Thorbjørn Laustens virke spænder bredt over tegning, maleri, skulptur, installation og web-baserede projekter. Som kunstner har han rødder i konstruktivismen og den konkrete kunst, og i hans arbejde løber en gennemgående interesse for matematiske principper og geometriske former.

Hans værker er som regel bygget op omkring enkle systemer, der i samspil med en vis grad af tilfældighed er styrende for både udformningen og indholdet af det enkelte værk. Til eksempel kan nævnes maleriet Die Field (1976), hvor Lausten har ladet kast med en terning udgøre den bærende præmis. Tallene 1-2-3 og 4-5-6 er repræsenteret på lærredet ved henholdsvis et plus og et minus, mens de valgte farver angiver en bestemt talværdi svarende til én af terningens sider. I dette, som i mange andre værker, er Lausten optaget af at undersøge grundkomponenterne i samt mekanismerne bag billeddannelse – og i videre forstand hvordan vi skaber og kommunikerer betydning.

For Thorbjørn Lausten er kunsten ikke alene et æstetisk anliggende. Den er, på linje med videnskaben, et fuldt gyldigt redskab til at forstå og producere viden om virkeligheden. Dette kommer især tydeligt til udtryk i hans arbejde med datavisualisering, som er en metode til at anskueliggøre store datamængder. Denne serie af værker, der spænder fra de tidlige 1990ere frem til i dag, er blevet til i samarbejde med videnskabsfolk og er baseret på eksakte målinger af naturvidenskabelige fænomener som fx stråling, vejrforhold eller geomagnetisme – som i POL (2015), der indgår i hans aktuelle udstilling REVISIT: Thorbjørn Lausten på Overgaden.

I værket transmitteres målinger af jordens magnetfelt fra Nord- og Sydpolen direkte til udstillingen via internettet, hvor de projiceres op på væggen i form af farvefelter, der ændrer sig ved selv små udsving i de indkomne data. Hermed gør Lausten et livsnødvendigt naturfænomen, som normalt ikke er tilgængeligt for os via vores eget kropslige sanseapparat, yderst nærværende.

En væsentlig pointe i denne sammenhæng er, at de tekniske instrumenter, vi som samfund har til rådighed, er helt centrale for vores evne til at begribe verden og os selv. Navnlig med den digitale teknologi er mængden af datastrømme vokset markant og har udvidet grænserne for vores informationsniveau og viden om verden. Ikke desto mindre er måden, hvorpå disse informationer sorteres og repræsenteres – uagtet nye teknologiske muligheder – altid underlagt subjektive valg, hvilket Lausten gør opmærksom på ved at lade nøjagtigt identiske data antage forskellige udtryk i samme værk.

At gøre det immaterielle synligt er alene ved valget af medie også et vigtigt omdrejningspunkt i Thorbjørn Laustens lysværker, der ofte udspiller sig i et spændingsfelt mellem det subjektivt sansede og objektivt målbare. Et tilbagevendende fokus i disse værker er forhold som tid og rum, hvilket konkret kommer til udtryk ved, at lyskilderne fx tænder og slukker med bestemte intervaller, der angiver stedsspecifikke forhold som i det ikoniske værk Lys-Tal (1991) eller Struktur (2015).

I begge værker repræsenterer blinkende 1000 watt-pærer udstillingsrummets dimensioner i et tidsligt forløb, som med det kraftige lys forplanter sig som en udpræget kropslig oplevelse. Med dette fremhæver Lausten relationerne mellem værk, verden og beskuer – og herunder de flydende grænser mellem bevidstheden og det, der observeres. Hans værker kan med andre ord samlet betragtes som en form for modeller for erkendelse, som ikke blot fremviser det sanseligt utilgængelige, men også søger at blotlægge strukturerne i selve erkendelsesprocessen.

Portfolio