Et alternativ til ensretningen

Kunsten har gennem historien altid haft en alternativ tilgang til eller repræsentation af verden. For mange en sekundær funktion i skildringen af verdenen. Måske endda bare som pynt på væggen. Men den alternative tilgang eller position, lidt på kanten af det hele, har også skabt et mulighedsrum for kunsten, hvor andre betragtninger og logikker kan skabes og behandles.

Og når man spørger Johanne Løgstrup, kurator og daglig leder af bureau publik sammen med kuratoren Katarina Stenbeck, om hvad denne position betyder, lyder svaret:

“Jeg synes stadig det er en relevant betragtning, fordi der udspiller sig en ensretning i vores samfund, hvor medier og institutioner lefler mere og mere for én retning, mainstream kunne man kalde det, og derfor er det meget vigtigt – og det er måske en illusion – at bibeholde ideen om kunsten som et alternativ, hvor der bliver skabt noget andet og set på verden på en anden måde. Vi kan ikke afskrive os markedskræfter, men idéen om kunsten som et sted udenfor det etablerede er meget vigtig for vores samfund, synes jeg.”

I opposition til hvad?
I samme åndedrag erkender kuratoren, at der jo blot er tale om et begreb, der er ekstremt flygtigt og hele tiden afhængigt af noget at være i opposition til. Og det er ikke nødvendigvis bare kapitale motivationer, hun ser sig som modsats til:

“I det tilfælde er det andet for mig som kurator ikke nødvendigvis det kommercielle, som jeg aldrig har orienteret mig imod eller været interesseret i, men snarere ‘kunstinstitutionen’ jeg føler mig i opposition til. Men billedet af ‘institutionen’ er i de sidste 15-20 år også blevet langt mere komplekst og internationaliseret med mange aktører og en etableret kunstscene, der ikke længere er så hierarkiskt opdelt.”

“Jeg vil dog mene, at ‘det alternative’ i en kunstsammenhæng kan karakteriseres ved en vis dristighed. En vilje og dristighed til at sætte sig op imod noget og ikke nødvendigvis gøre det forventelige – søge det økonomisk omsættelige.”

“Det er der, hvor jeg ser en stor grad af frihed forbundet med det alternative, fordi du ikke skal passe ind i noget forventet, men derfor også hele tiden bryde med den norm. Her ligger selvfølgelig også kravet om den fornyelse, der også hæfter sig til ‘det alternative’.”

Frihed til at tænke
Johanne Løgstrups fornemmelse er, at der mangler steder, der har en alternativ profil i det danske kunstlandskab, og det undrer hende faktisk, at de etablerede kunstinstitutioner ikke opererer i et mere kritisk felt, end hvad tilfældet er.

I samtale med en af Københavns absolut samfundskritiske kuratorer får man faktisk det indtryk at kunsten ikke blot er et frit rum. Det er også et forpligtende rum for kritiske betragtninger over vor samtid.

”Jeg mener, at kunsten skal være et rum, til at kunne tænke og handle på andre måder og i alternativer til det gængse,” og Løgstrup uddyber:

“Forpligtelsen er så noget, der skabes i og med kunstens mulige engagement. Men det hænger jo sammen: For at udtale en kritik af det bestående, er man jo nødt til at have friheden til at formulere det udsagn.”

Den akademiske kritik
Et paradoks for den ikke-kommercielle og ofte samfundskritiske kunst er ofte en markant akademisering, et særligt sprog med et komplekst og teoretisk grundlag og vokabular. Og er det ikke at gøre det meget svært for sig selv og for omverdenen at forstå, hvad man laver og hvad man vil?

“Det er selvfølgelig et paradoks, men jeg mener at vi har et samfund, der har råd til det. Det at give rum til nogle skærpede formuleringer og dybder. Og mange gange er fordybelsen en nødvendighed for at udvikle nye tanker og idéer. Det kan godt være at kunsten bliver elitært og tidskrævende, men det er i mine øjne en del af pointen, fordi det står i kontrast til det letomsættelige og -fordøjelige. Der er ikke plads til den form for fordybelse særlig mange steder i dag. Det er en måde at skille sig ud på, og den eksklusion der måtte være, er selvsagt ikke en intention, men måske en typisk følge.”

Kunstens nærvær
Og det formidlingsmantra, der har præget kunstinstitutionerne i det sidste årti, har ikke fået Løgstrup til at gå på kompromis:

“Al det krudt der i de sidste år er blevet lagt i at formidle kunst på institutionerne, vil jeg ikke nødvendigvis mene har været en god ting for kunsten. Det formidlingsmantra er vi som ‘alternativt udstillingssted’ heldigvis ikke underlagt. Vi ved godt at vi ikke kommunikere på det letteste sprog, men oplever dog at flere og flere kommer til vores arrangementer.”

Måske for at søge noget helt andet end samfundskritiske standpunkter, fordi: “noget, der også er kendetegnende ved mange aktører i ‘det alternative’ felt er også en høj grad af intimitet. En intimitet, der faktisk præger mange af de aktører, der er repræsenteret under Alt_Cph,” forklarer Johanne Løgstrup. Så imens hun kontinuerligt peger på ‘ensretningens’ manglende dybde og behovet for kritik, står spørgsmålet tilbage om den alternative scenes funktion som meget mere end et kritisk rum i en grundlæggende menneskelig forstand.