Morten Stræde imponerer med smuk sci-fi arkæologi i Viborg

Byen og Kærligheden,- Døden,- Kroppen,- Erindringen,- Rationaliteten,- Metafysikken,- Fortællingen og Landskabet er temaerne for udstillingens otte rum. De er inspireret af Per Hultbergs roman fra 1992, som går under samme navn som udstillingen – Byen og Verden.

Rummene viser alt fra skulptur i glas, jern, filt og plastik, til tegning, foto og computergrafik. For meget af det gode, kunne man fristes til at tro, men faktisk ikke.

En stor mundfuld
Byen og Verden er en ordentlig omgang på alle måder. Udstillingens tematik og værkliste er omfattende. Samtidig gør dens forankring i et litterært værk, samt tilhørende katalog med otte tekstlige appendikser, den ikke mindre kompleks.

Men et næsten totalt fravær af formidling har en (overraskende) positiv effekt; den renser øjnene og lader beskueren nyde Morten Strædes æstetik, som den er – lækker og fremmedgjort mystisk.

Sci-fi arkæologi
Udstillingens sværest tilgængelige skulpturer fremstår nærmest som en arkæologisk udgravning fra et andet univers. Disse værker er underlige, men smukke objekter på hylder, podier og hængende fra loftet.

Særligt rummet Byen og Kærligheden er svært at afkode. Konfronteret med rummets abstrakte rustrøde genstande føler man sig underligt fremmedgjort; et mystik objekt, placeret på en holder ud fra væggen fik mig instinktivt til at gå i Piet van Deurs fodspor og tænke: "Hvad er det? Tid, sted og anvendelse?"

Men selvom nogle af værkerne kan være svære at placere i forhold til tematikken, vækker de ens nysgerrighed og holder interessen fanget igennem hele udstillingen.

Sammenhæng og variation
Til trods for udstillingens mange tematikker og medier er helhedsindtrykket sammenhængende, og man får et gennemført indblik i Morten Strædes univers.

Kun rummet Byen og Erindringen, der tematiserer monumenternes iscenesættelse i byrummet, falder udenfor. Stigereoler fyldt med skitseagtige modeller til monumenter fortæller sammen med skriften på væggen en klar historie, men bryder samtidig med Morten Strædes gådefulde og glatte æstetik. Den umiddelbare glæde ved det eksplicitte og let aflæselige afløses hurtigt af lettere kedsomhed, og man drages mod det næste rum.

Når Stræde er bedst
To rum gør dog udstillingen værd at se i sig selv. I Brænderigårdens største udstillingsrum vises Byen og Metafysikken nederst og Byen og Fortællingerne øverst på balkonen, og her viser Morten Stræde sine helt store forcer.

Nederst indtager store, sorte og massive skulpturer det rå betongulv. Skulpturerne minder mest af alt om en gal arkitekts dystopiske fantasier omsat til skulpturelle byprospekter. Hvad er det? Hvad vil det mig? Jeg ved det ikke helt, men det er fandme lækkert.

På balkonen tager en ophængning af indrammede tegninger teten op. Rød og sort, få og hurtige streger, imponerende enkelt og udtryksfuldt.

Udgravning med spade eller ske
Man vælger selv, om man vil give sig i kast med Morten Strædes arkæologiske sci-fi-objekter med en spade eller en ske.

Den besøgende kan vælge at grave i dybden ved at læse Per Hultbergs roman og udstillingskatalogets (noget kryptiske) tekster. Eller også kan man kradse i de øverste lag med en ske og lade sig fascinere og mystificere af Strædes formsprog. Men grav!