Lad os starte i Den Frie Udstillingsbygning, hvor man nu har lanceret en ny serie med temaet Valgslægtskaber – eller Wahlverwandtschaften på tysk. Her præsenteres to generationer af tyskfødte malere: Janaina Tschäpe (f. 1973) og Ursula Reuter Christiansen (f. 1943), der viser magtfulde og vedkommende malerier, videoværker og en række objekter/installationer.

Egentlig stammer ordet Valgslægtskaber fra naturvidenskabens beskrivelse af to kemiske stoffer, som tiltrækkes af eller har affinitet til hinanden. Johan Wolfgang von Goethe brugte det allegorisk om mellemmenneskelige forhold i romanen Valgslægtskaberne fra 1808-9. Den handler om et adeligt ægtepar, som har levet sammen en rum tid, uden at det rigtig har slået gnist imellem dem erotisk, men en dag kommer en kvinde og en mand ind i deres liv. De har hver især en stærk gensidig tiltrækningskraft på dem. Romanen blev i sin tid betragtet som kontroversiel, da den udkom, og vakte skandale.

Den aktuelle udstillings titel Das Unheimliche er et andet tysk ord, der hidrører fra Sigmund Freuds (1856-1939) bog med denne titel fra 1919. Et begreb, som mange kunstnere har været optaget af igennem tiden. Heri beskriver han, hvorledes en snigende eller pludselig uhygge kan opstå – det gælder især i intimsfæren – når det mest velkendte og trygge, nemlig det, som man føler er grundvolden i tilværelsen, hjemmet, pludselig forskyder sig til noget utrygt, fremmed og uhyggeligt. Det kan få nogle alvorlige konsekvenser, og i enkelte tilfælde betyde en destabilisering af psyken.

Konceptuelt fællesskab

Ursula Reuter Christiansens havde Janaina Tschäpe som bachelorstuderende i sin tid som professor ved Hochschule für Bildende Künste i 1990’erne. Janaina Tschäpe fandt en vigtig kvindelig rollemodel i hende, og siden da har de to kunstnere været venner. Det er imidlertid første gang i deres respektive karrierer, at de optræder sammen.

Ursula Reuter Christiansen voksede op i Trier og uddannede sig ved kunstakademiet i Düsseldorf, hvor hun bl.a. havde Joseph Beuys (1921-86) som professor. Janaina Tschäpe er født i München, men voksede op i Sao Paolo, Brasilien. Hun tog sin Master ved School of Visual Arts i New York, hvor hun bor i dag. Det tyske sprog og den tyske kultur er imidlertid et vigtigt kit, der binder de to kunstnere sammen, så den tyske udstillingstitel virker ganske naturlig.

Men hvor gnisten springer mellem de fire hovedpersoner i Goethes roman, så springer den i hvert fald ikke formelt i mødet mellem de to malere. Valgslægtskabet er nemlig mere indirekte end direkte, dvs. beror mindre på et fælles kunstnerisk formsprog end på det konceptuelle fællesskab.

Her mødes de til gengæld. Mens Tschäpes kunst med enkelte undtagelser – her tænker jeg især på hendes magtfulde, ekspressive selvportrætter på papir fra 2020 – er fortrinsvis abstrakt, gælder det for Ursula Reuter Christiansen, at hun excellerer i et ekspressivt, figurativt og stærkt koloristisk udtrykssprog, der går rent ind hos undertegnede.

Konceptuelt ligger fællesskabet i, at de begge arbejder indefra og ud, dvs. værkerne er for begges vedkommende på én gang et svar på og et resultat af en bearbejdning af nogle følelsesmæssige problemstillinger. Disse hidrører især fra, hvad man kan kalde det kvindelige erfaringsunivers. Deres værker udspringer af en performativ, kunstnerisk praksis, idet de laver kunst på levet liv.

For Ursula Reuter Christiansens vedkommende handler det ud over malerierne, der er i stærkt overtal på udstillingen, også om installationer med identitetsgivende kjoler, som hun har båret ved særlige lejligheder. Foruden keramikskulpturerne Mand/kvinde, Kvinde/mand, Kløvet træstamme og Two-headed Foot & Two Heads (1986-97), som udstilles i en montre.

Derudover har hun skabt en installation med en skovsø midt i den ene af de to oktogonale sale. En ødelagt bænk driver på vandspejlet som en rekvisit fra en romantisk tid, der for længst er forbi. Et af mange steder i udstillingen, hvor udstillingstitlen Das Unheimlische aktiveres.

I samme fascinerende rum optræder også en udstoppet påfugl – en af Ursula Reuter Christiansens store passioner er udstoppede fugle. Den skamferede påfugl har pyntet sig, og den er da også pyntet – foruden af sin store flamboyante hale – med perlekæder.

Men Reuter Christiansen er først og fremmest maler, og hun fremstår meget autoritativt, ligesom man bemærker en imponerende styrke og udtrykskraft, der ikke er blevet svagere med årene. Hendes værker bæres af disse indre heftige, eruptive udladninger af vulkansk styrke. Hun er en imponerende skikkelse i dansk malerkunst. Per Kirkeby sagde om hende, da hun slog sig ned i Danmark i 1960’erne sammen med sin nu afdøde mand, fluxuskomponisten Henning Christiansen (1932-2008), at ”med Ursula kom hæsligheden ind i dansk kunst”, hvilket var ment som en ros.

Ufiltreret

For Ursula Reuter Christiansen handler det i høj grad om at være sandfærdig i opdraget. Hun udtrykker sin smerte, vrede, utilfredshed eller sorg ufiltreret i værkerne. Man mærker tydeligt det følelsesmæssige drama, der ligger bag hendes til tider meget store lærreder. Lad mig her især fremhæve Floating I-III-serien (2004-5), hvor en bikiniklædt kvinde (det ligner et selvportræt) flyder i grønt vand som for at tjekke ud fra dagligdagens trummerum for en stund og finde fred i sig selv, mens vandet bærer hende oppe.

Man glemmer også sent værker som det lidt tavleagtige Die Malerin, hvor en kvinde står med sin palet i en døråbning i gotisk stil. Omkring hende er kun mørke og uhygge. Eller for den sags skyld det postapokalyptiske Two Men in the Moor (2020), hvor naturen er totalt død, og to skikkelser i forgrunden sidder sammensunkne og mismodige og er ved at gå i et med den ødelagte natur.
Også det store Apocalyptic Landscape (2020), som måler 220 x 470 cm) og er malet med hidsige svovlfarver med en ildevarslende mørk himmel, viser den dybe angst for fremtiden, som greb kunstneren sidste år, da pandemien lagde verden ned.

Ursula Reuter Christiansen formidler tidens strømninger, sådan som de strømmer igennem hende, og hendes malede reaktioner når uden videre betragteren, som deler mange af hendes bekymringer.

Der er mange highlights på denne rige dobbelt-præsentation med disse to vægtige repræsentanter for malerkunsten. Janaina Tschäpe viser flere videofilm, dels Lacrimacorpus (2004), hvor en kvinde i en balkjole fra Goethes tid danser en slags dervish-dans rundt og rundt om sig selv i en sal i slottet Ettersburg i Weimar. Til slut falder hun omkuld.

I salen under terræn viser hun også videofilmen Blood Sea (2004), som er optaget under vand. Dens foruroligende billedside lader en krop transformere til en organisk form, som for at vise, hvor vi alle kommer fra. Ca. 60 % af vores kroppe består af vand, så vi er en slags vandmænd og -kvinder, der vandrer rundt på to ben.

Vandet er et genkommende tema i hendes værker. Også i det monumentale, abstrakt ekspressive pastiche over Géricaults ikoniske maleri Medusas flåde (1819) – som bliver en slags replik til omtalte maleri Apocalyptic Landscape af Reuter Christiansen. Det er et uroligt og vildt maleri i brækkede farver. De forulykkede mennesker hos Géricault er erstattet af en række bølgende bevægelser og fremstår som én stor organisk masse, der flyder sammen.

Af alle de udstillede værker af Tschäpe brænder hendes 12 selvportrætter stærkest igennem på grund af den voldsomme ekspressivitet, hvor hendes fysiognomiske træk opløses til ugenkendelighed. Unheimlich!

Ursula i et endnu større udtræk

Faurschou Foundation i Nordhavn har været lukket i nogle år, eftersom hele Nordhavn har været – og til en vis grad fortsat er – én stor byggeplads. Det har været umuligt at finde vej derud for byggehegn, kraner og udgravninger – også pga. Metrobyggeriet. Men nu holder den store kunsthal åben i et stykke tid, dog således at de fleste aktiviteter er henlagt til den nye kunsthal i Greenpoint, Brooklyn. Pt. vises dér en soloudstilling med Christian Lemmerz’ 3D marmorskulpturer.

Anledningen til udstillingen Poppets Mutate into Bats med Ursula Reuter Christiansen er, at man er i gang med at udgive en stor monografi om kunstneren, og i den forbindelse skulle det store værkudvalg, som indgår i bogen indsamles for at blive fotograferet. Da alle værkerne således var i hus, lå det lige for at lave en udstilling. Og hvilken udstilling! Hvilken livslang peakperformance, Reuter Christiansen her beviser, at hun har skabt med mange genkommende motiver. Fra det arktisk inspirerede The Eagle fra 1968 – en naturalistisk malet ørn malet med lak på masonit, indrammet bag glas og med isbjerge håndmalet uden på glasset – til værker skabt i 2020.

Pladsen her tillader desværre ikke at gå i detaljer, men lad mig først og fremmest slå ned på den store Leporello fra 2013. Den står i rummet og danner en slags frise over en række forskellige mennesketyper. Desuden skal fremhæves en række malerier med flagermus- og valmuemotiver, som blev til i hendes atelier på Møn i 2020 under indtryk af pandemien. Nogle af dem er i megaformat.

Der indgår også de to actionpaintings med en række ildevarslende sorte bombeformer i Rotten Eggs Against Bombs I og II. Disse værker måler 220 x 470 cm, og kunstneren er gået til angreb på bomberne ved at kaste æg på dem.

Temaerne strækker sig – ligesom på Den Frie – fra det dybt personlige erfaringsunivers til det politiske, hvor Reuter Christiansen stadig kan vise tænder, som hun kunne det i 1960’ernes og 70’ernes politiske kamp for kvinders rettigheder og imod kapitalens gennemtrængning af hele samfundslivet.

Det var på tide, at hun nu får den eksponering, som hun længe har fortjent.