Lysinstallation ved Hirtshals Fyr præmieret

Lysinstallation ved Hirtshals Fyr præmieret

Hans E. Madsens lysinstallation ved Hirtshals Fyr. Foto: Jette Wistoft Noyes.

Hans E. Madsen

Adressen er Hirtshals Fyr, Fyret 2, 9850 Hirtshals

Statens Kunstfond har besluttet at tildele kunstneren Hans E. Madsen en præmiering på 50.000 kroner i forbindelse med lysinstallationen ved Hirtshals Fyr.

I begrundelsen for præmieringen lyder det: “Hans E. Madsen har skabt en poetisk og underfundig lysinstallation spredt ud over et landskab nedenfor Hirtshals Fyr, der medfører at man skal op i fyrtårnets top for at se installationen i sin helhed, så lyset paradoksalt nok kun kan ses fra det fyrtårn, der normalt selv udsender lys.

Lysinstallationen består af et antal rosetstillede, violette lystofrør placeret rundt omkring i klitlandskabet, der tankevækkende minder om et futuristisk signal eller landingslys, der sendes fra jordoverfladen ud i verdensrummet”.

Installationen er en del af Hans E. Madsen og maler Jette Wistoft Noyes samlede udstilling, der tager afsæt i deres indtryk fra Hirtshals Fyr og Hirtshals Bunkeranlæg. I fyrbøderassistenthuset udstiller Noyes med lofthængte billeder og en installation af vand, vind og lys.

Præmieringen har medført et ønske fra fyrets fond i Hirtshals om at forlænge udstillingsperioden. Derfor kan man opleve både Hans E. Madsens installation og Jette Wistoft Noyes’ udstilling i fyrbøderassistenthuset til og med søndag den 14. november.

Hans E. Madsen (f. 1958) er uddannet fra Århus Kunstakademi og Kunstakademiet Ljubljana i Eks-Jugoslavien.

Hans E. Madsens lysinstallation på Bunkeranlægget ved Hirtshals Fyr er en del af kunstfestivalen Port 2010 i Nordjylland.

Værket skal betragtes i de mørke timer, hvorfor Hirtshals Fyr i denne tid holder åbent indtil kl.22 hver dag.

Værket er en del af udstillingen Hidden Places. Hidden Places består af tre stedsspecifikke og publikumsinvolverende udstillingsprojekter. Hver udstilling er resultatet af et tæt samarbejde mellem to kunstnere og finder sted i bygninger, som på alle måder adskiller sig fra de traditionelle hvidvæggede kunstmuseer.

Det er Det Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg under Statens Kunstfond, der har tildelt Hans E. Madsen prisen. Legatudvalget består i perioden 2008-2010 af Erik Steffensen (formand), Hjördis Haack og Jesper Rasmussen.

Hans E. Madsen

Adressen er Hirtshals Fyr, Fyret 2, 9850 Hirtshals

Del artiklen

'Lysinstallation ved Hirtshals Fyr præmieret'

Facebook