Yue Minjuns udstilling Det arkæologiske fund, år 3009 på ARoS viser, hvad vore efterkommere tænker om os, og hvad vi tænker om museerne.
”Jeg håber ikke, at publikum vilse på min udstilling som en kinesisk kunstudstilling”, forklarer Yue Minjunkort før Det arkæologiske fund, år3009 åbner for ARoS’ gæster.
Han understreger ordet ”kinesisk” ogtilføjer: ”Jeg håber, at publikum kort og godt vil se den som en kunstudstilling.”
Yue Minjun har sammen med en lang række kinesiske kunstnere i de senereår nydt stor bevågenhed og succes på det internationale kunstmarked.
Men succesen har haft en bagside. Når Yue Minjun udstiller udenfor Kina,bliver værkerne først og fremmest betragtet som en særlig ’kinesisk’ kunst, derkræver en masse forklaringer for at kunne forstås af et vestligt publikum.
Al kunst ermærkeligt
Men You Minjun vil gerne, at vi tillader os at se på hans kunst og blotforundres, uden at få det hele forklaret.
“Kunst kan være mærkelig og underlig,hvad enten den er lavet i Danmark eller i Kina”, fortæller han for at gøredet forståeligt, at vi i Vesten hele tiden ser på kunst, der kan være svær atforstå.
Men det er kun den kinesiske kunst, der udstyres med kulturel ogpolitisk baggrund, når den udstilles.
Fremtidensarkæologi
Oven på denne opsang om at se kunsten med egne øjne drister jeg migalligevel til at spørge om, hvad udstillingen i ARoS’ Vestgalleri går ud på.
“Detarkæologiske fund, år 3009 skal forestille en udstilling på etkulturhistorisk museum 1000 år fremme i tiden”, siger Yue Minjun ogfortsætter med at beskrive, hvordan fremtidens arkæologer har blotlagt en langrække genstande fra vores tid – almindelige ting fra vores hverdag somtv-apparater, legetøj, dåser og en række Yue Minjun-skulpturer.
Vi skal forestille os, at vore efterkommere i år 3009 går på museum forat få et indblik i deres forfædres hverdag – det vil sige vores hverdag -gennem de ting, som arkæologerne har udstillet.
Tv-apparaterne, legetøjet, dåserne og Yue Minjun- skulpturerne er udstillet påsamme måde som vor tids museer udstiller ting fra gamle dage. De er lagt frem imontre, og hver ting har et skilt, der forklarer, hvor genstanden er fundet, oghvordan fortidsmennesket har brugt den.
Fremtidens fortidmisforstået
Men fremtidens arkæologer og historikere har haft svært ved at forstå,hvad tingene har været brugt til.
Ved siden af Yue Minjuns skulpturer afstorsmilende mænd ligger der et skilt, som nøgtern beskriver skulpturensanvendelse:
“Udgravet iSongzhuang.Rituel skål.Ansigtsudtrykket med den åbne mund fra øre til øre skyldes langvarigsult”.
Yue Minjun forklarer tankerne om fremtidens arkæologer og historikeresforestillinger om vor tid: “Vi tror på, at de fortæller sandheden omfortiden i museumsudstillingerne, men denne udstilling sætter spørgsmålstegnved vores tiltro”.
En sund skepsis
Vi – publikummet i dag i år 2011 – ved at figurernes ansigtsudtryk ikkeskyldes sult, men smil og latter.
På den måde sætter udstillingen sig fri af den kinesiske sammenhæng ogbeskriver i stedet et generelt menneskeligt vilkår: At vi som mennesker trorblindt på den historie som museerne fortæller os. At vi alle sammen liggerunder for skiltenes autoritet. Det er ikke et særlig kinesisk problem – det eret generelt menneskeligt problem.
Og Yue Minjun ler, mens han afslutningsvis siger: “Jeg håber, at folk vil se udstillingen på den måde – det er bedst”.
Man fornemmer en vis resignation i hans latter, som om han allerede ved,at de fleste alligevel vil se på hans kunst som noget kinesisk, som nogeteksotisk.
Yue Minjunborn er født i 1962 og bor og arbejder i Bejing.
