Udstillingen begynder i underetagen, og her har Wilcke lavet den skønneste adskillelse fra cafeområdet i form af 5 dørhøje rammer med ubleget lærred, hvorpå der er malet plamager med fed udtrækkende linolie og tæt solgult pigment. Det skaber en øjeblikkelig fornemmelse af velbehag.

Den mætte varme farve giver ekstra kraft til en puf med lyslilla betræk i halvandenmandsstørrelse, der troner midt i udstillingens forhal. Puffen er også et værk af Wilcke, her ligger farven ned, og man kan sidde på den, puffen og farven, som sol og lavendler.

En lang blank bænk

Den lilla puf minder om et halvfjerdsermøbel, og vi springer lige et årti frem med den blanke lækkert skinnende bænk, der står i forlængelse af den. Den virker først ensfarvet, men tæt på changerer stavene i helt forskellige mørke farver.

På endevæggen har Peter Holm, som også står bag bænken, malet et sart rosa felt, der ser ud til at have samme mål som Wilkes puf, ikke helt kvadratisk, men næsten. Ovenpå det farvede felt er der monteret en meterstor sølvskinnede cirkel i slagaluminium.

Det geniale greb fra Holm er at gentage dette felt i samme nuance og med en cirkel, der lige har rykket sig lidt, i rummet ovenpå og denne gang tilføje et element, der minder om et gelænder fra den trappe, man netop er gået op ad, og som ydermere kaster en fin skygge. Der er sjovt, så tilfredsstillende det er at blive drillet visuelt.

Variationer af samme modul

I det store ovenrum er der flere variationer af farvet firkant på væg med et mindre møbellignede element foran. Holms farver er blide, bordeaux og lyserøde, det er super elegant. Jeg overvejer om det ville blive læst mere feminint, hvis en kvinde havde lavet dem.

Holms værker spiller smukt sammen med Wilckes umiddelbart mere robuste, men i virkeligheden ret vakkelvorne værker. Som et silketørklæde mod en kanvasskjorte, tænker jeg. Ovenpå viser Torgny Wilcke et maleri-værk, der også er en form for siddemodul. Det er en form af krydsfiner beklædt med lysegrønne bølgende metalplader.

Et andet objekt er lavet med gult metal, det ligner en rå version af en model til en loftslampe, men det hænger helt ubrugeligt lige over gulvet. Der er noget afvæbnende og humoristisk ved Wilckes værker, den måde de ikke forsøger at være lækre og perfekte på.

Se også billedserie fra udstillingen Peter Holm og Torgny Wilcke: Maleri, sektion 1-8

Begge kunstnere udfolder på hver deres måde dette mellemværende med interiøret, lige præcis nok til, at det træder frem og tilbyder en associationsrække og en kropslig fornemmelse.

Rytme og farvespil

Det hele er formelt, kan man sige, det er enkle materialer, der også, som Wilckes store siddepuf og Holms blanke bænk, spiller bold med grænsen til design og møblement. Det er maleri i et udvidet felt. Følsomt installeret med former og farver, der går igen eller går i dialog med hinanden.

De to kunstnere har et fællesskab i det formelle, og nogle gange kan man lige et øjeblik blive i tvivl om, hvem der har lavet hvad. Og så alligevel ikke, for Wilcke er altid mere rå og direkte, uden den sidste finish, mens Holm også kan lide det blanke, autolakeringens fryd. Det gør det ikke dårligere, at udsigten fra vinduerne og lyset der falder ind, spiller med.