Ugens kunstner – Michael Mørk

Ugens kunstner – Michael Mørk

Michael Mørk: Rød, 2000. Skrevet i Braille på transparent lærred. Foto: Michael Mørk

Michael Mørk (1959-) kan beskrives som en konceptuel maler med rødder i det formalistiske og fladebetonede maleri samtidig med, at han gør brug af popkunstens materialevalg. Farven som motiv og social markør samt maleriets forhold til det omgivende rum er to helt centrale tematikker i Mørks oeuvre.

I sin kunstneriske praksis forholder Michael Mørk sig vedvarende til maleriet som konstruktion og lader på forskellig vis det tilsyneladende flade format gribe ud i det omgivende rum. Samtidigt bliver de arkitektoniske omgivelser trukket ind i værkets egen rumlighed, hvilket blandt andet er tilfældet i værket Mirror (2012-18). Her er et spejl blevet påmalet hvide, lodrette linjer, således at de dækker cirka halvfjerds procent af spejlets overflade og delvist frarøver spejlet dets oprindelige funktion. Malingen tildækker, men afslører samtidig et nyt flimrende, pulserende rum, der anes mellem de stramme linjer.

Dream Catcher, installationsview, Møstings Hus, 2018. Foto: Michael Mørk

Farvens italesættelse: Dreamcatcher og Midnight Cowgirl
Michael Mørk er aktuel med soloudstillingen Dream Catcher i Møstings Hus. På udstillingen fastslås endnu et essentielt knudepunkt i Mørks praksis: Farvens italesættelse gennem sproget og ikke mindst farven som social markør.

Makeuppens farvepalet er et centralt omdrejningspunkt i Dream Catcher, hvor farvebrugen i høj grad er defineret af dens direkte funktion på kroppen. Til udstillingen har Mørk blandt andet skabt en serie mindre malerier, der vækker associationer til farvepuderne fra makeupæsker, når de løfter sig let fra væggen og derved peger på maleriets objektkarakter. Mørk fremhæver i værket farvernes sociokulturelle referencer i deres italesættelse gennem sproget. En farve får en helt ny betydning, når den tilskrives navne som: Midnight Cowgirl, College Dropout, Pistol og Revolution. Forholdet mellem farvenuancen og teksten skaber en dynamik mellem farvens fysiske kvaliteter, den optiske virkning og sprogets visuelle evner; et eksempel på Mørks konceptuelle tilgang til maleriet. Som kunsthistoriker Ditte Vilstrup Holm har påpeget: ”Mørks intention er frem for alt at udvide maleriets kunstneriske spændvidde gennem en betoning og kultivering af dets forskellige grænseflader.”

Michael Mørk: Warpaint, 2018. Maling på træplade. Foto: Michael Mørk

Køkkenminimalismens kropslige kvaliteter
Et andet centralt omdrejningspunkt i Mørks kunstneriske praksis er de flader, grid og netværk, der skaber rummene omkring os. For Mørk fungerer eksempelvis køkkenet som et arkitektonisk hverdagsmonument, der bag de rene og hygiejniske linjer skjuler vores personlige rod. Samtidig skaber køkkenet associationer til Donald Judd og minimalismens rene former, og med dette udgangspunkt har Mørk behandlet køkkenet gennem maleriet og ført minimalismen tilbage ind i udstillingsrummet.

Installationen Big Shopping (2006/2007), hvor maleriet har manifesteret sig som køkkeninspirerede objekter, er som Mirror et eksempel på, hvordan maleriets rum og det omgivende rum glider ind i hinanden. De skulpturelle objekter, der med sit net af lodrette og vandrette farverige rytmer, kommer – på trods af de intentionelle forskydninger og den rustikke finish – til at fremstå som stringente systemer overfor den besøgendes krops bløde linjer.

Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående)

Michael Mørk: White on white, 2018. Maling på træplade. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: Dreamcatcher, 2018. Serie af 11 stk. Maling på træplade. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: Ingen titel. 2018. Askeskulptur. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: GIRLS ON FILM, 2018. Maling på træplade. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: Mirror, 2012-2018. Maling på spejl. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: White on black, 2017. Maling på træplade. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: American Color Dream, 2017. Maleri baseret på udskrift af amerikanske farvebetegnelser. Fra Grønningen, Den Frie Udstillingsbygning 2017-18. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: Warpaint, 2017. Vægmaleri baseret på udvalg af makeupfarver. Fra Redline Contemporary Art Center, Denver Colorado. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: A mix of primary colors, 2016. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: Insight, 2013. Photoshop-genereret fotografi. Fra Blokland, Den Frie Udstillingsbygning, 2013. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: In level, 2012. Vinkelrette rektangler malet direkte på væggene i ældre, kroget hus. Fra Dobbeltsyn, Clausens Kunsthandel, 2012. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: Blue Line, 2011. 60 cm høj vandret linje malet på væggen. Fra Den Frie Udstillingsbygning, 2011. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: Blue Line, 2011. 60 cm høj vandret linje malet på væggen. Fra Den Frie Udstillingsbygning, 2011. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: Double Opening, 2009. Photoshop-genereret fotografi. Fra Mellemgrund, Peter Lav Gallery, København, 2009. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: Berliner Kitchen, 2008. Photoshop-genereret fotografi. Fra Roundabout, Contemporary Exhibition Space, Berlin. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: Der blauer Engel, 2007. Fra serien Krigsmaling. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: Big Shopping, 2006/2007. Akryl på 10 mdf-kasser af varierende størrelse. Fra Judd til Kvik, fra Kvik til kunstrum, OVERGADEN Institut for Samtidskunst 2006/Esbjerg Kunstmuseum, 2007. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: Kognitive Køkken, 2005. Akryl på lærred og mdf. Foto: Michael Mørk
Michael Mørk: Seductive Red, 1998. Skrevet i Braille på væggen. Fra North Udstillingssted, 1998. Foto: Michael Mørk

Michael Mørk er kendt for sit arbejde i krydsfeltet mellem arkitektur, installation, foto og maleri.

Han har blandt andet skabt en række offentlige in situ-projekter: Heriblandt en udendørs udsmykning til Mjølnerparken i København (2009) og en total maleriinstallation udført på væggene på Regionshospitalet i Randers (2007-08).

Del artiklen

'Ugens kunstner – Michael Mørk'

Facebook