Åbningsfest for Cph Art Week 2017

Åbningsfest for Cph Art Week 2017

Násto Mosquito: Respectable Thief. Foto: Frida Gregersen

Vis billedserie

Kunstugen, der bringer hele den professionelle, københavnske kunstscene i spil, startede med stor fest på Vega. Ikke mindst Cph Art Weeks bykunstner Nástio Mosquito tog scenen med en overvældende performance.

Vega torsdag aften. Der er tekniske problemer i salen, og vi venter udenfor i trappeområdet og har tid til at snakke med venner og bekendte. Forude venter ikke bare en aften i selskab med performere og musikere her på Vega, men også en lang kunstuge med et overflødighedshorn af udstillinger og events overalt i byen. Cph Art Week er ugen, der samler og synliggør hele den professionelle kunstscene – og det i sit fulde udtræk. Det tætpakkede program er nemlig skabt i samarbejde med et overvældende spektrum af aktører fra det københavnske kunstmiljø, og det giver publikum en helt særlig mulighed for at opleve den store diversitet og det kvalitative niveau, som København er i stand til at fremvise på kunstens område. Og der er meget at komme efter: Udstillinger, projektrumsdage, performances, kunstture, kunstmesser, fester og meget mere.

Gå på opdagelse i hele programmet her

På Vega åbnes dørene nu. Vi er vel omkring 300 mennesker, der er puder på gulvet, og det er Cph Art Weeks bykunstner Nástio Mosquito, der åbner ballet med sin performance Respectable Thief.

Ham er der fuld tryk på. Det er en højspændt forestilling, som befinder sig et sted mellem (treskærms-) filmvisning, koncert, digtoplæsning og performance, hvor de forskellige elementer og lag sameksisterer i et rablende og tempofyldt flow.

Násto Mosquito: Respectable Thief. Foto: Frida Gregersen

Nástios mission
De visuals, som Mosquitos samarbejdspartner Vic Pereiró har skabt til Respectable Thief, kontrasterer blandt andet naturscenarier med det moderne liv, frihed med fangenskab, og performancen lægger fra land med en missionerende retorik.

Så jo, forestillingen er bombastisk og ‘politisk konfronterende’ i den forstand, at den kaster sin ublu vrede på de økonomiske ordener, de sociale og politiske systemer og de magtstrukturer, der griber ind i det enkelte menneskes liv og ‘stjæler’ livskvaliteten. Trump og horderne af containerskibe er (selvfølgelig) blandt skurkene og identificeret som ‘respektable’ tyve.

Men det særlige i Mosquitos version er, at disse underkuende strukturer ikke holdes ud i strakt arm, men æltes ind i personligt, næsten eksistentielt, perspektiv. For pointen er, at det ikke foregår på et abstrakt, teoretisk plan, men at det er en konkret realitet for mange mennesker. Det handler blandt andet om angst, depression, usikkerhed, manglende selvtillid, undermineret værdighed og respekt, og Mosquito er ikke bange for at investere sig selv og stille spørgsmål til, hvornår man indtager magten i sit eget liv, hvornår man er et sandt menneske, og hvornår man agerer autentisk i sin relation til andre mennesker.

Rollespil
Han antager roller og ser potentialerne i en overskridelse af en rigid, homogen identitet. Det gør det muligt for ham også at agere som transgressiv, kynisk, profan og vulgær. Trods de mange dybe og patosfyldte tekster og digte, han fremsiger under forestillingen (nogle af dem rimer oveni købet), optræder han som en fuld mand, der raver rundt og vælter mikrofonstativer.


På den måde befinder han sig et sted mellem at være prædikant, vred folke(for)fører og en alt andet end selvhøjtidelig komiker – for en rå humor er med hele vejen.

I sidste instans handler det derfor ikke så meget om, hvilke roller Mosquito i sin provokative stil indtager, men mere om hvad der sker i dig, der møder ham og oplever ham, og jeg tror, det er de færreste, der sådan en torsdag aften er upåvirkede efter mødet med en sjældent karismatisk kunstner.

Násto Mosquito: Nástia Manifesto. Foto: Frida Gregersen

Nastios manifest på herretoilettet
Og havde man efter Respectable Thief ikke fået nok af Mosquito, dukker han op på videoskærme på toiletterne, hvor hans 17 punkts manifest vises (
Nástia’s Manifesto, 2010).

Sjældent er det, at folk ligefrem bliver hængende på toilettet (her taler jeg om herretoilettet!) – ligesom det er sjældent, at folk her bryder ud i latterbrøl – men begge dele kunne man opleve denne torsdag aften på herretoilettet på Vega. “Don’t be cool, be relevant” hedder det blandt andet i et af punkterne i manifestet.

Carl Krull:Encircled scope. Foto: Frida Gregersen

Inde i Carl Krulls hoved
Tilbage i salen er Carl Krull klar til at vise Encircled scope. Her er tale om en virtual reality-performance, hvor et kæmpemæssigt hoved tegnes op i rummet. Kunstneren står så at sige og tegner inde i hovedet.

Og efter aftenens koncert med Molina er der mere perfomancekunst på programmet. Denne gang skal vi ned i Rygerummet, som er inde bag en glasvæg og fuld af hvidmalede træstammer. For en ikke-ryger er røglugten i høj grad tilstedeværende, selvom rummet har været holdt røgfrit denne aften – af hensyn til performerne Olivia Riviera og Lissen Poussette, hvilket man kan forstå, da de to performere går i gang: Det er nemlig en for stemmebåndene særdeles krævende optræden.

Olivia Riviera og Lissen Poussette: Feeling Loow. Foto: Frida Gregersen

Først snapper de længe efter vejret i akavede stillinger på gulvet, som var de fisk skyllet op på land, døende eller i fødsel. Senere mødes de to performere i en slags omfavnelse, og ud af dette møde vokser nye lyde fra stemmens dyb: Oooooohhhh… Feeling Loow hedder performancen, og man kommer ned i det primale dyb: det er som en skæv DIY-udgave af mongolsk strubesang, som er ganske effektfuld der i den kunstige skov i rygerværelset.

Således nede i kroppen og inde hovedet og med billeder og lyde stemplet ind (Sound and Vision er festivalens tema) er vi klar til at tage hjem fra festen – og ud i den næste uges kunstoplevelser under Cph Art Week.

Kunstugen er i gang.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Åbningsfest for Cph Art Week 2017'

Facebook