Sprog, samtidighed og socialitet – talks på CHART

Sprog, samtidighed og socialitet – talks på CHART

Thomas FOS Poulsen og Hajnalka Somogyi fra OFF-biennalen i samtale om kunstens sociale forpligtelser. (Foto: Daniel Heydorn)

Vis billedserie

Messe

CHART ART FAIR talks

22 aug 2015 23 aug 2015

FOS, Tamar Guimarães, Martin Erik Andersen, John Kørner, Sofie Hesselholdt

Kunsthal Charlottenborg
Se kort og tider

Er kunst et sprog, og er det i så fald globalt? Skal kunsten engagere sig i det sociale? Og hvordan er det egentlig med “samtid” i samtidskunsten? Under talk-programmet til weekendens CHART ART FAIR forsøgte kunstnere, akademikere og (stjerne)kuratorer at komme disse spørgsmål nærmere.

I Charlottenborgs vildtvoksende baghave med klassiske skulpturer, gemt bag hovedbygningens velassorterede udbud af samtidsorienterede nordiske gallerier, mødtes kunstnere, professorer og kuratorer til en række kunstsamtaler fordelt over de to sidste dage af årets CHART-messe.

Der var fyldt til mange af CHART's talks. (Foto: Chart Art Fair)
Der var fyldt til mange af CHART’s talks. (Foto: Chart Art Fair)
Med Mark Rappolt fra det engelske magasin ArtReview i moderatorrollen var programmet vinklet ud fra nedslag som sprog, socialitet og samtidighed.

Men det lod sig hurtigt ane, at vinklen ikke ville være en besnærende spændetrøje, men en til tider ganske løst blafrende rettesnor. Dette gav til tider en livlig og afvekslende dynamik, hvor brede teoretiske perspektiver afløste kunstnernes detaljerige udpluk.

Andre momenter manglede fornemmelse for sammenhæng og måtte bero på den enkeltes formidlingsevner.

What Does It Mean To Be Contemporary? lød spørgsmålet lørdag. Og den tætpakkede seance bød blandt andet på besvarelser fra den danske kunstner og professor Martin Erik Andersen, kurator ved ARoS Marie Nipper og endelig Hans Ulrich Obrist, ifølge selvsamme ArtReview en af kunstverdenens mest magtfulde skikkelser.

Martin Erik Andersen introducerede veloplagt sine værker og deres forgrenede forlag, som spændte fra florentinsk rennæssancemaleri til Nicolas Roegs tænksomme horror-klassiker Don’t Look Now. Nutidig digital teknologi har præcist samme betingelser for repræsentation af rum som en perspektivtegning af Paolo Uccello fra 1400-tallet, blev det fastslået. Og med den efterfølgende udredning om umuligheden af at undslippe den moderne kulturs allestedsnærværenhed og stå afgørende uden for det samtidige blev panelets tematik på glimrende vis sammenholdt med Eriksens egen produktion.

Martin Erik Andersen forklarer om sine inspirationer fra perspektivlæren fra renæssancen. (Foto: Daniel Heydorn)
Martin Erik Andersen forklarer om sine inspirationer fra perspektivlæren fra renæssancen. (Foto: Daniel Heydorn)

De to kuratorer Marie Nipper og Hans Ulrich Obrist anlagde mere teoretisk funderede perspektiver med filosoffen Giorgio Agambens dagsordenssættende essay ”What Is the Contemporary” som ankerpunkt.

Agamben definerer her samtidigheden som en form for tidslig nærhed; en overensstemmelse med ens egen tidslighed, hvormed samtidighed bliver et eksistentielt snarere end et historisk begreb. Den afgørende konsekvens af denne fremlægning er, at samtidighed ikke længere er alle – hverken kunstnere eller andre – forundt, men forudsætter en særlig form for sensibilitet og et ”indædt mod til at engagere sig i samtidens spørgsmål”.

John Kørner fortæller om sit forhold til 'det samtidige'. (Foto: Daniel Heydorn)
John Kørner fortæller om sit forhold til ‘det samtidige’. (Foto: Daniel Heydorn)
Marie Nipper fra ARoS og Hans Ulrich Obrist fra Serpentine Gallery i London i dialog med Mark Rappolt fra ArtReview. (Foto: Daniel Heydorn)
Marie Nipper fra ARoS og Hans Ulrich Obrist fra Serpentine Gallery i London i dialog med Mark Rappolt fra ArtReview. (Foto: Daniel Heydorn)

Obrist citerede, gestikulerede og krydsrefererede hidsigt, men uden at miste sit publikum, og udpenslede elegant nuancerne i samtidigheden.

Does Art Need to Be Socially Engaging?
Hvor lørdagens talk dykkede dybt ned i de vidt forskellige definitioner på, hvad det vil sige at være samtidskunstner, rettede søndagens første talk-indslag sig i stedet mod forskellen på den nutidige og den fortidige kunstner. Med et Flaubert-citat som afsæt skitserede Rappolt, hvordan 1800-tallets romantiserede og smågale kunstnergeni stadig hjemsøger offentligheden, men ikke stemmer overens med virkelighedens langt mere socialt engagerede kunstner. Og som repræsentanter fra kunstverdenen havde Thomas FOS Poulsen og Hajnalka Somogyi fra OFF-biennalen netop det sociale engagement som fællesnævner.

Der er inflation i socialitetsbegrebet, fik FOS hurtigt slået fast, hvorefter han skar igennem med den første af flere deklamatoriske passager om kunstens menneskelige natur, dens alternative rationalitet og dens for sproget utilgængelige sfære.

Som logisk konsekvens af emnet blev indholdet ofte politisk ladet, og vi fik beskrevet, hvordan de seneste valgresultater i Danmark og Ungarn har medført forværringer af forholdene for både kunstnere og kuratorer. Den politiske diagnose fra FOS virkede dog ikke præget af den selvransagelse, der var en konsekvens af valgresultatet og dets reaktioner. Snarere blev tiraderne lettere enfoldige med tømmermandstvære beskrivelser af pisgule DF-valgkredse, der tangerede den selvgode enøjethed hos venstrefløjen, som mødte kritik efter det seneste valg.

De to var grundlæggende på samme side i forhold til dagens overskrift, men det var i gradbøjningerne mellem deres positioner, at vi for alvor fik foldet tematikken ud. For begge deltagere synes der at eksistere et spændingsfelt mellem et rent menneskeligt bestemt socialt engagement og en stålfast overbevisning om kunstens autonomi. Et ønske om at lade kunsten komme samfundet til gavn, men samtidig bevidstheden om det absolutte behov for ikke at instrumentalisere den.

Is Art A Global Language?
Med et fokus på det globale og grænserne mellem lande og sprog stod søndagens sidste talk i modsætning til sine ’nordiske’ omgivelser. Men overskriften viste sig at være vejledende, da talken også rettede sig mod både naturen og det spirituelle.

Panelet under søndagens talk om kunst og globalitet. (Foto: Daniel Heydorn)
Panelet under søndagens talk om kunst og globalitet. (Foto: Daniel Heydorn)
Brasilianske Tamar Guimarães kredsede i sin præsentation af flere værker om en angst for andethed.

I værkerne lader hun mange stemmer – også ikke-menneskelige – tale og til tider modsige hinanden med den effekt, at der aldrig etableres et endeligt udsagn. På trods af, at spørgsmål om eksempelvis stereotypificeringen af Brasilien som et erotisk paradis undersøges, stivner værkerne aldrig. De ses i lighed med de boglige forlag og inspirationskilder, som Guimarães ved flere lejligheder omtalte, som igangværende processer. Dikotomier som eksempelvis natur/kultur genforhandles hos Guimarães, hvormed hun placerer sig i forlængelse af en igangværende tendens i både kunst og filosofi, hvor et materialistisk, ikke-humanistisk perspektiv afsøges, og nye spørgsmål om sprog og repræsentation opstår.

Ligeledes brasilianske Runo Largomarsino beskrev blandt andet en minimalismeinspireret ophængning af solbagte og saltvandsstænkede papirark, som forinden var fragtet over transatlantisk sejlads. Men både han og kinesiske Hu Fang led under lydforhold og mangel på tydelig sammenhæng. Denne tendens fortsatte til dels under den abstrakte, svenske maler Håkan Rehnbergs præsentation, indtil han cirkulerede tilbage til det overordnede emne og besvarede spørgsmålet med et kontant ”nej”. Kunst er ikke omfattet af sproget, men placerer sig uden for det og kan kun i nogen grad tilnærmes gennem sproget.

Publikum lørdag under talkprogrammet. (Foto: Daniel Heydorn)
Publikum lørdag under talkprogrammet. (Foto: Daniel Heydorn)

Svingende klarhed
Den kontante besvarelse ekkoede John Kørners smågrinende afvisning af at ville betegne sig selv som samtidskunstner dagen inden. Til forskel fra lørdagens talk, hvis åbne og dermed inkluderende spørgsmål fungerede både på det konkretiserede og nære samt det helt overordnede og abstrakte plan, var forlaget søndag mere håndfast. Det afkrævede stillingtagen og forlangte præcise svar. Svar, som enten måtte blafre i vinden eller blev afleveret kortfattet, hvorefter snakkene antog mere udflydende og til tider rodet karakter.

Den løse rammesætning gav i sidste ende et overordnet indtryk, hvor et øjebliks entusiasme opvejede tematisk forvirring, og hvor indsigten i de deltagende kunstneres praksisser samt de brede strøg med kuratorernes perspektiverende pensler stod som arrangementets store gevinster.

Kommentarer