Unge kunstnerstemmer: Svend Sømod

Hvis du kort skal karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Jeg bruger matematik. Ofte bare til at få ting til at se godt ud, men matematik er et sublimt værktøj til at beskrive verden. For mig er det to sider af samme sag; altså det at forstå verden og at formgive og formidle den skønhed, som normalt er usynlig. Et smukt mønster kan spejle, hvordan krystaller er struktureret, hvordan evolution og arter er arrangeret, hvordan vores tanker er udformet. Matematikken bruger jeg ikke kun til formgivning, den kan også manifestere sig i tid, lyd eller smag. Jeg er optaget af, hvordan vores sanser og hjerner fungerer, og undrer mig over, hvordan det resulterer i en oplevelse. Jeg ser det som tre virkelighedsniveauer: det matematiske, det fysiske og det mentale, hvor sanserne er broen mellem vores subjektive virkelighed og verden omkring os.

Jeg er optaget af ‘The Hard Problem of Consciousness’. Der er ingen som ved, hvorfor eller hvordan der opstår en immateriel oplevelse/bevidsthed ud af fysiske hjerner. Der kan jeg udnytte mit privilegium som kunstner, at jeg ikke behøver belæg for mine spekulationer. Videnskaben har p.t. spillet fallit over for problemet, hvilket giver mening, da det omhandler noget, som ikke kan måles. Til gengæld er ethvert kunstværk en kommunikation fra en bevidsthed til andres bevidstheder. For tiden tænker jeg meget på, hvordan kvantefeltsteorien potentielt kan bringe os tættere på en forståelse af bevidstheden.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

De fleste af mine værker tager udgangspunkt i et eller flere aspekter af virkeligheden, typisk matematisk beskrevet. Ofte giver ét fænomen sig til udtryk i utallige kontekster. Det kan for eksempel være, hvordan lys spreder sig, som minder om, hvordan rotationen af objekter ændrer sig afhængigt af det givne legemes størrelse. Eller det kan være, hvordan fisk og koraller har de samme mønstre som en specifik kemisk reaktion. Eller det kan være nogle grundlæggende principper, som gennemstrømmer alt, ligesom cirkler.

Der er en håndfuld af fænomener, jeg bruger rigtig meget, ofte i kombination med hinanden, for eksempel Sierpinskitrekanten, BZ-reaktionen og Arkimediske tessellationer. En idé opstår ofte, når jeg finder en ny måde at bruge et af dem på. Ofte dikterer det materialet og fremstillingsmetoden. Jeg bruger så de idéer, når de kan placeres i en kontekst, der giver mening. Man laver sjældent en kæmpe skulptur uden at have et sted at udstille den. Nogle gange ligger idéerne latent i årevis, indtil muligheden for at bruge dem viser sig.

Når det kommer til udførelsen, er graden af kreativitet i virkeligheden meget beskeden og langt væk fra enhver romantisk forestilling om kunstnerisk intuition. Jeg starter typisk med at lave et flowchart over, hvordan udførelsesprocessen kan forløbe. Derefter plotter jeg punkterne ind i en slags projektstyringsapp, og så starter jeg bare ved det første punkt.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Jeg kræver ikke meget af beskueren. Det primære er den sanselige oplevelse. Du kan slå tankerne helt fra. Nogle gange gemmer værkerne på et logisk mønster, man kan prøve at gennemskue, hvis man har lyst.
Nogle af mine værker driller beskuerens sanser. At der opstår en psykofysik effekt, som gør beskueren bevidst om en usamhørrighed mellem den mentale og fysiske virkelighed er altid et plus.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

Jeg savner faciliteterne som kunstakademiet tilbyder. Det er alt for ofte, at jeg godt lige kunne bruge en bordrundsav, vakuumpakker eller et gipsværksted. Derudover er min hverdag overraskende uændret, men som færdiguddannet bliver man taget mere seriøst og får tilbud til udstillinger, man sjældent vil få som studerende.
Der er flere kunstmiljøer. Fra folkekunst til den hardcore kommercielle modpol. Det er alle nogle underlige verdener.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Jeg ser gerne, at man bruger andre infrastrukturer end dem, som er opbygget omkring kunst. Verden bliver mere og mere automatiseret. Automatiseringen starter med meget konkrete repetitive opgaver, som bliver udført af maskiner, og administrative opgaver som løses med software. Jo mere avanceret teknologien bliver, jo mere abstrakte opgaver kan computere tage sig af, så måske stiger den menneskelige indsats i abstraktionsniveau, fordi konkrete arbejdsopgaver erstattes af maskiner. Kunst er alligevel et af de mest abstrakte områder, så måske kommer kunst til have en mere central rolle.