Når Rikke Benborg kigger på hysteri, handler det ikke kun om tilstanden hysteri, men i bredere forstand om kvinders kroppe og blikket på dem. Især feltet hvor ukontrollerede og iscenesatte bevægelser – normalt betragtet som modsætninger – mødes. Og ikke mindst om den måde, disse kvindekroppe er blevet betragtet og gjort til genstand for forskning på.

Hysteri blev en ting i 1800-tallets gryende psykiatri, en ting som særligt kvinder led af. På sindssygehospitalet Salpêtrière i Paris brugte man bl.a. hypnose til at demonstrere og kontrollere patienternes hysteri. De hysteriske kvinder optrådte, performede, foran et publikum af mandlige fagfolk. De opførte deres hysteri og grænserne mellem det ukontrollerede og det iscenesatte blev udvisket. Det gør de også i nogle af Benborgs værker, men fra den anden side, med udgangspunkt i performancen.

Det sker tydeligst i værket Eligia, hvor fem kvinder i et abstrakt rum først fniser, så griner voldsommere og voldsommere indtil latteren glider over i voldsomme skrig, der tilsidst lægger sig igen med gispende efterdønninger. I Hysteria er koblingen til det psykiatriske mere direkte, idet nogle kvinder her performer hysteriske anfald og generelt ‘gal’ adfærd. Der fokuseres dog ikke på de mentale tilstande så meget som på en slags formel undersøgelse af galskabens koreografi – fx føddernes og armenes bevægelser.

Livmoderens uregerlighed
Når der ligger en understrøm af noget feministisk i projektet er det ikke kun fordi hysteri var en kvindesygdom – selve ordet ‘hysteria’ betyder endda livmoder. Den anden side af det er, at det var mænd der definerede, analyserede, behandlede og fremviste disse kvinder, der var delvist uregerlige, delvist medgørlige objekter for al denne forsken.

Kvindekroppens voldsomme udladninger (herunder den orgasme, der var en kur mod hysterianfald) blev delvist opfattet som skræmmende, og den dag i dag kan især kvinder blive opfattet som hysteriske, hvis de reagerer voldsomt på noget, omend betegnelsen også ind imellem bruges om mænd.

En anden og mere rolig kvinderolle er knyttet til hjemmet, og på den anden del af udstillingen tager Rikke Benborg fat i dette kvindens domæne ved simpelthen at lade kvindekroppe smelte sammen med særligt konstruerede møbler, der blev brugt som en slags ubevægelige kostumer for kvindelige performere ved udstillingens åbning. Nu står de brun-rosa møbelkonstruktioner tilbage i rummet sammen med en video, hvor rolige kvinder i ligeledes brun-rosa dragter har kølig omgang med bl.a. penduler fra standerure.

En økologisk løsning
Ovenpå på Overgaden har Jacob Remin gang i en slags science fiction-fantasi baseret på vores voksende problemer med elektronikaffald. I tråd med hans generelle fokus på sammensmeltninger af natur og teknologi er fantasien, at man har genmodificeret nogle sommerfuglelarver, så de er i stand til at høste sjældne metaller fra vores elektroniske affald, så de kan genbruges. Det er en økologisk rigtig løsning – både på affaldsproblemet og efterspørgselsproblemet.

Bag teknologien står virksomheden Hybrid Ventures. Vi ankommer til et konferencerum, hvor firmaets logo drejer rundt på en projektion ved en foredragspult foran nogle stolerækker. Det er som at ankomme for tidligt til et salgsforedrag, bortset fra den lettere foruroligende musik (komponeret af Yann Coppier & Rune Magnusson). Nede i hjørnet får man så salgstalen i form af en lydreklame i hovedtelefoner, hvor en kvindestemme fortæller om produktet og alle dets fordele. Det hele er uhyre velproduceret, virkelighedstro og meget køligt.

Jeg tager et af de sorte, lækre visitkort med et telefonnummer til Hybrid Ventures og beslutter mig for at prøve at ringe til nummeret, når jeg kommer hjem. En akavet oplevelse venter mig.

Levende larver
Men først skal jeg om i ‘baglokalet’ og se, hvad der ligger bag firmaets reklamefremstød. Her møder jeg et dunkelt rum, hvor der kører en film, der viser en af verdens største elektroniklossepladser i Ghana set fra luften.

I nogle store montrer ligger en masse printplader, smartphones og anden elektronik. Når man går tæt på, ser man, at der også kravler ægte levende larver rundt i denne elektronik – de genmodificerede larver, må man forestille sig, der høster metallerne så de kan genbruges. Lyden af deres kriblen forstærkes af en kontaktmikrofon, og hvis det første rum var foruroligende, er dette rum det endnu mere.

Vi taler om en tilsyneladende fremragende økologisk løsning på et miljøproblem, som man burde klappe i sine hænder af, men i stedet står man tilbage med en fornemmelse af, at noget er helt galt med denne løsning. Ikke noget konkret, men bare den atmosfære, det hele præsenteres i. Præsentationsrummet er lidt for glat, laboratoriet er lidt for dystert og musikken sætter en tone af stille frygt. Så man er ekstra på vagt over for de kommercielle såvel som de materielle, genteknologiske og dyrevelfærdsmæssige aspekter af dette projekt, der måske er lidt for godt til at være sandt.

Nu kommer så det akavede: Da jeg er kommet hjem, ringer jeg til nummeret, overbevist om, at jeg vil få fat i telefonsvareren. Da kunstneren selv tager telefonen bliver jeg så befippet, at jeg afbryder forbindelsen. I en SMS forklarer kunstneren, at det var en fejl; den skulle være gået på telefonsvareren. Jeg ringer op igen og lægger en besked, der nok havde været sjovere, hvis ikke der havde været denne kontakt.

Begge udstillinger på Overgaden formår på glimrende vis at bruge fortællinger om hhv. fortiden og fremtiden til indirekte at afspejle og problematisere vores egen tid – hvad vi kommer fra, og hvad vi er på vej imod. Ikke sådan generelt – den slags forsøg mislykkes altid – men netop i forhold til hver sit helt specifikke emne. De er hver især gennemtænkte, gennemresearchede og velproducerede, hvilket både betyder, at man er æstetisk tilfredsstillet, og at man føler sig i gode hænder og parat til at gå med på rejserne ind i hysteriets performance og elektronikaffaldets mulige økologi.