Kuratorerne bag CAMP: “Vi tror på, at kunst og kuratering kan medvirke til at skabe social og politisk transformation”

Kuratorerne bag CAMP: “Vi tror på, at kunst og kuratering kan medvirke til at skabe social og politisk transformation”

Barat Ali Batoor: fra serien The Unseen Road to Asylum, 2013. Courtesy kunstneren. Værket indgik i CAMPs første udstilling Lejrliv: Kunstneriske refleksioner over flygtninge- og migrantforvaringens politik i 2015.

Billedserie

TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten
Kunsten er ikke en øde ø! I denne temaserie undersøger vi kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.

Vi fortsætter vores temaserie, TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten, der undersøger kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende.

Kuratorerne Tone Olaf Nielsen og Frederikke Hansen var drivkræfter bag kunstrummet CAMP, der var placeret i et medborgerhus for flygtninge og asylansøgere. Her giver de indsigt i nogle af de metoder, aftryk og erfaringer, det unikke udstillingssted kastede af sig.

Det nu lukkede udstillingssted CAMP/Center for Migrationspolitisk Kunst var et helt særligt udstillingssted. Faktisk findes der mig bekendt ikke et sammenligneligt sted nogetsteds i verden. Derfor er der al mulig grund til at tale om CAMP, for at få en forståelse for, hvad det var for et sted, og hvordan CAMP virkede.

Ikke bare som et sted, der havde et helt specifikt fokus: nemlig at præsentere kunst der omhandlede migrationspolitisk kunst. Men også som et sted, hvis kuratoriske principper ikke blot rakte til at præsentere kunst, der handlede om de mennesker, der var berørt af migrationspolitikken, men altid også havde ambitionen om at handle sammen med dem.

For når man taler om CAMP, må man i samme åndedrag tale om flygtningemedborgerhuset Trampolinhuset (som desværre også netop er lukket). Simpelthen fordi CAMP havde til huse inde midt i Trampolinhuset, og fordi at netop den placering var det helt centrale og helt unikke ved udstillingsstedet.

Trampolinhuset på Ydre Nørrebro var i mere end ti år et uafhængigt, selvorganiserende medborgerhus for asylansøgere og flygtninge, som på egen krop og sjæl havde erfaret, hvad en såkaldt stram indvandrings- og asylpolitik egentlig betyder.

Huset blev etableret i 2010 som et kunstprojekt (det kommer vi til) af en gruppe socialt engagerede kunstnere, asylansøgere, flygtninge og flygtningeretsforkæmpere, og huset fungerede som en demokratisk drevet ligeværdighedszone for nogle af de mest marginaliserede mennesker i det danske samfund med ugentlige husmøder og tilbud om juridisk rådgivning, sprogundervisning, praktiktilbud, beskæftigelsesforløb, fællesmad, børne- og kvindeklubber, workshops, debatter, kulturevents, kampagner og meget andet.

Det er i dialogen med og relationen til brugernes levede liv og de ganske håndgribelige flygtninge- og migranterfaringer, at CAMP virkede som kunstrum.

Tone Olaf Nielsen (tv) og Frederikke Hansen.
Tone Olaf Nielsen (tv) og Frederikke Hansen. Foto: Tiffany Chung.

Verden er lige uden for

CAMP lukkede i efteråret 2020, og ved årsskiftet til 2021 kom den triste meddelelse, at også Trampolinhuset måtte dreje nøglen om. Det er uhyre vanskeligt at skaffe midler til længerevarende drift af sådanne steder, der er tvunget til at hoppe fra tue til tue med en skrøbelig økonomi baseret på kortvarige og mere eller mindre tilfældige projektstøtte-penge.

Ikke desto mindre forekommer det relevant at høre om, hvilke erfaringer, metoder og aftryk CAMP og Trampolinhuset har kastet af sig. Det kan kuratorerne Frederikke Hansen og Tone Olaf Nielsen, der grundlagde og drev CAMP*, sætte nogle ord på.

“CAMP muliggjorde, at vi kunne trække en masse kunstinteresserede ind i Trampolinhuset, som normalt ikke ville være kommet der. Vi håber, at vi har uddannet og klædt folk på til at forstå, hvad det er for nogle livsvilkår, vi byder flygtninge og asylsøgere i Danmark, gennem kunstneriske analyser, prismer og perspektiver”, indleder Tone Olaf Nielsen og understreger den helt centrale præmis: Nemlig vigtigheden af at CAMP lå inde i Trampolinhuset:

“Trampolinhusets civilsamfunds-organisatoriske natur gjorde, at der var fart på hele tiden. Vi lavede en masse brandslukningsarbejde for vores brugere, som sad i problemer til halsen med afslag på asyl og alle mulige paragrafundersøgelser, der udmattede dem.
Midt i dette miljø konceptualiserede vi ideen om, at det kunne være fantastisk at have et sted, hvor man kunne fordybe sig og italesætte, hvordan de her livsvilkår faktisk er, og hvad der har genereret dem på et strukturelt niveau”.

I bogen Inside the White Cube: The Ideology of the Gallery Space af kunstner og kunstkritiker Brian O’Doherty argumenteres der kritisk for, at kunstrummet lukker verden ude. Men I CAMPs tilfælde var den helt tæt på, siger Tone O. Nielsen:

“For at komme ind i CAMP, skulle man først ind i Trampolinhuset. Hvis man kan tale om noget, der lykkedes, så var det, at man lige efter, man havde set en udstilling i CAMP – hvor man blev berørt, fortørnet og fortvivlet over den måde, systemet er indrettet på – trådte ud i Trampolinhuset og havde muligheden for at snakke med folk, som sad midt i det”.

“For lige udenfor udstillingsrummet, der står Ahmed”, siger hun og peger på forsidebilledet af den netop udgivne statusbog om CAMP. Her dukker en mand frem fra rummet under dækket på en båd og spejder ængsteligt frem. Fotoet stammer fra Barat Ali Batoors serie The Unseen Road to Asylum (2013), som indgik i CAMPs første udstilling Lejrliv: Kunstneriske refleksioner over flygtninge- og migrantforvaringens politik i 2015.
“Efter du havde set udstillingen, kunne du lige udenfor udstillingsrummet tale med tyve mennesker, som var på en båd magen til den, som fotoet i udstillingen viste”.

Nermin Durakovic_Rearranging
Nermin Duraković. Re-arranging, 2009/2015. Værket omhandler den måde, rummene i asylcentrene instrumentaliserer asyl- og migrantkroppene på – men også om modstandshandlinger, som at lægge skabet ned for at man kan sidde på det. Foto: Nermin Duraković.

“Desuden har CAMP været med til at gøre asyl- og integrationspolitikken mere transparent – ikke kun for os, der ikke er underlagt den – men netop også for de mennesker, som lever i de systemer, politikken skaber”, supplerer Frederikke Hansen:

“Udstillingsstedet var nemlig også tænkt som et rum, hvor brugerne af Trampolinhuset kunne trække sig tilbage for at reflektere. Når du er midt i orkanens øje og bliver administreret af systemet, og der hele tiden er krise på krise, så kan det være utrolig svært at finde et sted, hvor man kan distancere sig og se tingene mere overordnet. CAMP var en mulighed for at få sat sine egne oplevelser ind i en større strukturel kontekst”.

Det forhold, at CAMP så at sige havde placeret sig midt i sin dagsorden, gjorde, at stedet var i stand til at opfange diskussioner og initiativer blandt asylansøgerne og reagere aktuelt og prompte på dem i udstillingerne. Tone Olaf Nielsen var sammen med med blandt andre kunstnerne Morten Goll og Joachim Hamou en af initiativtagerne til Trampolinhuset, og hun var gennem alle årene ansat i huset. Så ikke mindst hun var særdeles tæt på, hvad der rørte sig.

“På den måde kunne vi for eksempel give migrant-aktivister en platform”, fortæller hun. “Da de første afviste asylansøgere begyndte at protestere over forholdene i Sjælsmark i 2015 og dannede bevægelsen Castaway Souls of Sjælsmark, inviterede vi dem med i CAMPs udstilling om grænsepolitik (udstillingen Skillelinjen: Film og performance om grænsekontrol og grænsekrydsning, foråret 2016). Vi forsøgte hele tiden at opfange, hvad brugerne talte om i Trampolinhuset. Og så spurgte vi dem, om de ikke havde lyst til at bringe diskussionen ind i CAMPs rum. Så CAMP har også været et udstillingssted for Trampolinhusets brugere – et sted hvorfra de kunne tale. OG blive hørt! De har jo råbt hele tiden i asylcentrene, men i CAMP er de rent faktisk blevet hørt”.

Læs anmeldelse: At trænge igennem følelsesløsheden om udstillingen Vi råber og råber, men ingen lytter: Kunst fra konfliktzoner.

Pablo Andres: installationsview William Freeman, you can’t hold an angel, 2017
Pablo Andres: installationsview William Freeman, you can’t hold an angel, 2017. Foto: CAMP.

CAMPs første treårige udstillingsprogram Migrationspolitik indkredsede fordrivelsesårsager, flugtruter, grænsedragning og grænsekrydsning. Sidenhen undersøgte det efterfølgende udstillingsprogram Integrationens tilstand, hvorfor indvandring er så stor en udfordring i det globale nord.

Stedet opererede med to udstillingsformater, CAMP focus!, som præsenterede større temaudstillinger kurateret af Frederikke Hansen og Tone Olaf Nielsen eller inviterede gæstekuratorer, og CAMP open!, som var et fleksibelt format for mindre udstillinger, der dels kunne reagere hurtigt på aktuelle migrationspolitiske forhold, dels introducere nogle af de kunstnere, som kom i Trampolinhuset. Eksempelvis den chilenske kunstner og dissident Pablo Andres, hvis udstilling William Freemann, you can’t hold an angel omhandlede en række problemstillinger omkring LGBTQI-personer fra det globale syd, der søger asyl i det globale nord.
Ligeledes var der et omfattende program omkring udstillingerne med debatter, seminarer, filmvisninger og meget andet.

Læs anmeldelse af Pablo Andres’ udstilling William Freemann, you can’t hold an angel

Tiffany Chung_from the mountains to the valleys, from the deserts to the seas_journeys of historical uncertainty_2013_Photo Tina Agnew kopi
Tiffany Chungs: from the mountains to the valleys, from the deserts to the seas: journeys of historical uncertainty (detalje), 2013. Foto: Tina Agnew.

Bemærkelsesværdigt er det, at CAMP trods beskedne rammer og lille økonomi var i stand til at få store internationale kunstnere som eksempelvis vietnamesiske/amerikanske Tiffany Chung med i udstillingerne. Mange af disse kunstnere havde selv flygtningebaggrund:

“For de udstillende kunstnere med migrations- eller flygtningebaggrund var CAMP et sted, hvor man mærkede, at der var en anden valuta end penge og karriere”, beretter Frederikke Hansen. “Muligheden for at tale til folk, som har været igennem det samme, som kunstnerne selv eller deres familie har været igennem, betød virkelig meget. At det, de kom med, ræsonnerede virkelig dybt”.

Hun peger på, at det var vigtigt for brugerne af huset, at de kunne se, at der rent faktisk var kunstnere, der lavede kunst om disse emner, og at de nåede ud i omverdenen med det. Ligeledes var de to kuratorer meget bevidste om at vælge billedlige og performative værker fremfor sprogtunge værker. Værker som kunne kommunikere direkte på tværs af oversættelsesproblematikker:

“Et af vores kuratoriske principper var, at det skulle være relevant og tilgængeligt for brugerne af Trampolinhuset”, fortsætter Frederikke Hansen. “Vi kuraterede med en asylansøger i tankerne. Det var ikke sådan, at værkerne, vi udstillede, og den måde vi præsenterede dem på, var forsimplende, men vi prøvede at undgå for meget abstraktion, teori og akademisk jargon. Vi forsøgte at gøre det så tilgængeligt som overhovedet muligt.

Tone Olaf Nielsen supplerer:
“Vi ville ikke tale på nogens vegne. Ønsket var, at CAMP skulle være et sted, hvor folk, der selv sad i migrationssumpen, kunne spejle sig”.

Et etisk projekt

Det særlige ved CAMP var altså, at stedet i en dobbeltbevægelse strakte sig mod to forskellige publikumsgrupper. Dels mennesker som var direkte berørt af den aktuelle migrationspolitik, dels et kunstpublikum. Jeg spørger, om man i forhold til den sidste publikumsgruppe kunne forstå CAMP som et oplysningsprojekt?

“Jeg har det personligt problematisk med begrebet ‘oplysningsprojekt’”, indvender Frederikke Hansen. “Vi skubber det foran alt, og siger, ‘at hvis bare jeg får mere viden, bliver jeg klogere’. Men vi ved rigtig, rigtig meget, og hvis vi ser det som et oplysningsprojekt, så bliver det en slags kynisk fornuft.
Problemet er, at vi ikke tør lave det grundlæggende og dybe etiske arbejde. Hvis vi som kuratorer bare ville lave et oplysningsprojekt, kunne vi have lavet det ude i Carlsberg Byen. I Trampolinhuset blev det noget andet. Det blev mere et etisk projekt”.

CAMPs event Indvandrerbilleders magt
Journalist og historiker Farhiya Khalid deltog som debattør i CAMPs event Indvandrerbilleders magt under Kulturnatten 2018 i Trampolinhusets multizone. Foto: Britta Thomsen

Derfor havde CAMP et konstant fokus på at bringe de forskellige publikumsgrupper sammen, og gjorde meget ud af at motivere publikum til at engagere sig. De mange performances, debatter og filmforevisninger foregik i Trampolinhusets fællesrum, ligesom ferniseringer med 3-400 mennesker blev afholdt om fredagen, hvor huset i forvejen holdt fest. Disse arrangementer gav vitterligt mulighed for møder og udvekslinger mellem kunstpublikummet og Trampolinhusets brugere. Og stedets formidlingspolitik var i tråd med denne ånd, fortæller Tone Olaf Nielsen:

“Vi havde omvisninger, hvor en af CAMPs frivillige omvisere med asylansøgerbaggrund viste rundt i udstillingerne sammen med en af vores praktikanter med kunstfaglig baggrund. Som publikum fik man altså både en kunstfaglig analyse af værkerne, men de blev også sat ind i en migrationspolitisk kontekst formidlet af en person, som selv havde flygtet og mærkede asylsystemets brutalitet på egen krop. Og det, der skete var, at folk sagde: ‘Hold kæft, hvor er systemet urimeligt, kan man støtte Trampolinhuset og CAMP, kan man blive frivillig’? Så skridtet til at engagere sig solidarisk var meget kortere, fordi vi lå, hvor vi lå, fordi vi havde den formidlingspolitik, vi havde, og fordi vi havde de publikummer, omvisere og udstillere, vi havde”.

Du skal engagere dig

“Det skulle altid komme brugerne til gode, det har været en rettesnor for CAMPs aktiviteter”, fortsætter Frederikke Hansen. “CAMP blev helt fra starten en succes. Vi fik international anerkendelse, meget omtale og virkelig mange henvendelser fra studerende, journalister, filminstruktører – alle mulige, som ‘lige skulle bruge en flygtning’, og som gerne ville lave feltarbejde og studier i CAMP. Her lagde vi os op ad de husregler og retningsliner, som Trampolinhuset havde udviklet for frivillige, researchere og projektskabere i huset, og sagde: ‘Fint, men du skal engagere dig som frivillig i huset en dag om ugen i et halvt år og give noget tilbage med det samme, ligesom du også er nødt til at lære folk at kende og etablere tillidsforhold, før du kan bede om at få din empiri’”.

Da CAMP i 2016 blev inviteret til at genopsætte sine første tre udstillinger på Statens Museum for Kunst, skulle det komme brugerne af huset til gode og give mening for dem, og det gjorde det blandt andet ved, at hele Trampolinhuset blev inviteret til ferniseringen på SMK, fortæller Tone Olaf Nielsen:

“Mange af brugerne kendte jo udstillingerne fra CAMP og følte en stor stolthed og et stort medejerskab: ‘Se, det er det her, vi laver i Trampolinhuset’. Bagefter hev vi hele SMK-ferniseringen tilbage til Trampolinhuset, hvor vi holdt fernisering på CAMPs fjerde udstilling Deportationsregimet: Kunstneriske reaktioner på tvangsudvisning som statslig praksis og levet erfaring”.

Dady de Maximo_If the Sea Could Talk_2014_Photo Alba Oren kopi
Dady de Maximos modeshow If the Sea Could Talk, 2014, blev fremført under den officielle åbning af CAMP den 17. apr. 2015 og var en “hyldest til flygtninge, der er forsvundet eller døde i havene, ørkenerne, containerne og floderne”. Foto: Alba Oren.

Hvad var så vigtigst i CAMP. Kunsten eller en politisk målsætning?

“Det vil vi helst ikke skille ad”, svarer Frederikke Hansen. “Så ville vi jo save den gren over, vi sidder på. Politik folder sig ud på en meget bredere scene end i de parlamentariske forsamlinger. Politik er ikke kun en professionel disciplin. Politik folder sig også ud i en poetisk og hverdagslig dimension. Det er der, vi kan arbejde. Her kan vi prøve at komme ned i de etiske lag, de dybere lag, hvor det måske også tager længere tid, inden det kommer op til overfladen og bliver sprogliggjort”.

“Vi har begge i en årrække defineret os som socialt engagerede kuratorer”, fortsætter Tone Olaf Nielsen. “Tesen om, at kunst og kuratering kan medvirke til at skabe social og politisk transformation, tror vi på. Og ikke bare tror på. Vi har gjort det! Trampolinhuset var et kunstprojekt, som voksede sig til en NGO-organisation med ti ansatte, og som udførte et meget stort og vigtigt socialt, etisk og æstetisk arbejde for asylansøgere, flygtninge med opholdstilladelse, migranter og udsatte minoritetsdanske medborgere. CAMP har trukket kunst ind i den ligning, fordi vi mener, at kunstværkerne kan give andre årsagsforklaringer og skabe en særlig situation af indlevelse, empati og selvrepræsentation”.

Hvor godt et værktøj er kunst, hvis man vil forandre noget i samfundet?

“Hvis man starter med at sige, at det ikke handler om ‘at fikse’, gøre det bedre eller ligefrem perfekt – men om at gøre noget, ja, så kan kunst virkelig meget”, svarer Frederikke Hansen. “Især hvis man ikke adskiller kunsten fra livet, propper den på museum eller gør den så dyr, at ingen har adgang til den. For kunst er også et ‘mindset’: en måde at handle på, en hypotese, en måde at prøve noget af på”.

“Kunsten kan skabe rum, hvor der eksisterer en anden type ligeværdighed, en anden måde at mødes og tale på”, supplerer Tone Olaf Nielsen. “Kunsten kan skabe et hus som Trampolinhuset. Det er vigtigt at fastholde, at Trampolinhuset startede som et kunstprojekt, og tænk på hvad Trampolinhuset har betydet for utrolig mange mennesker gennem 10 år. Først og fremmest blev der skabt rum for møder af demokratisk ligeværdighed. Det kan godt være, at vi har ulige rettigheder, livssituationer og privilegier, men når vi befandt os i huset, var vi lige og arbejdede for den samme sag: At skabe retfærdige og humane vilkår for folk, der er på flugt”.

Daniela Ortiz_performance_Rune Olsen kopi
Daniela Ortiz: Jus Sanguinis, 2016, performance kommissioneret af CAMP og fremført under ferniseringen 9 sept 2016. Courtesy kunstneren. Foto: Rune Olsen.

Det er kunstneriske metoder, der har skabt CAMP og Trampolinhuset

“Det kan kunsten”, fortsætter hun. “Al respekt for folk der arbejder i integrationsministeriet, i velkomstprogrammer eller i kommunerne. Men de er en del af systemet. Fordi vi arbejdede ved siden af systemet, fik folk tillid til Trampolinhuset på en helt anden måde. Alle de brugere, der kom i huset, medbragte deres ekspertviden om, hvordan det føles at få frataget sine rettigheder, sidde fast i asyl- eller integrationssystemerne i årevis, og hvordan det påvirker kroppen og psyken, så det føles som om man bliver slået ihjel langsomt. Og det blev der reageret på i Trampolinhusets husmøder og kampagner. Og det blev fortolket kunstnerisk og kuratorisk i CAMP. Sammen fik de to organisationer skabt et sted, hvor flertallet af brugerne følte, at de kunne deltage og bidrage og genvinde noget af deres handlekraft”.

Læs reportage fra udstillingen Decolonizing Appearance.

“Det er kunstneriske og kuratoriske metoder, der har skabt CAMP og Trampolinhuset”, siger Tone Olaf Nielsen, og fremhæver, at et væld af erfaringer fra for eksempel projektkuratering, feministiske kunstrum, kunstaktivisme i New York eller LGBT-Queer scenen i Berlin blev tænkt ind i etableringen af Trampolinhuset og CAMP.

Da Morten Goll, Joachim Hamou og Tone Olaf Nielsen var med til at starte Trampolinhuset for ti år siden, synes de ikke, det var så vigtigt at fremhæve, at det var et kunstprojekt. Det var vigtigere, hvad huset gjorde.

“Men kunstnerne Kenneth Balfelt og Jakob Jakobsen, som begge arbejder med kunst som politisk og socialt transformationsværktøj, sagde engang til os, at det var vigtigt at fastholde, at Trampolinhuset var et kunstprojekt og påpege, at kun kunsten kan skabe sådanne rum. Og det har vi gjort lige siden. Den tænkning, der ligger til grund Trampolinhuset og CAMP, er rundet af den kunst, der vil forandre verden”, slutter Tone Olaf Nielsen:

“Alle kan skabe rum for ligeværdige demokratiske møder, hvis de bruger alternative metoder, som kunsten er så rig på. Det er bare meget vanskeligt at finansiere dem, fordi nærmest ingen fonde vil støtte drift af permanente kunstprojekter”.

*Tone Olaf Nielsen fratrådte 1. aug. 2018 sin stilling som daglig leder i CAMP for at blive programdirektør i Trampolinhuset, men fortsatte som konsulterende programdirektør i CAMP for daglig leder Frederikke Hansen, indtil Anders Juhl 15. nov. 2018 blev ansat som administrerende direktør, og Frederikke Hansen skiftede titel til kreativ direktør.

Læs mere om CAMP her

CAMP status! Syv års arbejde med migrationspolitisk kunst
En publikation, som ser tilbage på udstillingsstedets udstillinger, events, publikationer og uddannelsesprogrammer fra 2013–2020 og reflekterer over dets metoder og konklusioner.
Download dansk version her.
Download engelsk version her.

Frederikke Hansen (f. 1969), MA in Art History and Political Science.
Tone Olaf Nielsen (f. 1967) Cand.Phil. i kunsthistorie og MA in Critical and Curatorial Studies.

Kuratorisk Aktion. Tilsammen tegner Hansen og Nielsen kuratorkollektivet Kuratorisk Aktion (2005-), som blandt andet har stået bag udstillingsrækken Rethinking Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition Project in Five Acts (2006).

TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten
Kunsten er ikke en øde ø! I denne temaserie undersøger vi kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.

 

Temaserien Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten er muliggjort takket være generøse bidrag fra Augustinusfonden, Den Obelske Familiefond samt Louis-Hansen Fonden.
Billedserie

TEMA: Kunsten i samfundet – samfundet i kunsten
Kunsten er ikke en øde ø! I denne temaserie undersøger vi kunstens mangesidede favntag med omverdenen og dens muligheder for at virke kritisk og forandringsskabende i samfundet.

Del artiklen

'Kuratorerne bag CAMP: “Vi tror på, at kunst og kuratering kan medvirke til at skabe social og politisk transformation”'

Facebook