Jesper Just er suveræn på Venedig Biennalen. Ikke alene demonstrerer han sin blærede filmiske visualitet i sit videoværk, som kredser om en replika af Paris i Kina. Hans totalinstallation i Den Danske Pavillon gør også hjemløsheden kropsligt nærværende og sætter nye standarder for kunstneren.
Hvordan forholder en samtidskunstner, der agerer transnationalt i en globaliseret (kunst)verden, sig til en invitation om at repræsentere sin nation med et kunstværk?
Venedig Biennalen er en gammel sag. I sin tid lanceret ud fra ideen om, at nationerne skulle vise deres egenartede kunst i særskilte pavilloner i Giardini området – en slags kunstambasader, der også i deres arkitektoniske fremtoning skulle manifestere forestillingen om national gennemslagskraft. Dette koncept er selvklart ude af sync med nutiden.
Et udgangspunkt
Men for danskfødte, New York-baserede Jesper Just har det miskmask af arkitektonisk pastiche og national-kulturelle forestillinger, som Giardini området repræsenterer, imidlertid været det lukrative udgangspunkt for hans (danske) biennale-værk, som bærer titlen Intercourses.
Just spiller op imod den forskydning og hjemløshed, der ligger i ideen om at placere et stykke (postuleret repræsentativ) dansk arkitektur i en italiensk park men også på pavillonens allerede i forvejen transhistoriske og transnationalt forurenede karakter: Den danske pavillon i Venedig er nemlig en langt fra homogen hybrid mellem en neoklassisk og en modernistisk bygning.
Eiffeltårn i Kina
I tråd med disse overlejringer (eller samlejer, jvf titlen) foregår Justs filmværk til Den Danske Pavillon i en forstad til Hangzhou i Kina, der er bygget op som en replika af Paris med Eiffeltårn i formindsket udgave, Champs-Élysées i bedste Baron Haussmann style, symmetriske parkanlæg og så videre.
Værket består af fem video-projektioner, og kopibyen er så at sige hovedkarakteren i filmene.
Kulisseagtigt og som et fatamorgana i disen toner den frem i de sort-hvide filmsekvenser – malplaceret mellem et opbrudt byggepladsområde og nogle højere etagebyggerier.
Byen ligger bag et plankeværk, der står stilladser, murbrokker flyder og fortove er brudt op. Man spørger sig selv, om byen er ufærdig eller allerede i forfald?
Som at være i Paris
I virkelighedens Hangzhou er bydelen indtaget af beboere, men i Just film ser vi ingen mennesker. De kinesiske markører i form af skiltning og reklameplakater er ikke noget filmene dvæler ved. Det er som at være i Paris – og alligevel ikke. I denne scenografi ser vi tre sorte fransktalende skuespillere, som enten vandrer, kører rundt på scooter eller trykker sig tæt og lyttende ind til byens vægge. Det forstærker følelsen af spøgelsesby, hvor Palle er alene i verden og alt er forskudt og fremmed: Man tror man er i Paris, men afrikanerne er i Paris og Paris i Kina…..
Replika-arkitektur er såmænd et udbredt fænomen, og Venedig selv udsat for kopi flere steder i verden, blandt andet i Las Vegas, USA. Der er dybest set tale om ‘kulturel udveksling’– selvom den aura og autenticitet, man vel også ønsker at tilegne sig gennem det arkitektoniske rov, på forhånd er dømt til at mislykkes. Kopien fremstår først og fremmest ‘uvirkelig’.
En fortælling på stand by
Filmene looper og i endnu højere grad end tidligere hos Just er filmfortællingen på stand by, cirkulær og uden handling, udvikling eller klimaks. De fem sekvenser bindes først og fremmest sammen af arkitekturen og af det følelsesmæssige anslag.
Selvom det sidste er mere dæmpet her end i Justs tidligere produktioner, er det tilstede som en melankolsk tone, når den cirkulerende vandringsmand en gang imellem standser sit raske trav og trækker vejret tungt, eller når mændene trykker sig mod murene med stor inderlighed.
Det er som om, disse mænd driver rodløse rundt i byen, og forsøger at tilegne sig og bebo arkitekturen. Man kunne få den mistanke, at nostalgien efter ægthed og oprindelighed rumsterer et sted i Justs dystopiske scenarier, men det er heldigvis ikke entydigt, og fortællingen får lov at beholde sin åbne struktur.
Flow
Hos Just er det på sin plads at tale om flow, og det spejles, og er naturligt tilstede i udstillingen, hvor de fem værker præsenteres i fem forskellige formater – fra én projektion på størrelse med en stor fladskærm-i-sofahjørnet-størrelse til en ca. 15 meter lang panoramisk projektion.
Det hele er spundet ind i Justs sædvanlige overlegne og udfordrende visualitet, hvor hvert eneste skud er velkomponeret, så det gør ondt, og hvor den udsøgte sans for dvælen manifesterer sig i tålmodige indstillinger, langsom kameraføring og knivskarpe nærbilleder.
Og lyden flyder atmosfærisk med. Gennem hele Den Danske Pavillon suser vinden vedholdende i en flaske, skuespillerne istemmer til tider langtrukne toner og en bid af en sang på fransk. Jo, Just mestrer sine virkemidler.
Indgangen lukket
Jeg indrømmer gerne, at jeg i forvejen er fan af Justs drivende, drømmeagtige billeder, men en ting er, at videoerne er super blærede.
Hvad der løfter denne præsentation, er selve installeringen, hvor man allerede inden, man kommer ind i pavillonen, på egen krop oplever en lignende desorientering og forskydning, som den der udspiller sig i filmene.
Pavillionen er nemlig delvist skjult bag opbyggede gasbetonmure, hovedindgangen er lukket, og man må om på bagsiden og via en snæver sti-passage ind i bygningen gennem en havedør.
Indenfor er der halvfærdige eller ruinøse mure, kabler og spredte murbrokker. Hjemløsheden er så at sige til at tage at føle på. Og jeg bemærkede mange desorienterede besøgende, der lige skulle finde ud af at finde frem til havedøren og ud igen igennem et værkstedsrum.
Nye standarder
Netop nu kan man til sammenligning se en traditionel retrospektiv Just-udstilling på HEART i Herning.
Læs anmeldelse af udstillingen This is a Landscape of Desire her
I Venedig viser Just nye standarder og et nyt potentiale for at iscenesætte hele den rumlige sammenhæng, værket indgår i. Udstillingen repræsenterer som sådan et sjældent fint forhold mellem form og indhold. Og godt kontekstuelt tænkt både i forhold til Biennaleparken – men såmænd også i forhold til Venedig, der eksisterer i en sær romantiseret tidslomme og, som andre turistmagneter, har et skær af uvirkelighed.
Lad det være sagt: Den Danske Pavillon er en af de bedste på dette års Biennale, og vi kan klappe i hænderne. Ikke fordi det er dansk, men fordi det er god kunst.
Se Kunstrådets video om tilblivelsen af Intercourses
Det Internationale Billedkunstudvalg som engagerede Just til biennalebidraget satte som præmis et eksperimenterende samarbejde med en arkitekt og en formidler.
Det har resulteret i omformningen af pavillonen i samarbejde med akitekt Troels Bruun, M+B studio, men også i en parallel grafisk kampagne i samarbejde med det amerikanske designbureau Project Projects, som formidler og udvider ideen om fordobling og forskydning. Under Venedig Biennalen bliver forskellige serier af plakater sat op på offentlige steder i fem byer rundt om i verden: København, Hong Kong, New York, Paris og Shanghai. Plakaterne er et vindue til projektet, der kommunikerer udstillingen til et publikum uden for Venedig.
