Ruth Campau og Michael Mørk i Kunsthallen Brænderigården

Hvad er et maleri?
Ruth Campau og Michael Mørk forsøger med deres udstilling Grass and Neighbourhood at udvide maleri-begrebet. Et maleri kan være placeret på gulvet, eller det kan være i færd med at bevæge sig fra gulvet og ud af vinduerne i et udstillingsrum.

I værket Vanitas (Triple) i stueetagens store rum leger Ruth Campau med kunstværkets umiddelbare uforanderlighed. Et maleri eller en skulptur har en forholdsvis lang levetid. Men sådan er det ikke helt her. På et gråt trægulv er malet tre pink cirkler. I cirklerne er placeret en mængde glas og karafler med farvede væsker. Lilla, gul og rød. Værket vil ændre sig, når væsken fordamper og forsvinder, og desuden udvider værket, fordi nogle af glassene sprænger rammerne ved at være placeret uden for cirklerne.

I Grass på førstesalen er en række malede acrylplacer placeret oven på hvid flamingo. Man går så at sige på et grønt acrylparketgulv. Virkningen giver en fantastisk synsoplevelse, men også lyden og den fjedrende bevægelse ved at gå på værket giver indtryk/et ekstra element.

I et tredje rum viser Ruth Campau en række smalle sprayede acrylplader. Her spiller kunstneren på, hvor let vores synsevner kan narres. Står vi over for et manipuleret foto af et landskab? Det er i hvert fald éns første antagelse. I læserummet er ophængt en række hylder med kunstnerens karakteristiske acrylplader. Her kan man så selv ændre på placeringerne og dermed selve kunstværket. Endelig har Ruth Campau placeret en lilla acrylvæg på græsplænen foran Brænderigården.

Michael Mørk eksperimenterer ligeledes med maleriets muligheder og natur. Han tager udgangspunkt i dagligdagens fænomener og omdanner dem til et kunstværk. Det kan man se i værket Krigsmaling. Altså kvindens krigsmaling. Malerierne minder om de rouge-paletter, man anvender til at pudre ansigtet med, og de er desuden betitlede med navne på markante kvindelige ikoner som Helene og Malene, men der er også blevet plads til en kvindelig ’bitch’, Yoko Ono. Hendes maleri er illustreret som en række små cirkler.

Det mest markante værk fra Michael Mørk er dog Neighbourhood i det store rum på førstesalen. Man kan sige, at maleriet nærmest har forladt væggen og er kravlet ned på et knaldgult gulv. Det består af en række hvide bemalede træplader, nærmest en trærampe, der skråner op mod rummets vinduer. Ligesom med Ruth Campaus Grass kan værket betrædes, og vores opfattelse af det traditionelle kunstværk nedbrydes endnu en gang. Værket ændrer hele tiden karakter efter, hvor man befinder sig i det eller oven på det, og man har en fornemmelse af, at værket er uendeligt. Det kunne sagtens vandre ud af vinduet og forsvinde i naturen.

I Closet i det tilstødende rum tager Michael Mørk udgangspunkt i kunstnerens eget klædeskab. Det er her gengivet i et flademaleri, hvor der eksperimenteres med forskellige farvelag, der giver maleriet dybde og understreger farvenuancerne. Fladerne er desuden forskudt en lille smule i forhold til hinanden. De agerer lige som skydedøre på et skab.

Det er en vægtig, ren og smuk udstilling. Den står i skærende kontrast til de unge kunstneriske himmelstormere, der dominerer medierne i dag med deres fantasifulde væsener, piger, fugle og huse med interiør. Den viser også, at konceptkunsten med maleriet som idé og strategi lever i bedste velgående i Danmark. Ruth Campau og Michael Mørk er nogle af de bedste eksponenter for denne kunstretning. Kunstnerne blander elegant arkitektur, design og billedkunst, og deres minimalistiske leg med farver og flader er overbevisende.