Det er ikke nemt at installere en udstilling vellykket i Galleri Images små, lavtloftede rum, men Sofia Albina Novikoff Unger (f. 1990) har effektfuldt sat den lille kælderkunsthal i scene med videoinstallationen Special Affects. Den består af tre organisk udformede og halvt liggende projektionsflader, mens bånd med gult lys placeret langs gulv og loft giver en lyssætning, der gør det til en sært svævende og lidt uvirkelig oplevelse af betræde udstillingsrummene.

Og fornemmelsen varer ved, når man fordyber sig i videoernes fabulerende fortælling, som foregår i tre akter og har tre kvindelige repræsentanter fra det såkaldte havfolk (the sea people) som fortællere på hver sin skærm.

De tre protagonister er animerede, højglans-skinnende figurer med farvede læber, stropløse toppe, løse bukser og tunge støvler. Disse virtuelle skabninger optræder på baggrunde af (rigtige) naturlandskaber, mens de taler uforståeligt havfruesprog, hvorfor videoerne er dubbet til mekanisk engelsk – et greb der forstærker forskydningen af virkelighedsplanerne og understøtter hele installationens let svimle atmosfære.

Den knaldede fortælling går på, at en lille gruppe havfolk er isoleret på et forladt strandresort, holdt i skak af en militærenhed, som dels forhindrer dem i at komme ud i vandet, og dels ønsker at udføre eksperimenter med at påføre dem exoskeletter (betegnelsen for et teknologisk skelet, der sidder uden på kroppen, og har til formål at optimere kroppen).

Havfolket, hører vi, havde en utopi om at indføre et anarkistisk-socialistisk paradis men står nu ansigt til ansigt med et ultimatum: “Arbejd sammen med os eller forsvind”. Det sidste, forstår vi, er ensbetydende med udslettelse.
Det yderst prekære dilemma er, som en af havfolkene udtrykker det: “Do we give in to the progress squashed upon us (…..) or give in to the madness of resistance”.

Novikoff Unger trækker på tågede historiske teorier om de krigeriske søfolk, der figurerer på gamle egyptiske relieffer. Visse historikere formoder, at en søfartssammenslutning (kaldet havfolket) angreb det gamle Egypten og andre regioner i det østlige Middelhav før og under den sene bronzealder (1200-900 f.v.t.).

I kunstnerens fortælling katapulteres dette oprørske maritime folk, der udfordrede et statisk og mægtigt magtimperium, så ind i en fremtidsfortælling – eller er det rettere en samtidig parallelverden? – hvor de denne gang står overfor en anden knusende magt (militæret), der ønsker at påtvinge dem en form for teknologisk transformation (exoskeletter). En transformation, der i forvejen er langt fremskredent, idet havfolket i kunstnerens version allerede er digitale avatarer.

Er et ‘vandet’ liv en (u)mulighed?

Måske er det, der er på spil i værket, groft sagt, at et ‘hydrofeministisk perspektiv’ står overfor et ‘cyborgprincip’?

Den australske filosof Astrida Neimanis udfolder i sin tekst Hydrofeminism: Or, On Becoming a Body of Water (2009) den pointe, at den menneskelige krop hovedsageligt består af vand. Hun argumenterer for, at denne erkendelse må udfordre en nedarvet, vestlig opfattelse af mennesket som statiske og isolerede enheder. For vand er jo flydende, trans-nationalt og trans-kropsligt, og noget vi deler med planter, dyr og verdenshave. Er det en sådan større og mere ‘vandet’ samhørighed, videoernes havfruer søger – og som de frygter er en umulig drøm i den givne situation?

Og stiller værket spørgsmål til den ‘ustoppelige’ teknologiske udvikling, vi oplever i samtiden, hvor mennesket i højere og højere grad samspiller med – og optimeres af – teknologien? Er denne udvikling omvendt i færd med at forstærke afstanden til naturen, andre væsener og andre mennesker?

Under alle omstændigheder giver Novikoff Ungers værk anledning til en hel del sund forvirring og vild tænkning i al sin kunstige vægtløshed hinsides tid og sted.

Sofia Albina Novikoff Unger er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og Goldsmiths, London og har netop haft en solo på Tranen i Gentofte. En udstilling, som fik en fin anmeldelse med på vejen af Kristian Handberg.

Sofia Albina Novikoff Unger, Special Affects, Galleri Image, til 1 maj.

En stoflig sag

Modsat den syntetiske præsentation på Galleri Images er Signe Maria Friis’ (f. 1993) udstilling Vi forsøger at stå lidt stille nu i det kunstnerdrevne projektrum KH7artspace på alle måder en stoflig sag. Dels er udstillingens billeder, kostumer og skulpturer konkret lavet af tekstiler, dels vil udstillingen fremhæve en særlig fortættet, materiel og taktil omgang med omverdenen.

Vi møder i udstillingen flere stof- og læderobjekter – alle med den helt åbne titel Form – af mere eller mindre antropomorf karakter, som kunstneren har strøet ud på gulvet, hængt op i loftet eller klæbet fast på væggen.
De minder om klumper af organer eller kropsdele. Eller måske nærmere forstørrede amøber? – således en hængende skulptur, der fremviser sine organiske former med en mørk og en lys side og med tilnærmelsesvise transparente ‘amøbeformede’ huller, hvor lyset trænger igennem.

Det er tingslige objekter, som er nærværende i kraft af deres fysik, men de har samtidig en tilfældig, provisorisk karakter. De er flækket sammen uden den store håndværksmæssige elegance eller finish og absolut ikke præsenteret som et autoritativt bud på en skulptur, men snarere som en mulighed: “sådan kan dette objekt også se ud”.

Det er objekter som disse, kunstneren går i direkte clinch med i udstillingens to store videoprojektioner, begge med den sigende titel Forms Beyond Me. Her er hun som performer i en konstant skiftende koreografi ‘iklædt’ – eller i udveksling med – de ret fabelagtige objekter, der fungerer som en slags kostumer, eller måske rettere en slags udvidede kropsdele. Det hele foregår i lidt kluntede scenografier af hængende stoffer med en dobbelt lydside af næppe hørbare indre monologer, der forstærker den intime setting.

Menneskekrop og skulpturkrop i forening

Stof er – i kraft af at vi iklæder os tøj – tæt forbundet med kroppen, og Friis’ udstilling plæderer netop for en kropslig, stoflig og fænomenologisk tilgang til verden. En tilgang, hvor vi ikke er afgrænset men uadskilleligt forbundet med den.

Menneskekroppen kan i videoerne ikke dechifreres fra ‘skulpturkroppene’, og man kan argumentere for, at det er selve subjekt/objekt distinktionen, der eroderer i værket.
I hvert fald er intet statisk – hverken krop eller subjekt. Alting er hele tiden i udveksling og flux.

På den måde taler Friis – ligesom Novikoff Unger – ind i en klar tendens i tiden, der søger et opgør med forestillingen om mennesket som et enestående individ – en udenforstående og herskende part i verden.

I udstillingen er også to lange baner af små kvadratiske broderier og tekstilbilleder. Broderierne ligner ved første øjekast en slags krusedulle-automattegninger, indtil en eller flere figurative karakterer dukker frem: et par ben her, en bøjet ryg der.

Det er vel nærmest en slags ‘stillbilleder’ fra videoerne, som dog forekommer som et lidt unødvendigt og svagere appendiks, da de har svært ved at formidle både flowet og det kropslige nærvær, der ellers i mine øjne er udstillingens styrke.

Signe Maria Friis er stadig under uddannelse på Det Fynske Kunstakademi, men har allerede vundet KE-prisen i 2019 og haft en soloudstilling på Sixty Eight Art Institute. Læs anmeldelse her.

Det bliver interessant at følge såvel hende som Sofia Albina Novikoff Unger fremover.

Signe Maria Friis, Vi forsøger at stå lidt stille nu, KH7artspace, til 26 marts.