At skabe og forbinde kunsthåndværk og design

At skabe og forbinde kunsthåndværk og design

Twisted #2 af Lea Mi Engholm (Foto: Dorthe Krogh)

Billedserie

Biennalen for Kunsthåndværk og Design 2015

1 aug 2015 29 aug 2015

Iben Høj, Åsa Alm, Lea Mi Engholm, Inger Heebøll, Mariko Wada, Sanne Ransby, Vinni Hedegaard Frederiksen, Per Sax Møller, Bent Vinkler, Jørgen Hansen, Aske Rif Torbensen, Mette Saabye, Josefine Rønsholt Smith, Marie-Louise Kristensen, VERSUS, Maria Bang Espersen, Helene Vonsild, Anne Mette Larsen, Sarah Oakman, Ane Henriksen, Theis Lorentzen, Jane Holmberg Andersen, Else-Rikke Bruun, Lone Bedsted, Vibeke Rohland, Birgitte Christens, Annemette Beck, Mette Maya Gregersen, Uffe Black Nielsen, Lisbeth Friis, Søren Thygesen, Mette Walsted, Poul Harder Cohen, Ida Wieth

Carlsberg Byen – Ny Tap
Se kort og tider

Kunsthåndværket er i disse år i en brydningstid. Skal man læne sig mod kunstverdenen, eller kalde sig designer? Svaret lader til at være et spændende ’både og’, og lige nu er der masser af kunsthåndværk at opleve i København.

Danske Kunsthåndværkere og Designere står bag Biennalen for Kunsthåndværk og Design på Carlsberg. Her kan man indtil den 29. August se 28 værker af tekstil, glas, ler, fundne objekter, fotografi og meget andet. Et af værkerne er blevet til i en baggård i indre København, hvor designer og kunsthåndværker Vibeke Rohland har skabt sit bidrag. Hendes praksis rummer både udstillinger på Gl Strand og designs for tekstilvirksomheden Kvadrat, og hun er et godt eksempel på mange kunsthåndværkeres virkelighed i dag.

Men faktisk kommer Vibeke Rohlands tilgang til faget via den allertidligste kunst i historien. I sit arbejde er hun inspireret af den fortælling, der ligger i mønstre og rytmer, og hvis historie går via ornamentet og helt tilbage til de tidligste billeder, mennesket har skabt. I hulemaleriernes gentagende motiver som sammen danner en form for ornament på en væg:

Forlæg til Cross Roads/Scott og tekstilprøve fra Kvadrat samt arbejdsprøver fra Vibeke Rohlands værksted. (Foto: Kirstine Autzen)
Forlæg til Cross Roads/Scott og tekstilprøve fra Kvadrat samt arbejdsprøver fra Vibeke Rohlands værksted. (Foto: Kirstine Autzen)
”Jeg bliver fascineret, når man kan se, at nogen i en lille landsby har arbejdet med nogle tegn, farver og mønstre, fordi de kunne udvikle farverne der, hvor de boede, og mønstrene også er formet af omgivelserne. I mit arbejde vil jeg ikke kun opnå form. Det handler mere om fortællingen i mønstret.”

Kunstner/Designer
I værkerne Cross Roads/Scott og Cross Roads/Black, som Vibeke Rohland viser på Biennalen, sker en sammensmeltning af kunstneren og designeren.

Cross Roads/Scott er skabt på basis af et møbeltekstil, som Rohland har designet for Kvadrat. Tekstilet Scott blev til, da Kvadrat bad hende Rohland om at skabe et design med mange farver, men som ikke skulle bestå af et mønster.

Vibeke Rohland fik tilsendt over hundrede farver garn. I arbejdet opdagede hun en af sine tegninger i værkstedet, hvor hun først havde malet forskellige farver i lag, og derefter næsten dækket dem igen med et tyndt lag af én lys farve. Designet endte som en vævning af fem forskellige farver tråd i hver retning, som på afstand danner en samlet farvetone. På den måde viser biennaleværket en cirkulær bevægelse fra skitse, til designprodukt og tilbage til unikaværket.

Vibeke Rohland deltager på Biennalen for Kunsthåndværk og Design med to værker. Her ses arbejdsprøver fra processen. (foto: Kirstine Autzen)
Vibeke Rohland deltager på Biennalen for Kunsthåndværk og Design med to værker. Her ses arbejdsprøver fra processen. (foto: Kirstine Autzen)

LINK: Læs hele interviewet med Vibeke Rohland på www.biennalen.dk

At forbinde sig med verden
Temaet for Biennalen er i år ”Making is Connecting”, en rammesætning af alle de mulige møder, der sker mellem materialer, fagligheder og mennesker. Projektleder hos Danske Kunsthåndværkere og Designere, Helle Severinsen, uddyber:

”Når kunsthåndværkeren bevæger sig ud i krydsfeltet til kunsten, får værkerne karakter af andet og mere end brugsgenstande, men bliver medie for fortællinger på linje med andre kunstværker. Netop der begynder en kommunikation til omverdenen om mere og andet end æstetik og håndværk. Værkerne kan få karakter af erkendelsesobjekter og eller forståelsesmodeller, der lægger op til diskussion med beskueren. Værket bliver mødestedet og forbindelsesleddet til en omverden.”

Med på Biennalen er også to keramikere, som begge har forbundet sig med både hinanden og andre i deres arbejdsproces. Keramikerne Lea Mi Engholm og Mariko Wada er begge en del af kunstnergruppen VERSUS, en gruppe på fem kunsthåndværkere, som jævnligt udstiller fælles værker. På Biennalen viser gruppen et fælles værk, hun.

Sanne Ransby (t.v.) og Mariko Wada (t.h.) med deres model i 1:10 af værket I syv sind – Klemt mellem brædder. (Foto: Kirstine Autzen).
Sanne Ransby (t.v.) og Mariko Wada (t.h.) med deres model i 1:10 af værket I syv sind – Klemt mellem brædder. (Foto: Kirstine Autzen).
Derudover deltager Lea Mi Engholm med sit eget værk Twisted #2 og Mariko Wada er repræsenteret i endnu et kollektivt projekt, nemlig værket I syv sind – Klemt mellem brædder, som hun har skabt sammen med billedvæver Sanne Ransby.

Keramik og koncept
Både Lea Mi Engholm og Mariko Wada kender til diskussionen om, hvor man som kunsthåndværker i dag skal placere sit virke. Lea Mi Engholm var faktisk efter endt uddannelse i gang med en egen produktion af fx fade, men måtte indse, at det var udviklingen af ideer og værker, som trak – ikke selve støbningen af et produkt. Mariko Wada beskriver konflikten mellem det keramiske håndværks historie og samtidens fokus på koncept således:

”Keramiker, det er noget ret gammeldags, der har en lang historie. Jeg snakker tit med kollegaer om, hvor keramikken er henne i dag. Er den på vej ud, skulle man begynde at lave noget konceptuel keramik for at være med i en nutidig ramme? Men jeg er egentlig ret ligeglad med, hvordan det bliver set. Jeg kan rigtig godt lide håndværket, og fremstillingen af keramik har meget med teknik at gøre. Bagefter kommer, hvad man kan udtrykke med det.”

Ikke kun på Carlsberg
Biennalen afholdes netop nu for 10. gang. I år har foreningen, som består af godt 500 medlemmer, haft det mål at inkludere flere samarbejdspartnere, der også byder ind med designtalks, pop-up udstillinger og events i et samlet festivalprogram. Håbet er på sigt at skabe en internationalt anerkendt begivenhed for kunsthåndværk og design i København. Det gavner nemlig miljøet for kunsten, håndværket og designfaget, fortæller Helle Severinsen:

”Vi får fokus på området og ikke mindst en begivenhed, der også er åben for de nye talenter. Med Biennalen skaber vi en scene for cross-over kunsthåndværk, der overskrider de gængse opfattelser af kunst, design, arkitektur og kunsthåndværk.”  

I syv sind – Klemt mellem brædder af Mariko Wada og Sanne Ransby. At være klemt mellem brædder er den japanske måde at beskrive følelsen af at være i syv sind. (Foto: Dorthe Krogh)
I syv sind – Klemt mellem brædder af Mariko Wada og Sanne Ransby. At være klemt mellem brædder er den japanske måde at beskrive følelsen af at være i syv sind. (Foto: Dorthe Krogh)

Selve biennaleudstillingen kan ses indtil 29. August på Carlsberg, og derud over kan man på www.biennalen.dk finde de øvrige arrangementer – herunder ”Design by FOS” på Etage Projects, gadefest i Bredgade og udstillingen HJEMLIGHED, hvor 9 kunsthåndværkere flytter ind i en lejlighed i 20 dage – og hvor man også selv kan booke en overnatning. I september afholdes desuden et seminar, hvor tematikken ”Making is Connecting” udforskes på et teoretisk plan.

Artiklen er blevet til på baggrund af en interviewserie på www.biennalen.dk. Her kan man løbende finde interviews med Vibeke Rohland, Lea Mi Engholm, Sanne Ransby og Mariko Wada, Iben Høj samt Marie-Louise Kristensen.

Billedserie

Biennalen for Kunsthåndværk og Design 2015

1 aug 2015 29 aug 2015

Iben Høj, Åsa Alm, Lea Mi Engholm, Inger Heebøll, Mariko Wada, Sanne Ransby, Vinni Hedegaard Frederiksen, Per Sax Møller, Bent Vinkler, Jørgen Hansen, Aske Rif Torbensen, Mette Saabye, Josefine Rønsholt Smith, Marie-Louise Kristensen, VERSUS, Maria Bang Espersen, Helene Vonsild, Anne Mette Larsen, Sarah Oakman, Ane Henriksen, Theis Lorentzen, Jane Holmberg Andersen, Else-Rikke Bruun, Lone Bedsted, Vibeke Rohland, Birgitte Christens, Annemette Beck, Mette Maya Gregersen, Uffe Black Nielsen, Lisbeth Friis, Søren Thygesen, Mette Walsted, Poul Harder Cohen, Ida Wieth

Carlsberg Byen – Ny Tap
Se kort og tider

Del artiklen

'At skabe og forbinde kunsthåndværk og design'

Facebook