Martin Bigum i og uden for samtiden

Martin Bigum i og uden for samtiden

Martin Bigum: The Adventures of ART, 1992.

Vis billedserie

Udstilling

Martin Bigum - Min egen kunst (1989 - 2015)

20 aug 2015 3 apr 2016

Martin Bigum

Trapholt
Se kort og tider

"Mine billeder er født ud af en samtid og af mine personlige erfaringer og erkendelser, men ambitionen er, at de taler gennem tiden", fortæller Martin Bigum i forbindelse med retrospektiv visning på Trapholt.

Jeg møder Martin Bigum i den lange gang, der løber tværs gennem Trapholt i hele museets længde. I denne akse kan man i kronologisk rækkefølge følge den kunstneriske vej Bigum har trådt fra debuten i 1989 frem til i dag. Udstillingen har tidligere været vist på Frederiksborgs Slot og på Bornholms Kunstmuseum, og arkitekturen bliver hver gang medspiller og farver præsentationen, fortæller han. På Trapholt er den lange nedadgående passage en logisk og ganske velfungerende ramme for en streng kronologisk visning.

Martin Bigum: Min egen Kunst. Udstillingsview. Foto: Nils Rosenvold.
Martin Bigum: Min egen Kunst. Udstillingsview. Foto: Nils Rosenvold.

Her hænger et repræsentativt udvalg af Bigums værker i samspil med en række korte tekster, som beskriver samfundsmæssige og kunstneriske indtryk, som på forskellig vis har inspireret til værkerne. Teksterne har baggrund i kunstnerens bestseller Min personlige kunsthistorie, som udkom i november 2014.

Læs Line Rosenvinges klumme om bogen Min personlige kunsthistorie her.

Den personlige dimension
Martin Bigum har netop givet personalet på Trapholt en omvisning. Det er en varm dag, og Bigum har talt sig varm. “Jeg skal lige have lidt vand i hovedet, så er jeg klar igen”, siger han. Og det er han, veltalende som vanligt med lige dele poetisk vingeslag, kunsthistorisk refleksion og jordnær troværdighed.

“Det, der tegner sig, er det, jeg altid har tænkt, var det bærende i kunst for mig”, svarer han, da jeg beder ham om at karakterisere den kunstner, der træder frem på baggrund af 26 års virke:

“Nemlig at man skal kunne se den personlige dimension, det personlige fundamentale greb. Jeg har en måde at tegne og male på, som jeg ganske vist forsøger at udfordre – eksempelvis favner jeg nogle gange det, at jeg tegner karikeret, mens jeg andre gange forsøger at flygte fra det. Men den personlige dimension er der altid. Mine værker ville ikke eksistere uden mig og mine erfaringer, og alle værkerne er lavet, fordi de har været helt nødvendige for mig”.

Falkeblikket
Er der så en bestemt overordnet historie, der kommer til syne gennem de 26 år?

“Hvis jeg skulle sige det i en enkelt sætning, er det at bevare en form for falkeblik.
At lave et billede i en given samtid, som jeg forestiller mig, man også vil have lyst til at se ude i fremtiden. Mine billeder er født ud af en samtid og af mine personlige erfaringer og erkendelser, men ambitionen er, at de taler gennem tiden. Det er det, jeg elsker ved kunsten: at man kan møde billeder, der er skabt for hundrede år siden, og at de taler her og nu”.

Martin Bigum:Pagten, 1989
Martin Bigum:Pagten, 1989
Martin Bigum:Das Oskar, 1990
Martin Bigum:Das Oskar, 1990

Det er et kardinalpunkt for Bigum. Værket skal kunne selv og klare sig ordløst, hinsides koncepter og på sin vis også tidløst. Han viser mig et par af ungdomsværkerne, som er med på udstillingen. Det første, Pagten, er lavet før murens fald i 1989 og er sfærisk og silende. Der er noget i luften – en zeppelin! – og en stemning af nye vinde, der blæser.

Das Oskar er lavet efter murens fald, og refererer blandt andet til Günter Grass` roman Bliktrommen, om drengen Oskar, der i opgør med de voksnes medløberi sætter tiden i stå – “ligesom et kunstværk gør det”.

“Med det billede fandt jeg ud af, hvor meget power, der kan være i at insisterere på at sige, at de her erfaringer fører til den her vision”, forklarer han, men pointerer samtidig at billederne netop kan stå alene og uden fortællingen om murens fald.

Et sprog lige nedenunder
Ok, siger jeg – men vil så alligevel gerne høre, hvorfor han så i denne udstilling bruger det markante greb, at hvert billede er ledsaget af en tekst om kunstnerens personlige inspirationskilder og bevæggrunde for de enkelte værker.

“Ja, jeg kan godt se hvad du mener, men jeg har taget det som en udfordring, og spurgt mig selv om, hvad man kunne sige om kunsten og set tilbage på, om der var noget på hjerte. Jeg fandt ud af, at jeg havde haft noget på hjertet, og jeg fandt ud af, at der var et sprog lige neden under billederne”.

Er det så et pædagogisk projekt, der skal forklare noget om hvad inspiration er for en størrelse?

“Jeg vil hellere sige afdækkende. Der er ikke noget indeni billederne, der er pædagogisk. De råber eller er stille, konkave, føjelige eller hvad ved jeg. Men folk er meget åbne overfor mysteriet kunst. De vil meget gerne vide, hvad de går og snakker om i kunstverdenen og se kunstneren træde ud af sit elfenbenstårn, og opdage at kunstneren faktisk arbejder reflekteret og disciplineret”.

“Jeg kan ikke bare lire billederne af, og jeg vil godt fortælle om det langsomme i det at lave kunst. Om det eksistentielle i, at jeg står hver dag og ikke kan lade være med at lave billederne. At kunst er en del af en tid og en del af en person, der opfanger den. Jeg tænker, at man måske kan hive et tæppe til side, som ikke er hevet til side før”.

Han peger dog på, at han i sine tekster undlader at fortolke sine billeder. At det er vigtigt ikke at udtømme værket.

Med på udstillingen er også et par af Bigums roterende billeder, der drejer rundt og kan aflæses fra alle sider. Udstillingsview. Foto: Nils Rosenvold.
Med på udstillingen er også et par af Bigums roterende billeder, der drejer rundt og kan aflæses fra alle sider. Udstillingsview. Foto: Nils Rosenvold.

Mellem enegænger og outsider
Mens vi taler, bevæger vi os ned gennem gangen forbi 1990’er-værker med den kutteklædte ART-figur med leen og forbi kompakt-billeder spændt til bristepunktet med billedfigurer. Nederst i gangen venter mere luftige prismatiske billeder med inspiration fra en metafysisk motivverden.

Læs portræt af Martin Bigum som ugens kunstner her

Bigum betragter sig selv som individualist på den danske kunstscene – et sted mellem enegængeren eller outsideren. Han blev ikke optaget på akademiet i sin tid og har selv måttet skabe sin egen dannelse. Der har været hårde år, hvor han har hængt med hovedet og spurgt, hvorfor han ikke blev nævnt her og der. “Men det er jo bare forfængelighed”, siger han og fortsætter:

“Jeg har det ikke dårligt med at have været udenfor. Havde jeg gået på akademiet, tror jeg jeg var blevet filet til af alle mulige teorier og normer. Jeg kan se, hvordan folk bliver ædt i det med hud og hår. Jeg har altid gjort det på min egen måde – man skal blive ved med at lave sine ting og mærke efter, om man har fat i hælene på djævelen”.

Martin Bigum: Min egen Kunst. Udstillingsview. Foto: Nils Rosenvold.
Martin Bigum: Min egen Kunst. Udstillingsview. Foto: Nils Rosenvold.

Kend din samtid – brug den aldrig
Til slut forsøger jeg en gang til:
I et interview på Kunsten.nu i 2012 fortalte du om dit kunstneriske motto: “Kend din samtid – brug den aldrig”. Står det ikke i kontrast til denne fremvisning, hvor du jo netop sætter dine værker i relation til en række samtidsnedslag?

Bigum tænker sig længe om og siger tøvende: “Det er rigtig godt set. Mon det er sådan, at der bag det, man ikke kan lide og har stor modstand mod, gemmer sig noget, man netop synes er rigtig spændende”?

“Jeg forstår mit eget motto 100% så langt, at jeg altid har syntes, at det virkelig var latterligt med kunst, som er alt for tydelig aflæselig i et 1:1 forhold til tidsånden. Det værste kunstværk, jeg kan pege på, er Superflex´ Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes. Det er simpelthen så politisk korrekt”.

“Man skal orientere sig om sin samtid – mange ældre kunstnere glemmer det, falder af på den og mister grebet – men man skal så omskrive sin sansning om samtiden indeni kunsten, og det kræver et tigerspring. Det kræver, at man investerer personligt ned i materialet, og arbejder på at vride noget helt uforudseeligt ud”.

“Og selvom jeg nu har skrevet om mine billeder, så er det mit håb, at man alligevel kan se mine ting for det, de er udenom alle ordene”, slutter Martin Bigum.

Kommentarer