Bag de industrielle plastforhæng i kælderen på Den Frie Udstillingsbygning er der et dirrende gult rum, der blandt andet gemmer på et ‘peephole’ med kig ind til en fiktiv politiskoleøvelse – videoværket Great Game of Power.

Samme værk har tidligere kørt i døgndrift foran en nedlukket biograf som del af en gruppeudstilling iværksat af Ringsted Galleriet, men nu er videoen trukket indenfor i Maria Meinilds soloudstilling New Feeling, der kredser om magt, positionering og empati i en række værker med afsæt i psykodramaet; en form for terapi, der gør brug af teatralske elementer.

Handlingen i kighullet udspiller sig mellem fire kadetter og ti klapstole. Med “POLITI” skrevet tværs over ryggen omrokerer de uniformklædte kroppe spinkle plastikstole i opstillinger, som intet har at gøre med Feng Shui. Dét, der dikterer formationerne, er instruksen om, at én stol er mere magtfuld end resten, og af den grund grubles der længe, indimellem ting sker.

Stolene ordnes og genopstilles kontinuerligt – i rækker, klynger eller med en enkelt stol udstødt fra de øvrige. Ikke desto mindre underkaster de sig aldrig fuldstændigt én betydning – især fordi overvejelserne bag tingenes ændrede placeringer forbliver hemmelige, idet videoen er lydløs.

Fortryllende sært

Udstyret med tunnelsyn står jeg tæt op ad væggen og ser videoen gennem kighullet. Sådan er præmisserne rent kuratorisk sat. Det er en intim måde at se værket på, der næsten føles for overvågende.

Pludselig pibler en snigende, urovækkende fornemmelse af at være involveret i værkets manøvre frem i min krop. Febrilsk gennemsøger mit blik udstillingsrummet for overvågningskameraer. Følelsen bliver forstærket af den installation, Meinild har skabt i selve udstillingsrummet.

Fortryllende sært er det at stå omkredset af stole i det hidsigt gult-belyste rum. En stol ligger væltet omkuld på gulvet, måske som resultatet af en stormfuld vrede, og andre er stablet på hinanden i en kærlig, tingslig omfavnelse.

To stolerygge er beklædt i transparente mesh-bluser med kornfyldte handsker. Den ene har ti fingre, den anden krabbeklør. Placeret rundt omkring på stolene sidder sirlige sommerfugle og venter. Deres vinger begynder mekanisk at flakse, når jeg er i fysisk bevægelse.

Stolearbejde

Et ophængt lærred agerer rumdeler i udstillingsrummet og er samtidigt bagtæppe for endnu en video, hvor Meinild for alvor er gået stole-amok.

I videoværket New Feeling klippes der mellem stole i mennesketomme rum. Meinild tager igen afsæt i psykodramaets sprog og lader spindet forsætte. Voiceovers forklarer, at det nu er den teraputiske metode ‘chairwork’, der omkredses. Kort fortalt går det såkaldte stolearbejde ud på, at ‘patienten’ taler med en eller flere stole, idet man forestiller sig, at stolene repræsenterer uforløste relationer eller sider af én selv.

Nogle af stolene i videoen bærer på sjove briller med overskæg eller en kongekrone. Små stole med påsatte øjne bliver opsat af en stor, handskeklædt, blå hånd, og pludselig dukker der endnu en hånd op – denne gang i guld og underligt overdimensioneret. Forrest i undervisningslokalet indtager hånden en autoritær position, der giver vink om adfærdsregulerende indretning af rum, altså om socialt-psykologiske relationer mellem mennesker og ting.

I et kraftløst forsøg på at udfordre magthaveren, udspørger en skælvende røst: “Mr. President, how do you handle promises you made?”, mens kameraet cirkulerer om en tom barstol på en scene.

Det højthævede sæde illustrerer vel en hierarkisk position, antager jeg. I dette tilfælde det politiske overhovedes. Et øjeblik menneskeliggøres objektet for mit indre blik. Ubevidst har jeg givet barstolen en identitet og dannet en fortælling om den.

Hele udstillingen kan bedst beskrives som en ret så syret oplevelse. Det skyldes ikke mindst, at de samme objekter gentages alle vegne. Stolene er den gennemgående figur – selv klapstolen jeg sidder på, mens jeg betragter videoen, er af samme type som stolene i videoværkerne – og også det podie, hvorpå dele af handlingen i videoværket New Feeling foregår, gentages som motiv på det store rumdelende lærred.

Den indre og den ydre scene

Jeg får tanken, at Meinild benytter psykodramaet som en analogi til kunstens form og virkninger. At selve evnen til at tillægge objekter ‘menneskelige’ agendaer, følelser og relationer spejler kunstens skabende forestillingskraft. Der er med andre ord fokus på relationen mellem det fortolkende subjekt og det betydningsåbne objekt, der gensidigt virker på hinanden.

Meinild sammenvæver kunst og psykologi som et middel til at afsløre den konstante forhandling mellem den indre og den ydre scene, der samskaber vores virkelighed og væren i verden. Med de interaktionsprocesser, som stolearbejde – eller kunsten! – igangsætter, kan evnen til at skabe nye forestillinger og skelsættende forandring pludselig titte frem fra mørket.

Bag kurateringen står kunsthistoriker Olga Nowotny og kunstner Rolf Nowotny. Den ellers afsluttede udstillingsplatform FAUNA (2013-2016) er midlertidigt genopstået for at kunne præsentere Maria Meinild, og hurra for et samarbejde, der på lidt plads virkelig formår at sætte noget igang. Småt men rigtig godt.