Hvem er bange for internettet?

Det er efterhånden lang tid siden, den første Apple Macintosh-computer kiggede tilbage på én med sit plastik-smil; dengang internettet lovede lysegrønne drømme og ikke skumle vildveje. Nu er smilet stivnet, og den digitale revolution er endt med at være fyldt med skrammel. Internettet er blevet til en tåge af kommentarer på kommentarer.

Vi er til Transmediale i Berlin. I Haus der Kulturen der Welts vingeformede bygning står en gruppe gæster foran et værk, der på 15 plancher fortæller om internettet, hvor stort er det, hvor er centrum?

Udstillingen The Eternal Network opruller udviklingen i det, vi – for få år siden – ikke anede, vi ikke kunne leve uden: Online-livet. Med alle dets (desperate) fornøjelser, faldgruber og begrænsninger. På væggene hænger citater, der taler om spøgelsesbyer af forladte 90’er-hjemmesider, spam-storme, info-krige, blogosfærer, Meme-warfare, World Wide Web, Post-1989 og tanker om, hvad der sker efter Facebook. (Transmediale har naturligvis allerede tjekket ud af Facebook og Instagram). Der står også, at vores æra kan sammenlignes med det 15. århundrede, og snart vil vi ikke printe bøger men printe menneskekød.

Digitale konsekvenser i hele samfundet

“Fra at Transmediale i mange år fokuserede på at etablere mediekunst som et særligt afgrænset felt, reflekterer festivalen nu over digitaliseringens konsekvenser i alle dele af samfundet og mange forskellige kunstformer. Det kritiske blik og diskussion er måske dog samtidigt blevet stærkere”, fortæller svenske Kristoffer Gansing, der siden 2012 har ledet Transmediale.

Søren Pold, der er lektor ved Digital Design og Informationsvidenskab på Aarhus Universitet, har besøgt Transmediale de sidste 15 år og er begejstret for festivalen:

“Det her er tysk og seriøst. Er man til nye gadgets, glimmer og ‘wow, fedt computerspil!’-oplevelser, må man på Ars Electronica,” siger han.

Syntetisk kærlighed

“We are more than a simulation of Love. Synthetic Love lasts forever”, siger teksten i Johanna Bruckners videoværk Molecular Sex (2020) om en flydende karakter, en sexrobot.

For Søren Pold er det blandt Transmediales bedste værker: “Niveauet er højt i scenografi, dans og visualitet, men også måden, det peger på, at netværket også er materielt som plastik, der ændrer vores kroppe.”

Andre favoritter er Bahar Noorizadehs videoværk After Scarcity (2018), som genbesøger den sovjetiske kybernetik-historie og overvejer den som en mulig nu- og fremtid samt Robert Luxemburgs The Man with the Personal Computer (2020) – en animeret digital mosaik af Dziga Vertovs 1929-film Manden med kameraet.

“Kunsten er ikke som på ARoS eller andre museer, men handler mere om refleksioner om medier, teknologi og aktivisme. Her bliver man opdateret på, hvordan kunstnere arbejder med nye medier på sådan en avantgarde-, undergrunds- eller modstandsmåde. Technofetischisme er forbudt. Og mens Transmediales mange foredrag og debatter nogle gange emmer lidt af 50-årige mænd, som længtes tilbage til en vildere tid i 1990’erne, præsenterer udstillingen både noget historie gennem dokumentation og videoer, samt peger fremad gennem aktuelle værker”, mener Søren Pold.

Ambivalent udstilling

Selvom Berlinerfestivalen tidligere både har haft besøg af multikunstneren Laurie Anderson og forestillingen The Language of the Future, og i 2018 gjorde et scoop med et kollaborativt kunstprojekt af bio-hacker-kunstneren Heather Dewey-Hagborg og transgender-aktivisten Chelsea Manning, så har Transmediale altid haft et ambivalent forhold til det at lave udstillinger.

Oprindeligt startede Transmediale som en film- og videofestival. Den bygger på en anti-institutionel tradition – idéen om, at netkunsten kunne foregå alle steder, og at den ikke nødvendigvis var visuel. Nettet som kunstmedie. Og aktivismen handlede om, hvad man kan gøre, mere end hvad man kan se.

“Alt det forsøger udstillingen at repræsentere, opdatere og stille spørgsmålstegn ved,” siger Søren Pold. “Hvordan netkunsten, som foregik i Tyskland, Holland og Østeuropa, udviklede en kultur, men også et medie, og hvordan det kan gentænkes i dag.”

Hvordan networker kunstnere i dag?

Lix-tallet er temmelig højt på Transmediale, som under årets tema End to End undersøger, hvordan idealismen i de tidlige netværksår er kommet til en afslutning. Edward Snowden, Cambridge Analytica og Facebook står som symboler på datanetværkenes urovækkende bagsider.

Men hvordan er kunstnere så forbundne i dag? Hvilken betydning har netværk for kunstproduktion?

“Kunstnere skaber i dag mere aktivt sine egne forbund, og lader kunst og dokumentationen af kunst cirkulere på sociale medier”, forklarer Kristoffer Gansing.

“Der opstår derved en alternativ, mere intim offentlighed omkring kunsten, der eksisterer ved siden af ideen om kunstneren som en, der skal repræsenteres af massemedierne eller i kunstfaglige tidsskrifter og medier. Netværk, forstået som elektroniske netværk og internet, har selvfølgelig en enorm betydning for kunstproduktion, ikke mindst hvis vi kigger uden for den kommercielle eller institutionelt repræsenterede kunst. Men netværk opstår også uden for Internettet og de store platforme, og jeg tror, at kunstnere i dag er mere bevidste om, hvilke netværk de gerne vil være en del af. Vi ser en udvikling mod mindre, mere direkte sociale strukturer for samarbejde, og det er det, som årets Transmediale tema peger på: End to End”.

En af de vigtigste festivaler

Ifølge medieteoretikeren  Jussi Parikka, der er professor i teknologisk kultur og æstetik på Winchester School of Art, har kunstnerne brug for en festival som Transmediale:
“Få mediekunstfestivaler er så kritiske over for en kontekst som Transmediale, og det føles meget mere forfriskende end at fejre nye teknologiske revolutioner inden for mediekunst. Her kan kunstnere og aktivister, for hvem netværket har været et helt central fænomen siden 1990’erne, tjekke nye netværksformer som eksempelvis teknologiske hacktivist-projekter, der udvikler autonome kommunikationsformer,” siger Parikka.

Digital kunst handler ikke kun om teknologi

For Magda Tyżlik-Carver fra Digital Design og Informationsvidenskab, der har en gruppe af studerende med fra Aarhus, er det især ét værk – “no bodies welcome | all bodies welcome af Aay Liparoto og HOT BODIES – CHOIR (2019) – som opridser, hvad kunsten på Transmediale kan bruges til. En ad gangen træder man ind i en hvid iglo, som lukker én af for omverden. I høretelefonerne høres et kor af stemmer, der taler om kraften og politikken forbundet med online-rum.

“Værket skaber en forbløffende oplevelse, hvor vores forbindelser med andre er både kollektivt offentlige såvel som intimt personlige. Brugen af teknologier, som Virtual Reality og CGI (Computer Generated Imagery) og poesi, minder os om, at digital kunst ikke kun handler om teknologi, men også om affekt – social, politisk og æstetisk”, mener Tyżlik-Carver og fortsætter:

“Flere af værkerne bygger på erkendelsen af, at de diagrammer og visualiseringer, der har domineret, hvordan vi forestiller os, tænker og repræsenterer netværk, ikke rækker. De redegør ikke for de eksponentielt voksende kompleksiteter af netværk og deres effekter, som ikke kun angår computere, men tegner sig for sociale og andre relationer.”

Her taler man fremtidens sprog

Nu står Søren Pold og betragter en supercomputer, der sender billeder op på en skærm. Landskaberne i Tega Brain, Julian Oliver og Bengt Sjöléns værk Asunder (2019) er dog blevet redesignet. Kystlinjer er blevet rettet ud, og floder er flyttet.

“En flot måde at pege på meta-interfacet i forhold til klima. Hvad gør vi med klimaforandringerne? Vores politiske system kan ikke håndtere massen af data. Her gentænker AI problematikken og foreslår at flytte Shenzhen til Wien, hvilket selvfølgelig er langt ude og underholdende. Men vi bliver nødt til at forstå vores teknologier og udfordringer. Der findes teknologier, som er funderet i en folkelig kultur. Det nytter ikke noget, vi alle lærer højskolesangbogen udenad, når det er Google, der styrer vores liv. Joy Mogensen og mange andre kulturministre burde tage til Transmediale”, slutter Søren Pold.