YOKO ONO TRANSMISSION
13 okt 201718 feb 2018

Lige åbnet

Anbefalet under Det skal du se! uge 41
I udstillingen YOKO ONO TRANSMISSION kan man gå på opdagelse i Yoko Onos smukke, konceptuelle og tankevækkende værker skabt til massemedier fra de tidlige 1960’ere og til i dag. Udstillingen, der er skabt specielt til Kunsthal Charlottenborg, fokuserer på Yoko Onos publikationer, tryksager i bredeste forstand og på, hvordan kunstneren har været i stand til at udbrede sit arbejde fra en stille hvisken til distribution via massemedier. Det har derfor været magtpåliggende for både Yoko Ono og Kunsthal Charlottenborg, at værkerne også breder sig udover kunsthallens fysiske rammer og ud i København, i Danmark og i resten af verden. Ideen med udstillingen er nemlig ligeledes at genaktivere værkerne og vise dem, som de oprindeligt var tænkt.

Yoko Ono/Plastic Ono Band: Open Your Box. 45rpm. 1971
©Yoko Ono

Udover udstillingen på Kunsthal Charlottenborg vil YOKO ONO TRANSMISSION derfor kunne opleves rundt omkring i byrummet i form af blandt andet 900 billboards ved busstoppesteder over hele Danmark med værkerne “DREAM”, “FEEL”, “FLY” og “Open Window”, radiotransmissioner på Radio27syv med instruction pieces fra Yoko Onos udgivelse Grapefruit, indrykninger i Ekstra Bladet med værket “Film No. 3” og mere end en halv million Yoko Ono-frimærker i samarbejde med PostNord.

På selve Kunsthal Charlottenborg kan man gå på opdagelse i mere end fem årtiers kunstværker af Yoko Ono. Fra hendes tidlige engagement med den internationale avantgarde, til hendes samarbejde med John Lennon og en intens kreativ periode fra de sene 1980’ere og frem til i dag, der giver et overblik over de æstetisk smukke og tankevækkende budskaber, hun har produceret gennem sin karriere.

Udstillingen vil indeholde scanninger af hendes originale manuskriptsider til Grapefruit, en original War Is Over!-plakat, sjældne og populære pladecovers (for eksempel fra tidlige udgivelser af Plastic Ono Band), flyers fra udstillinger, avisannoncer, fotografier af Bed-In for Peace og Word Piece-billboards fra hele verden, film, installationer og meget mere. Samtidig illustrerer udstillingen, hvordan hun gik fra at være avantgardekunstner til pludselig at blive en del af popkulturens centrum.

YOKO ONO TRANSMISSION vises i to sale på kunsthallens førstesal, mens trappeareal, toiletter og foyer ligeledes vil blive inddraget, hvor man vil kunne opleve lydarbejder. I kunsthallens biograf vil der være en filmkavalkade med sjældne film helt tilbage fra de tidlige 1960’ere i Japan, der allerede dengang satte sine tydelige kunstneriske spor, og som verden for alvor stiftede bekendtskab med op gennem 1970’erne. I foyeren vises værket Imagine Peace Map, hvor publikum kan stemple ”Imagine Peace” på verdenskortet tapetseret på væggen.

Kilde: Kunsthal Charlottenborg

Kunsthal Charlottenborg

Nyhavn 2
1051 København K

Tir-fre 12-20, lør-søn 11-17

Entré til udstillinger
Under 16 år: gratis entré
Onsdag efter kl 17: gratis entré for alle

Kontakt

+45 33744639

YOKO ONO TRANSMISSION
13 okt 201718 feb 2018

Del

'YOKO ONO TRANSMISSION'

Facebook