Virkeligheden er en gasart

Virkeligheden er en gasart

Skitser til galvudsmykning på Vesterbro Ny Skole. Foto: Thomas Pålsson

Vis billedserie

Thomas Pålsson: Sted uden tid

Gavludsmykning til Vesterbro Ny Skole

Vesterbro Ny Skole
Slesvigsgade 6
1762 København V

Thomas Pålsson er aktuel med udstillingen Davids Bryllup på Third Space samt gavludsmykningen af Vesterbro Ny Skole. Fælles for projekterne er, hvordan vi opfatter virkeligheden som en sampling af forskellige personlige opfattelser, der er knyttet sammen i tid og sted – dog ikke kronologisk, men nærmere associativt – og hvordan virkeligheden kan opfattes som en flydende sum af vores kollektive erfaring.

Jeanne Rank Schelde (J):
Thomas, til din udstilling på Third Space tager du udgangspunkt i et underligt gammelt fotoalbum. Hvorfor er fotografierne underlige, og hvordan er du inspireret af det?

Thomas Pålson (T):
“Albummet er underligt, og det er interessant, fordi det er underligt. Familien har taget billeder af deres stuer uden mennesker og vægge med malerier, men ikke sådan: “se, hvor fint her er”, for de er ikke specielt opstillede, de ligner nærmere noget man har taget til at forsikringsselskab: “se, hvad vi har i huset”. På nogle af fotografierne hygger de sig, har det sjovt, og det er sådan lidt overklasseagtigt. Nogle af dem forestiller måske deres tjenestefolk eller ansatte. Også er der nogle af dem, hvor de har klædt sig ud i noget renæssance-tøj med en renæssance-guitar og laver en eller anden form for teaterstykke. Men der er nogle bestemte ansigtsudtryk, der gør, at det ikke er et teaterstykke, der bliver affotograferet. De står sådan bare lidt og leger. Det virker ikke specielt højtideligt eller snapshot-agtigt. Det, synes jeg, er en underlig kombination.

Jeg forestiller mig også, at man skulle sidde længere stille foran fotoapparatet dengang, og man måske ikke har haft råd til at tage så mange billeder, og så er det alligevel sådan nogle super ligegyldige billeder. Jeg ved heller ikke, hvor normalt det har været på den tid at have et privat fotoalbum. Det virker som sådan et scrambled-privat fotoalbum-forsikringsting. Altså, jeg kan ikke få det til at give mening.”

Fra udstillingen på Third Space. Foto: Thomas Pålsson
Fra udstillingen på Third Space. Foto: Thomas Pålsson

J: Hvordan du giver det mening, vender vi tilbage til. Først vil jeg høre, hvordan du har fået albummet?

T: “Jeg har fået albummet ved en tilfældighed. Det er overleveret fra folk, der er døde, til nogle jeg kender. I virkeligheden er det min svigermor, der sagde. “Hey, prøv at se her,” og så har jeg bare haft det liggende siden. Det er så syret, det album, at det også er en del af udstillingen. Billederne er meget små, fordi sådan gjorde man i gamle dage. Jeg ved ikke, hvornår det er fra. Jeg undrer mig over, hvorfor de har taget de billeder.”

J: Hvordan bruger du billederne i dine værker på udstillingen?

T: “Jeg kan bruge stemningen i billederne til noget – alene den måde et foto var på dengang, hvor det, der er lyst bliver overbelyst, bliver overeksponeret. Så du har en masse spøgelsesagtige formationer, fordi fototeknikken ikke var, som den er i dag. Man kan sige, at jeg har ‘affotograferet’ fotografierne ved at tegne dem. Jeg har forstørret dem og samplet med egne motiver og idéer, byttet rundt, klippet og mixet – haft min egen proces med udgangspunkt i den stemning, der er i fotografierne. Fx sidder der en krøbling på et af billederne: Er han så en tjenesteperson eller en del af familien? Hvorfor sidder han lige pludselig på en stol med en kurv og venter på, at der er en, der tager et billede af ham? Altså er det et fotoprojekt? Jeg aner ikke, hvad det fotoalbum skulle, og jeg vil heller ikke vide det endnu.”

J: Du har samplet, mixet og forstørret på din egen måde. Hvordan hænger værkerne sammen med din øvrige produktion?

T: “Der er en figur, der måske peger lidt på resten af mit arbejde: Det er en klovnefigur, der går igen og stammer fra en tidligere serie. Jeg forestiller mig, det er ham, der er i centrum ved en fest, eller måske er det hans bryllup. Klovnen er jo en konkret figur, men den er også helt afgørende, som et arketypisk symbol. Klovnen eller narren, eller det vi kalder en freak eller landsbytossen. Men hvis man går lidt tilbage i tiden, så er landsbytossen det samme som shamanen. Fordi det er ham, der får lov at være underlig, han er udenfor, og han viser det, der er så meget ved siden af, at vi andre kan se, hvad der skal være normalt. Han er sjov og nødvendig for, at vi andre kan være så kedelige, som vi nu er, eller hvad man nu skal sige.”

Fra udstillingen på Third Space. Foto: Thomas Pålsson
Fra udstillingen på Third Space. Foto: Thomas Pålsson

J: Er det et selvportræt?

T: “Selvfølgelig er det også et selvportræt – altså alle projekter er jo et selvportræt, ik’? Så jeg er selvfølgelig også en, ja forhåbentlig en shaman, men i hvert fald en klovn, ikke?”

J: Du har netop lavet en udsmykning på Vesterbro Ny Skole. Hvordan knytter udsmykning sig til udstillingen på Third Space?

T: “Det er rigtigt. Fælles for projektet på Vesterbro Ny Skole og udstillingen på Third Space er, at stedet er udgangspunktet, og tiden er opløst, forskudt og forarbejdet i værkerne. I Third Space har du albummet som et fikspunkt for værkerne, ligesom stedet Vesterbro er udgangspunkt for skoleprojektet. I fotoalbummet har du billederne af en families liv, og billeder af deres malerier – som en slags salonophængning. Så idéen udspringer af billeder af billeder, der eksisterer i albummet, men så laver jeg forskydninger herudfra. For det første ved at lave alt om til tegninger og forstørre dem til store billeder, men også ved selv at implementere figurer, mine egne oplevelser og motiver – forskellige ting, jeg sniger ind i et forstørrelsesapparat. På den måde er det det samme greb: et samplet mix af fiktion og virkelighed.”

J: Så du laver altså billeder af billeder af billeder i et mix af fiktion og flere virkeligheder?

T: “Ja, måske kan man også sige virkelighed på virkelighed på virkelighed. Det er en erkendelse af, at virkeligheden ikke er særlig stabil og ikke er særlig fast. Den er måske mere ligesom de forskydninger, som jeg tvinger igennem. På den måde er mine værker også et bud på, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen mere, end det kun er en leg eller et meningsløst eksperiment. Det er en form for grundidé omkring, hvad der findes og ikke findes – hvordan verden hænger sammen.”

Udsmykning til Vesterbro Ny Skole i proces. Foto: Thomas Pålsson
Udsmykning til Vesterbro Ny Skole i proces. Foto: Thomas Pålsson

J: Vi skal tale om det andet projekt på Vesterbro Ny Skole. Hvad er det, du har lavet der?

T: “Projektet tager udgangspunkt i, at der er forskellige opfattelser til forskellige tider af det samme sted. Jeg har derfor ladet stedet være det samme, mens tiderne skifter. Stedet er helt konkret skolen og området omkring. Tiden er opløst, forstået på den måde, at jeg undersøger: Hvad har der været på det her sted igennem en lang periode? Det ene motiv er et skolebal fra 1960’erne. Her har jeg forvredet den virkelighed ved at putte elementer fra moderne tid ind i det. Sammen med to 5. klasser har jeg lavet en workshop, hvor vi har lavet collager. Vi har klippet i nye og gamle billeder og sat dem sammen, og alt muligt, og på den måde er der kommet elementer fra en tid ind i en helt anden.”

“Mens jeg var på skolen, fandt jeg fire unger, der stod og legede Star Wars. Det var intuitivt, at stormtrooperen kom til at hænge sammen med projektet, fordi børnene stod og legede med virkeligheden, fordi det gør børn, og de er meget bedre til det, end vi er. Så blev det til et syret univers, hvor der lige pludselig er en stormtrooper, der er til skolebal, ikke?”

J: Er det en udfordring af, hvordan vi opfatter virkeligheden, og hvordan vi forstår os selv som mennesker i verden?

T: “Vores lineære måde at tænke på bliver udfordret. Det lineære er vores historiefortælling, opfattelsen af vores eget fremskridt, som nu hedder udvikling og civilisation. Hvis man forstår virkeligheden på en lidt anden måde kan ting godt være to steder på en gang. Med kvantefysikken kan tingene lige pludselig være to steder på én gang. Og det kan de selvfølgelig, vi er jo heller ikke nogen kerne, vi er jo bare en sum af de billeder, vi har set, så på den måde er det lige så konkret, som det vi tror på, er det konkrete. Hvis man siger alt er sansning, så er det lige pludselig meget mere syret, og man forstår, hvor lidt man rent faktisk forstår. Min kunstneriske undersøgelse er i virkeligheden også en afsøgning af det felt.

J: Handler det også om, hvordan vi prioriterer i vores samfund? Her tænker jeg på, hvordan vi i højere grad prioriterer logikken (måske) på bekostning af sansningen, og at vi tillægger den større sandhedsværdi end vores sansede indtryk.

T: Ja, det har været et tema, som jeg har arbejdet med i lang tid. Kritikken er der måske ikke direkte, men fordi et billede altid er både det, det er, men også al den fortid det bygger på. Alle de tegn der er – tøj, bygninger, naturen – er noget, som vi registrerer. Som observatører af et billede bygger vi jo på alt det, der har været. Det, der har været, kommer til at være i billedet for os. Det er ikke bare en isoleret situation.

J: Mener du her, at et billede er summen af vores kollektive erfaring?

T: “Ja, det er noget med kollektiv bevidsthed. Fordi det er noget, vi bliver enige om, er sandhed. Terence Mckenna, min ven på nettet, siger, at et menneske med en skør idé er sindssyg, to mennesker med en skør idé er folie à deux, tre mennesker, der tror på noget sindsygt, er en kult, fire mennesker er noget andet, fem mennesker: så er det virkelighed. Det er jo bare noget, vi er blevet enige om, at sådan her er det nok. På den måde er der hele tiden modeller, som vi kan bruge for at tilnærme os en forståelse af det, vi eksisterer i. Derfor kan vi ikke opnå en absolut forståelse, men vi kan blive ved med at prøve, og det er det, der er det sjove.”

Workshop-collager til udsmykning af Vesterbro Ny Skole. Foto: Thomas Pålsson
Workshop-collager til udsmykning af Vesterbro Ny Skole. Foto: Thomas Pålsson

J: Hvilken betydning har det for os mennesker i dagligdagen?

T: “Ser man sådan på verden på den letopløselige måde, bliver en stor del af ens måde at opfatte verden på, at man selv leger med. Man kan måske sige, at virkeligheden er en gasart. På den måde kan du bedre tillade dig at påvirke den eller skabe den selv. Verden er, som vi siger, den er – i et eller andet omfang, som vi tegner den. Så det er ligesom, at billedet er summen af det kollektive. Min indgang til verden er: Jeg er et billede for dig, du er et billede for mig. Et klassisk eksempel er det tomme hvide lærred, der bliver hængt op på museet. Her vil man illustrere, at billedet først er færdigt, når der er en person, der kigger på det. Og det er tilfældigvis også det, det handler om i kvantefysikken. Hvis du lyser på et stof, så ændrer du det. Hvis vi kigger på det, så ændrer du det, og det er det, der er svært at forstå.”

J: Vil du sige, at man kan påvirke sin fremtid?

T: “Det tror jeg helt klart, man kan! Men der er grænser for, hvor bevidst man kan være omkring, hvordan man gør det. Man er nok mere sine sansninger, end man er noget andet, for det er det eneste, som vi ved med fuld sikkerhed, eksisterer.”

Vis billedserie

Thomas Pålsson: Sted uden tid

Gavludsmykning til Vesterbro Ny Skole

Vesterbro Ny Skole
Slesvigsgade 6
1762 København V

Kommentarer

Del artiklen

'Virkeligheden er en gasart'

Facebook