har skrevet ‘profit’ på notesblokken. Samtidig ligger tidens politiske mantra om samarbejde mellem kultur og erhverv som en tung sten i kunstnerens rygsæk.
Nye tendenser peger imidlertid på, at en hel tredje type kulturarbejdere, brobyggerne, kan række såvel kunstneren som erhvervslederen og embedsmanden en broderhånd.
Kulturfolk og erhverv mangler brobyggere
Konferencen Koblinger i lys og lyd: kultur-erhverv-byplan samlede før jul repræsentanter fra kommuner, erhvervsfolk, akademikere og et par enkelte kunstnere til en samtale, om hvordan erhverv, kommuner og kunstnere kan arbejde sammen om og i det offentlige rum. Her kom det bl.a. frem at intentionerne om at splejse kultur, erhverv og offentlige institutioner sammen, har indbyggede kommunikationsproblemer, som politisk pisk ikke alene løser.
Netop disse kommunikationsproblemer har affødt knobskud som virksomheden Illumenarts, der har gjort det til sit speciale at blande kuratering af lyskunst med simpel kommunikativ brobygning mellem kunstnere, erhverv og offentlige institutioner.
Tivoli og diplomati
”På den ene side foretager Illumenarts almen kuratering og kunstproduktion. Men fordi vores fokus er det offentlige rum, og ikke museer eller gallerier, forhandler vi også konstant med folk udenfor kunstverdenen” fortæller Stine Keiding, leder af Illumenarts.
”Vores roller er at afstemme forventninger mellem for eksempel en bygherre eller en kommune og så en kunstner. De første har en forestilling om hvad ‘pæn’ lyskunst er– det har de jo set i Tivoli. Her er det vores opgave at præsentere en kunstners mere abstrakte ideer på en spiselig måde. Samtidig, skal kunstneren forstå og acceptere, at et værk i det offentlige rum, er en intervention af et demokratisk rum. Mere end de to parter er vi analytiske og diplomatiske, fordi vi ikke er personligt involveret i hverken bygningen eller værket” siger Stine Keiding.
Ingen viden og få kunstnere
Initiativet til konferencen kom fra Lys og Lyd, et tre-årigt projekt hvor en række kommuner i Region Hovedstaden undersøger og afprøver potentialerne ved at bruge lys og lyd i det offentlige rum. Projektets leder, den allestedsnærværende Trevor Davies, påpegede at der er et næsten totalt fravær af erfaring og institutioner, der arbejder kontinuerligt med det offentlige rum i Danmark.
Konferencen bar således primært præg af vidensoverlevering fra udenlandske dinosaurer som lysvirksomheden Philips, den imponerende Eindhoven-baserede lysfestival Glow og interesseorganisationen LUCI til de danske interesserede – men grønne – tilhørere.
Bemærkelsesværdig var også konferencens fravær af kunstnere. Blot to, lydkunstneren Tim Hinman og installationskunstneren Sophie Erlund, gjorde det ud for den kunstner-gruppe, der tilsyneladende er så svær at tale med:
”Det lave antal af udøvende kunstnere er sigende for dette forum, der handler så meget om budgetter og lignende. Det kan godt være, at det er os kunstnere, der skal provokere for at alt ikke ender i belysning af kirker og havnebassiner, men så skal der jo også laves fora for denne slags møder” nærmest sukker Sophie Erlund, der i dagens anledning er fløjet ind fra Berlin, hvor hun til dagligt arbejder.
Kunsten at bygge bro
Konferencen Koblinger i lys og lyd: kultur-erhverv-byplan, der i øvrigt havde ekstraordinært mange afviklingsproblemer med ellers elementær teknik, var et indblik i de udfordringer som aktørerne i oplevelsesøkonomi står over for.
Når det kommer til behandlingen af det offentlige rum, hersker der enighed om, at kunstneres interventioner kan bidrage med en større dybde og flere betydningslag end for eksempel udelukkende arkitektoniske og designbaserede løsninger. Samtidig stod det også klart, at der er et voksende behov for professionelt at håndtere og forstå relationerne mellem de forskellige interesser, discipliner og fagligheder.
Det er her den bævende kunstner foran mahognidøren, i fremtiden i højere grad måske vil blive erstattet af helt nye typer fagligheder, der har som hovedærinde at bygge bro.
Vækstforum Hovedstaden, Region Hovedstaden og EU Regionalfond støtter projektet økonomisk. Desuden finansieres projektet af Realdania Fonden samt partnerne. Projektet er første del af et 3-årigt projekt, 2008-2010.
Deltagere:
Jens Hall-Andersen, Afd.leder, Kulturforvaltningen, Frederiksberg Kommune. Fmd. for projektets styregruppe
Jørgen Christensen, Formand for Vækstforum, mdl. af Regionsrådet (Hovedstadsregionen)
Simon Strange, Medl. af borgerrepræsentationen, Kultur og fritidsudvalget
Stine Keiding, Illumenarts. En kreativ virksomhed i Hovedstadsregionen (lysinstallationer i byrummet)
Trevor Davies, Leder, Københavns Internationale Teater. Projektleder for Lys & Lyd Projektet 2008.
Helle Nanny Brendstrup, Projektkonsulent, mag.art, Gribskov Kommune
Erling Bevensee, Kulturleder, Gribskov Kommune
Bettina Pelz, Kurator, GLOW, The Netherlands
Tim Hinman, Sound designer and radioproducer
Alexandre Colombani, General Director, LUCI
Maximilian Venzke, Manager, Philips
Simon Smith, Lighting Strategy Officer, Glasgow (video link)
Pernille Nørby, Natten i byens lys, TM, Københavns Kommune
Sophie Erlund, Kunstner, Berlin
Ib Mogensen, Direktør, iværksætterfirmaet Out-sider
Eva Grip, formand, Nerv – svensk/dansk kultur- og erhvervslivsforening
Morten Jaeger, Diginet Øresund, Sound Forum Øresund
Jens Madsen, direktør, Seelite
Sixten Kai Nielsen, grundlægger af Wooloo.org
Halfmachine
Konference
Koblinger i lys og lyd: kultur-erhverv-byplan
Konferencen blev afholdt 10 december 2008 på IDA mødecenter, Kalvebod Brygge 31-33, 1780 København V