Ud af museet og ind i virkeligheden

Ud af museet og ind i virkeligheden

God, gedigen kunstaktivisme: Dagens klumme fremhæver det kollektivt drevne medborgerhus for flygtninge, Trampolinhuset. Foto: Trampolinhuset

Museumsaktivisme bliver en kamp om opmærksomhed og besøgstal snarere end en kamp mod uretfærdighed. Måske god, gedigen kunstaktivisme er en mere farbar vej?

Det er i den forgangne sommer kommet til diskussion af kunstinstitutionens rolle i den politiske virkelighed. Ét begreb har været diskuteret en del – nemlig modeordet “museumsaktivisme”. Hvordan skal kunstinstitutionen aktivt manifestere humanistiske værdier i et samfund, der i stigende grad er præget af højredrejning og intolerance? Hvordan vise sympati med de svage og protestere imod magthaverne? Det er unægtelig svært at proklamere revolution fra indersiden af en æstetisk salon som museet. At sige farvel til at være del af den bestående samfundsorden og antage en radikal, måske samfundsomstyrtende dagsorden vil være at save grenen, man sidder på, over.

Så selvom ordet lyder godt, bliver museumsaktivisme i praksis nok mere brandingstrategi for medierutinerede institutionsledere end konkret kamp på de svagestes side mod uretfærdighed.

Dårlig pop
De aktionsglade kunstinstitutioner fremhæver rosende al kunst, der overhovedet handler om noget, som værende politisk, og som sådan i stand til at låne det moderne museum eller den kunsthal, der gerne vil være lidt ‘kritisk’, et par fine fjer at pynte sig med. Jeg har selv i disse spalter været ude efter Ai Weiweis redningsvestværk Soleil Levant på Charlottenborg – et spektakulært værk, der er som skabt til at dække kunstinstitutionens behov for storformatssynlighed og tilsyneladende relevans i kampen om offentlighedens opmærksomhed, men som er upræcist og udnytter flygtningenes tragedie.

Læs klumme Det er ikke pænt at pege

Selvom det er drevet af et ægte ønske om at beskæftige sig med det relevante i samtiden, kunne det se ud til, at der opstår problemer, når kunstinstitutionen ‘blander sig’ i realpolitik?

Boris Groys problematiserer i sit essay Om Kunstaktivisme (1) den virkning, som æstetisering og spektakularisering har på henholdsvis politik og kunst.

Han skriver, at æstetiseringen og spektakulariseringen af politik – inklusiv politisk protest – ifølge bl.a. Benjamin og Debord er noget skidt, fordi det afleder opmærksomheden fra den politiske protests praktiske form og mål hen imod dens æstetiske form. Disse tanker er formuleret omkring den aktivistiske kunst, men jeg mener også, at de kan være relevante for det aktivistiske museum.

Udstillingsview fra Disobedient Objects. Courtesy: Victoria & Albert Museum

Zoologisk have for kunstaktivister
Groys taler om, at det at bruge kunst til at lave politiske aktioner med nødvendigvis æstetiserer aktionen, omdanner den til et tabernakel og derved neutraliserer aktionens praktiske effekt. En sådan neutralisering gør sig nok også gældende, når nutidig, levende kunstaktivisme smækkes inde i institutionens mausoleum. Groyz’ eksempel er den 7. Berlin Biennale for Contemporary Politics (2012), som fik kritik fra forskellige ideologiske positioner for at være en “zoologisk have for kunstaktivister”. Altså et institutionelt rum, der søger at favne og præsentere politisk protestkunst, men ender med omdanne den til et spektakel og at neutralisere den.

En udstilling, der flere steder fremhæves som vellykket museumsaktivisme, var Disobedient Objects (2015) på Victoria & Albert Museum, der fokuserede på skabelse i oprørskunst; en slagkraftig udstilling, der viste en mangfoldighed af kunst, der var ‘designet’ til og stammede fra konkret politisk protest. Men ved at blive rekontekstualiseret i museet træder objekterne dramatisk bort fra deres funktion og ind historien. Selvfølgelig er det virkelig interessant, at sådanne udstillinger laves, men at henregne det til en form for aktivisme må siges at være forkert. At æstetisere nutiden betyder at gøre den til død fortid. Og aktivisme må om noget være levende og aktivt, ja, revolutionært.

Upopulært forslag
Ved et nyligt seminar på SMK om museumsaktivisme kastede kurator Frederikke Hansen fra CAMP (Center for Migrationspolitisk Kunst) malurt i bægeret, da hun bad museerne sætte handling bag deres ord og opfordrede dem til f.eks. at sælge ud af skatte og kunstværker for at fundraise til socialpolitisk arbejde. En udfordring der – omend den selvfølgelig havde et polemisk tilsnit – hurtigt afslørede, at museerne ingen intentioner havde i den retning; de ville ikke spille en aktiv rolle, men ville skjule sig bag formålsparagraffer om at pleje og tage udgangspunkt i deres samlinger.

God, gedigen aktivisme
Som kontrast til disse udfordringer er det på tide at fremhæve et gedigent eksempel på aktivisme, der fungerer både som kunst og i praktisk, håndgribelig form:

Trampolinhuset er et kunstnerdrevet og kunstnerstartet medborgerhus for flygtninge, der har eksisteret siden 2010. Kunstnerne Morten Goll og Joachim Hamou støbte sammen med kurator Tone Olaf Nielsen fundamentet med et dialogprojekt for asylansøgere og kunststuderende i 2009. Netop hjemkommet fra en årrække i kunstaktivistiske cirkler i USA indså Tone Olaf Nielsen og Morten Goll, at de redskaber til dialog og refleksion, de havde tilegnet sig over there, gav grundlag for at arbejde politisk i Danmark.

Det borgerlige samfunds typiske respons på en krise er at lave en tænketank, der diskuterer problemerne og kommer med anbefalinger, der aldrig bliver fulgt. For Goll, Nielsen og Hamou var strategien at handle imod den umenneskelige behandling af asylansøgere og redskabet: Mødet mellem danskere og flygtninge. De startede en Dialogtank (2) på to asylcentre – simpelthen øvelser, hvor kunstnere (bl.a. kunstakademi- og arkitektstuderende) og asylansøgere lærte at tale sammen. Strategien viste sig at have potentiale, så de lod det gro til en udstilling på akademiets udstillingssted Q i samarbejde med eleverne. Morten Goll tog det lange, seje træk med at formidle ideen og gennembryde bureaukratiet og fik inviteret asylansøgere til de workshops, som blev afprøvet på udstillingen i Q – og fostrede ideen om at danne et medborgerhus: Trampolinhuset.

Udstillingsview fra Trampolinhusets udstillingssted CAMP. Foto: Trampolinhuset

Et stærkt hus
Der skete i løbet af tre måneder en forbløffende forandring med asylansøgerne, der kom nedbrudte, passive og uden håb efter uendelig ventetid i lejrene. Langsomt, men sikkert, åbnede de sig og lærte at få mere kontrol over deres situation. Det var en stor åbenbaring for kunstnerne, fortalte Tone Olaf Nielsen mig, da jeg for nyligt besøgte Trampolinhuset: “Vi indså, at ikke blot fungerede vores metode, men det forpligtede os simpelthen til at fortsætte med projektet. Vi var enige om, at vi ikke ville tage ud til lejrene og male væggene lyserøde,” forklarede hun. “Vi ville arbejde direkte med asylansøgerne om sammen at skabe et hus, hvor de kunne få et afbræk fra lejrlivet.”

Siden har Morten Goll og Tone Olaf Nielsen med utrætteligt arbejde, fire medarbejdere samt frivillige kørt Trampolinhuset. Her får asylansøgerne en pause i deres trøstesløse limbo, hvor de kan få lært sprog, sundhed, børnepleje, rettigheder, madlavning og ting som skriveworkshop og kunst – og ikke mindst er den kollektive drift af huset en lektion i praktisk demokrati, hvor asylansøgerne selv i samarbejde med huset tager beslutningerne.

Kunst for og af flygtninge
I 2015 knopskød huset galleriet CAMP, og kunsten fik en fast tilstedeværelse i huset. Galleriets konsekvente tema om krig, lejre, flugt og kriser – ofte skabt af kunstnere, der selv havde bitre erfaringer med livet som flygtning – spejlede asylansøgernes situation, ofte i et visuelt klart sprog, der lettede forståelsen for husets mindre kunstvante publikum. CAMP fungerer som perspektivering og udvidelse af Trampolinhuset, også ud imod offentligheden.

For mig viser Trampolinhuset/CAMP på smuk vis, at det kræver en stædig og langvarig indsats at udvikle noget, der nytter både praktisk, politisk og kunstnerisk; udholdenhed og en bevidsthed om virkemidler og virkninger. Der skabes en vekselvirkning mellem kunstens sensibilitet og nysgerrighed og de praktiske mål og gøremål i virkeligheden. Måske betyder det, at kunstneren på et tidspunkt krydser over og ind i rent politisk territorier: Who cares, så længe det virker.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Kommentarer

Del artiklen

'Ud af museet og ind i virkeligheden'

Facebook