KunstCentret Silkeborg Bad fylder 25

KunstCentret Silkeborg Bad fylder 25

Kurbygningen på KunstCentret Silkeborg Bad med norske Oddvar Darrens Vann Mann i forgrunden. Pressefoto

Lørdag den 16. september markeres jubilæet for KunstCentret Silkeborg Bad, der i 25 år har arbejdet i krydsfeltet mellem kunst, natur og historie.

Skabt som et internationalt kunstcenter med fokus på den bildende kunst, fejrer den selvejende institution KunstCentret Silkeborg Bad sin stiftelse tilbage i august 1992 på lørdag den 16. september med en åben festdag.

Jubilæumsprogrammet byder på en dag med live musik, street food, taler og diverse aktiviteter i skulpturparken – heriblandt en tegneworkshop for børn med kunstnerne Ole Lejbach og Ida Guldhammer. I parken vil man desuden kunne se væver Anne Mette Larsens udsmykning 249 HÅNDKLÆDER PÅ SLAP LINE!, der er skabt til jubilæumsdagen, og som publikum har mulighed for at købe et stykke af med hjem.

Find det fulde program for festen, der varer fra kl. 10.30 til 17, her

KunstCentret Silkeborg Bad har indtil nu præsenteret 249 danske og internationale udstillinger med kunsthistoriker Iben From i spidsen som direktør siden 1999. Institutionen arbejder ligeledes sammen med andre kunsthaller og museer om fælles projekter og er særligt kendt for sine temaudstillinger – i år bl.a. Ansigt og identitet – en FACE kunstudstilling, som der er fri adgang til på festdagen.

Kilde: KunstCentret Silkeborg Bad

Del artiklen

'KunstCentret Silkeborg Bad fylder 25'

Facebook