Yoko Ono transmitteret som selvfed kommunikationsstrategi

Yoko Ono transmitteret som selvfed kommunikationsstrategi

Yoko Ono og John Lennons imaginære men potentielle kampagne genfortælles som kommunikativ strategi. Det bliver WAR IS OVER! (1969-2017) ikke bedre af. Installationsview: YOKO ONO TRANSMISSION, Kunsthal Charlottenborg, 2017. Foto: Anders Sune Berg

Vis billedserie

YOKO ONO TRANSMISSION på Kunsthal Charlottenborg er en af de værste kunstudstillinger, jeg nogensinde har set. Hvorfor? Fordi den formår at forfladige en af de største nulevende kunstnerskabere til en krydsning mellem et CV, et pladecover og en illy-espressokop – et selvoptaget salgsstunt fuldstændig tømt for indhold.

Yoko Ono: YOKO ONO TRANSMISSION, 2017. Detalje, Kunsthal Charlottenborg, 2017. Foto: Anders Sune Berg

Hvordan ville en Yoko Ono-udstilling se ud, hvis man satte kommunikationschefen og butiksbestyreren til at vælge, kontekstualisere og kommunikere værkerne? Det kan man – efter min klare overbevisning – opleve i disse dage med YOKO ONO TRANSMISSION på Kunsthal Charlottenborg.

Lige nu kan du tage på “et af Nordeuropas største og smukkeste udstillingssteder”, hvor der siden 1883 har været over 7.000.000 besøgende (og stigningen på de sociale medier har i øvrigt været enorm) og opleve den verdenskendte kunstner YOKO ONOs (i råbende versaler) smukke og grafiske værker skabt til massemedier som tv, radio, billboards, aviser, plakater, postkort, pladecovers m.m. Kunsthal Charlottenborgs generelt selvpromoverende pressestrategi sætter baren vanligt højt.

Transmissioner – fra potentiel handling til salgsobjekt
Reelt er udstillingen YOKO ONO TRANSMISSION dog en uklar blanding af både medier og værkgreb. Der er tale om en lang række levn fra performances og events, der har foregået, markedsføring (en del flyers) fra udstillinger, nogle allerede velafprøvede interaktive fluxusværker (også tidligere vist ved en række udstillinger på Museet for Samtidskunst, Louisiana og Copenhagen Contemporary) og et arkiv af objekter og tekster, vi ikke længere kan opleve eller læse, men som tidligere har været udstillet, udgivet, udvekslet både som værker, annoncer, gaver og salgsobjekter i specifikke politiske og kunstneriske kontekster med meget forskellig intention.

Hvis du tænker dette lyder virkelig problematisk og overfladisk, så bare vent til du står i udstillingen, som – øjensynligt i samarbejde med kunstneren selv – har fået skabt en uklar forbindelse mellem kommerciel branding, mediestrategi, brugerinddragelse og konceptuel fluxuskunst. Det eneste, der reelt samler værkerne, er en idé om selvtransmission.

Meget af udstillingens materiale er gemt bag glas. Yoko Ono: YOKO ONO TRANSMISSION, 2017. Installationsview, Kunsthal Charlottenborg. Foto: Anders Sune Berg

’Transmissioner’ som potentielt begreb i et vigtigt fluxuskunstnerskab som Yoko Onos, hvor instruktionen, den imaginære kraft og beskuerens performative position har været det centrale greb, bliver her reformuleret som kommunikation for kommunikationens skyld lig markedsførings- og salgsstrategier. Nuvel, fluxuskunst ender i udstillingssammenhænge ofte som løsrevne objekter, tekster og dokumentationer, fordi det var en levende kunst dedikeret nuet, men det gør det også des mere følsomt som kuratorisk objekt. Den åbne poesi, som ligger dér, skal faciliteres, ikke bare promoveres.

Det skel bliver ikke klart når politiske happenings for kamera fra slut-60’erne i ledtog med husbonden John Lennon (fx. de såkaldte Bed-Ins) er lige så meget en transmission som et fluxustekstværk (fx fra den konceptuelle udgivelse Grapefruit (1964), fyldt med værkinstruktioner), et “sjældent” pladecover til et album og en ’unbroken’ espressokop for illy. Og til sidst er der ikke noget, der står hverken klart eller mere nuanceret. Tværtimod. Udstillingen formår med sin udtalte mangel på konceptuelt greb og kuratorisk føling at tvære et helt kunstnerskab ud som et tyndt lag leverpostej i regnvejr.

“Topnice <3, #impeachtrump og Pizza til alle.” Endnu en omgang med Yoko Onos Wish Tree, 1990-2017. Installationsview: YOKO ONO TRANSMISSION, Kunsthal Charlottenborg, 2017. Foto: Anders Sune Berg

Overfladisk salgstale
YOKO ONO TRANSMISSION ender som et overfladisk repeterende greb båret oppe af kommunikation, og med udstillingens vægophængning og montrer afskæres vi fra en dybere oplevelse og kritisk granskning af værkerne, og man må nøjes med et uoverskueligt handout (på syv sider tætskrevet engelsk!) med beskrivelser og historiske karriere-facts, man ikke kan mærke.

Altså, ’aktiveringen’ og ’undersøgelsen’ af de historiske værker og objekter foregår kun på overfladen (og som påstand i pressemeddelelsen!), men passer til gengæld fint ind i Kunsthal Charlottenborgs kommunikative strategi, imens publikum endnu engang kan hænge papirlapper på Yoko Onos Wish Tree (1990-2017) og stemple verdenskort med ordene ’Imagine Peace’ – guf for markedsføringen, Instagram og publikumsstrategien!

Fra at have været en rituel, potentiel handling, synes disse transmissioner og beskuerinddragende fluxus-greb som ren forretning, cirkulation af popularitet, tomme floskler, strategisk branding og identitetsøkonomi.

“FIS”, mener en af interaktørerne, imens andre – i tråd med udstillingen – promoverer sig selv via værket. Yoko Ono: Imagine Peace Maps, 2003-2017. World maps and rubber ink stamps. Installationsview: YOKO ONO TRANSMISSION, Kunsthal Charlottenborg, 2017. Foto: Anders Sune Berg

Det er ikke så lidt af en præstation, Kunsthal Charlottenborg nu kan skrive på deres track record.

Se flere billeder fra udstillingen ved at klikke på et af billederne.

Som en del af udstillingen er der blevet genoptrykt en markedsføringskampagne fra 1997 med plakaten Toilet Thoughts, Film No. 3 med kunstnerens bare baller i Ekstra Bladet, og 900 busstoppesteder er i samarbejde med AFA Decaux blevet prydet med tekstværkerne (som tidligere har været både billboards og postkort) FLY, DREAM, FEEL og OPEN WINDOW.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Yoko Ono transmitteret som selvfed kommunikationsstrategi'

Facebook