Er museerne ved at blive harmløse?

Hvis vi vil se det, kan vi sagtens. Det ligner to bygninger, der knalder. Doggy-style. Værket, Domestikator, er skabt af hollandske Atelier Van Lieshout og virker mere fjollet end dybsindigt ud fra billederne at dømme, men det er sådan set ligegyldigt i denne sammenhæng. Det skulle være en del af kunstmessen Fiacs udstilling i Tuileries-haven, som tilhører Louvre. Louvres direktør Jean-Luc Martinez havde været på de sociale medier og set, at nogle påpegede et “brutalt aspekt” af værket, ligesom der er en legeplads i nærheden af haven, hvilket fik ham til at bede Fiac fjerne det fra udstillingen.

Ud over det bemærkelsesværdige i, at Martinez træffer beslutninger på baggrund af, hvad han ser på sociale medier, ligner det en overreaktion, hvis man skal tage de to begrundelser for gode varer.

Det “brutale aspekt” er svært at få øje på. Sex er i udgangspunktet ikke brutalt, men en kærlighedsakt; det må vel også gælde, når det er bygninger, der knalder. Intet her indikerer voldtægt eller bare S/M. Nogle vil mene, at værket forestiller et menneske, der har sex med et større pattedyr. Når jeg får det at vide, kan jeg godt se, at det kan ses sådan, men skulpturen (der har været udstillet flere gange før uden problemer) er så tilpas abstrakt, at det i hvert fald ikke behøver ses sådan. Og selv hvis man ser dette motiv, er det en fejlslutning at mene, at det skulle være en promovering af dyresex. Kunst promoverer ikke det, den skildrer. Det er en klassisk fejlslutning.

Det andet problem, at der er en legeplads et eller andet sted i nærheden, virker heller ikke alarmerende. Børn vil formentlig ikke opdage dette motiv, eftersom det (forhåbentlig) ikke giver mening for dem. I forhold til, hvad børn udsættes for af langt mere tydelige seksuelle billeder fra reklamer osv., forekommer dette at være et ikke-problem.

Dyr i kunsten
I samme uge kunne Guggenheim i New York melde ud, at de trak tre værker tilbage fra deres udstilling Art and China after 1989, fordi de havde modtaget trusler fra dyreværnsaktivister. Det mest omtalte og anklagede værk var Hunde der ikke kan røre hinanden – en video med en opstilling af amerikanske kamphunde på løbebånd sat overfor hinanden, men med seler på så deres aggressive angreb ikke kunne føres ud i livet. Et voldsomt værk, et stærkt værk, der som absurd maskine tematiserer aggression som en drift og tæmningen af samme, kamphunde som menneskeligt fremavlet fænomen og måske også måden, vi behandler dyr på.

Den er måske på kanten af, hvad man kan forsvare dyreetisk (det vil kræve en nærmere undersøgelse at vurdere), og det er rimeligt at rejse en debat om dette, men at gå så vidt som til at angribe Guggenheim med trusler, fordi de viser videoen, forekommer ude af proportioner i en verden, hvor millioner af hunde dagligt lider værre skæbner i hænderne på deres ejere.

Og de to andre er helt uforståelige. Et studie i overføring af Xu Bing dokumenterer en performance, hvor to grise parrer sig omgivet af bøger og med malede bogstaver på deres hud. Her er jeg ret overbevist om, at grisene er fuldstændig ligeglade med om nogen kigger på, når de knalder, og om de har fået malet bogstaver på sig. De kender ikke til skam og føler ingen ydmygelse i den anledning. Igen kan man henvise til, hvad millioner af grise dagligt udsættes for i kødindustrien og overveje, om ikke dette faktisk er en af deres bedre dage. Det tredje, Verdensteater af Huang Yong Ping, skulle have været udstillingens hovedværk. I et stort, særligt designet terrarium ser man krybdyr spise insekter. Det er nok grusomt, men det er nu en gang virkeligheden, såvel ude i naturen som på adskillige teenageres værelser. Det er endog meget svært at se problemet.

Det sker tit, at ikke blot dyreaktivister, men også almindelige borgere kommer på kant med kunsten, når den omgås dyr – uanset om alle dyreværnslove overholdes. Bjørn Nørgaards hesteslagtning vakte noget mere vrede end den Vietnamkrig, den var en kommentar til. Både den og Michael Brammers udstoppede hundehvalpe, der indgik i udstillingen LOVE, blev aflivet helt efter bogen. Og Marco Evaristtis berømte Helena med slørhaler i blendere rummede den hypotetiske mulighed for, at publikum kunne udføre en grusomhed, der stadig er meget nådigere end den langsomme død på grund af overfodring, akvariefisk konstant udsættes for af velmenende børn.

Det er som om, alt bliver mere provokerende, når det sker i et kunstværk – måske blot fordi kunsten viser det frem. Det mest problematiske ved dyreaktivisternes retorik er nok, at de ønsker en grusomhedsfri (“cruelty-free”) kunst. En af kunstens fornemste opgaver er at vise grusomheder frem i stiliseret form, så vi kan forholde os til dem. Kunsten må ikke gøres harmløs på grund af pres udefra, så ender vi med Rasmus Klump-kunst. Når det er sagt, skal den naturligvis overholde almindelig dyrevelfærdslovgivning og dyreaflivningsregler, hvad den som regel også gør.

Muhammeds spøgelse
Så er der naturligvis den i Danmark meget omdiskuterede udstilling Billedstorm, der handler om blasfemisk kunst, der har provokeret, vakt postyr og er forsøgt ødelagt. Uanset hvordan man end vender og drejer det emne, er det umuligt ikke at tematisere Muhammed-tegningerne i den anledning. Skovgaard Museet har valgt ikke at gøre det af to grunde: For det første fordi de er bange for deres ansattes sikkerhed, for det andet fordi de er bange for, at Muhammed-tegningerne ville stjæle al fokus fra resten af udstillingen.

Hvad angår sikkerheden er det helt fair at være bange – det er vi alle sammen. Og ingen skal tvinges til at udstille eller fremstille Muhammed-tegningerne. Men netop truslen burde måske være så provokerende, at man tematiserede netop dette: at der er noget, vi ikke tør. For eksempel ved at have en blank væg, hvor tegningerne skulle have været. Det kunne have været et enkelt, markant og tankevækkende udsagn. Hvad den anden begrundelse angår, er den for så vidt forståelig – vi er dødtrætte af den Muhammed-krise. Men det ironiske er, at netop undladelsen har medført, at næsten al omtale af udstillingen har handlet om netop Muhammed-tegningerne.

Alarm og håb
Museer skal selv bestemme, hvad de vil udstille. Men står vi i en situation, hvor de i højere og højere grad bukker under for folk, der kan blive stødt over det ene eller det andet? Er de mere sårbare i en tid, hvor de er afhængige af private sponsorer og et stort massepublikum? Det kan man godt frygte. Og hellere slå alarm for tidligt end for sent. Museerne må ikke være enormt bange for at vække anstød, for så dør den kritiske kunst stille og roligt.

Selvom det skulle være den nye tendens på de store museer, så vil der formentlig komme et modtræk fra mere uafhængige, kunstnerdrevne steder, værre er det ikke. Og ARoS’ direktør Erlend Høyersten har lovet, at ARoS ikke vil give efter for trusler. Så lad os håbe, at dette blot er en forbipasserende bølge.