Jakob Kudsk Steensen udforsker naturvidenskabelige fænomener gennem Virtual Reality. Han fik sit kunstneriske gennembrud i 2018 med udstillingen Re-Animated på Tranen i Gentofte. Siden er det gået stærkt med udstillinger på Venedig Biennalen og en række institutioner rundt omkring i verden – senest på Serpentine Galleries i London. Vi har talt med Steensen om hans praksis og hvorvidt de nye samarbejdsformer, han arbejder med, også kan vise vejen frem i en krisetid.
Jeg fanger Jakob Kudsk Steensen via en internetforbindelse, der går fra mit hjemmekontor, via Steensens atelier i New York, til Arles i Frankrig, hvor kunstneren netop er i gang med at forberede et projekt i samarbejde med LUMA Foundation. Det er få uger efter Coronakrisen har lukket landet ned og tvunget store dele af befolkningen til at finde nye måder at arbejde på, så denne nye situation kommer ikke overraskende til at præge meget af samtalen.
Steensen er ikke rundet af en traditionel uddannelse fra de danske kunstakademier, men har i stedet en akademisk baggrund. Hvorvidt dette har været formende for hans særlige tilgang til skabelsen af kunst, vender vi tilbage til, men sikkert er det, at Steensens karriere fra begyndelsen har fulgt andre stier, end de velbetrådte veje, som de fleste kunstnere følger.
Feltarbejde og digital manipulation
Jakob Kudsk Steensens professionelle virke startede i 2015 med et residency-ophold i Spanien. Bevæbnet med to små kameraer udforskede og dokumenterede han i to måneder dyre- og plantelivet i et forladt turistresort. Det færdige værk A Cartography of Fantasia bestod af kort og videoinstallationer, men for Steensen var selve processen mindst lige så vigtig.
“Det handlede om at være fordybet og indlevet i et landskab over en længere periode, meget lokalt, og så lede efter perspektiver, både kropsligt ved selv at udforske, men også ved at tale med feltbiologer, historikere og forskellige personer, der havde et særligt blik på stedet”, forklarer Steensen.
I det færdige værk blev videodokumentationen manipuleret med et digitalt overlay af informationer og denne bearbejdning i virtuelle rum blev definerende for store dele af Steensens senere praksis.
“Jeg tænker meget over de kropslige elementer og den fysiske tilstedeværelse, og jeg fokuserer på at bygge en fysisk rumlighed op omkring det”, forklarer Steensen. Et typisk eksempel er værket Re-Animated, der dels er Virtual Reality, men også en fysisk ruminstallation med forskellige jordelementer man går på, foruden skærme, der bidrager med en dokumentarisk og narrativ dimension.
Værket handlede om en uddød fugleart på Hawaii, hvor man dels kunne opleve fuglens levested, og dels få et indblik i Dr. Douglas H. Pratts naturvidenskabelige forskning i dyret.
For Steensen er det interessante ved den virtuelle rumlighed, hvordan den kan skabe nye kropslige måder at opfatte tid, rum og lyd på, i forhold til forskellige former for naturhistorie.
Læs også: En fugl for evigt: Anmeldelse af udstillingen Re-Animated på Tranen
Kollaborative arbejdsmetoder
Med en praksis i periferien af den etablerede kunstverden, har Steensen aldrig udstillet på et traditionelt galleri, men i stedet på institutioner, festivaler eller i det offentlige rum. “Der er kommet en interesse for, hvordan man interagerer med publikum og der er opstået et nyt rum på tværs af institutioner. Og det er den synergi og dynamik, som jeg finder vanvittigt interessant.”
Denne interesse er blevet udgangspunktet for måden, han arbejder på: “Jeg arbejder meget tværfagligt, hvor jeg prøver i at udbygge en kunstnerisk model bygget op om teams, hvor der – ud over mig selv mig som kunstner – også er fagfolk indenfor andre felter”, fortæller Steensen om samarbejderne, der både tæller fagkapaciteter inden for film, musikvideoer og immersive installationer på naturhistoriske museer. “Det er folk, som er meget langt fremme i deres håndværk, men som måske ikke nødvendigvis arbejder inden for kunstverdenen.”
Arbejdsmetoden ligger meget langt fra den traditionelle forestilling om “kunstnergeniet”; individet, der skaber sine værker alene. Men selvom denne forestilling også i historisk forstand er udfordret – fra renæssancens kunstnerværksteder, til Olafur Eilassons studio, hvor en mindre hær af ansatte hjælper med at producere værkerne – mener Steensen alligevel, at hans fokus er et lidt andet.
”Jeg tror mere, at det (Eliasson) var en generation af kunstnere, der fungerede som “producere/instruktører”, og som var mere hands off, og med fokus på det konceptuelle.” For Steensen er samarbejdet mere ligeværdigt, dybere involveret i materiale og håndværk og mere frigjort af den etablerede kunstinstitution.
Til at begynde med lavede Steensen ganske vist det hele selv: “Jeg sad med sådan noget software, som man bruger til at lave computerspil med, som har jeg anvendt siden, jeg var teenager, hvor jeg købte spil og modificerede dem”, fortæller han.
Læs også: Ny portrætserie skal fremhæve lovende unge kunstnere
Men i takt med at projekterne er blevet mere komplekse, involverer de nu andre kunstnere, som lavede andre elementer som f.eks. forfattere, og Steensen arbejder nu fast med en lydkunstner, som laver alt lyddesign. “Jeg er begyndt at fokusere på at have et mere dynamisk samarbejde. Det er stadig mig, der laver al den virtuelle arkitektur, landskaber osv., men jeg arbejder i dag fast med andre programmører, som laver den interaktive programmering, som ligger uden for det rent visuelle og konceptuelle.”
Det immersive felt
Det er måske i etableringen af disse samarbejder, at Steensens uddannelsesmæssige baggrund skinner igennem: “En ting er, at jeg er akademisk uddannet, så jeg kan godt mærke, at jeg tænker analytisk, f.eks. i forhold til naturhistorie, og når jeg skriver tekster. Men det betyder i højere grad noget i forhold til at lave mine værker i praksis: Der et miljø af kunstnere, som egentlig ikke er så meget inden for den etablerede kunstinstitution, men mere inden for et nyt felt, som man i USA beskriver ret bredt som “immersive”. Der er ikke rigtigt én definition, men det er en ny måde at arbejde på imellem billedkunst, musik, film, teater, offentlige rum, apps, naturhistoriske museer, kunstmuseer og uddannelser”, forklarer Steensen.
”Immersive” kan måske bedst oversættes til dansk med ”fordybet” eller ”omsluttet” og omkring feltet er et miljø af folk, der udforsker, hvordan man kan bruge immersive teknologier som Virtual Reality. Det er et højt specialiseret felt, der eksempelvis tæller arkitekter, der forstår sig på rummelighed, eller lydfolk, der ofte har arbejdet med lyd inden for teater eller lavet lydinstallationer på historiske museer. “Og fordi der er en fysisk rumlighed, som kroppen skal forholde sig til, når man arbejder med VR, har jeg ofte samtaler og samarbejder med den slags specialister. Så min praksis er i virkeligheden i højere grad forbundet til sådan et nyt felt, der smelter andre felter sammen. Derfor er det svært at sige, om det kun er et kunstfelt, eller f.eks. et felt for spildesign”, forklarer Steensen.
”Det er vigtigt for mig, at det er folk, som har et superhøjt niveau, men samtidig at det ikke er deres fuldtidsarbejde at lave kunst med mig”, fortæller Steensen om sine samarbejdspartnere, der til daglig arbejder kommercielt, og som derfor normalt har et andet formålsrationale end kunstproduktion. ”Men bag det er der en person, der har et fantastisk håndværk, en æstetik, og en interesse for det medie, vedkommende arbejder med. Når man taler med dem på et personligt plan, viser det sig, at der en mængde eksperimenter og interesser, som ikke rigtigt får lov til at folde sig ud til daglig.”
”De folk jeg inviterer ind skal ikke lave fuldtidsarbejde for mig, men bidrage med et enkelt specifikt element, der passer ind i temaet”, forklarer Steensen. ”I mine værker er jeg først ude i naturen, og så bygger jeg en verden, de her virtuelle landskaber, og når grundstenene er bygget, så inviterer jeg folk indenfor. Så der er fokus på processen, hvor de får lov til at udforske noget nyt. Jeg har en meget åben arbejdsstruktur, hvor det kun er igennem praksis, at vi ankommer til det endelige sted.”
Animisme
Selvom Steensens inspirationskilder er talrige, fremhæver han alligevel Pierre Huyge, som noget særligt. ”Han er helt hands off, men han har en indlevelse og man fornemmer en anden verden, en fantasi og en stærk sanselighed. Han er en kunstner, som inspirerer mig, også i måden han bruger installationer på.”
En anden inspirationskilde har været animisme, altså forestillingen om en besjælet natur og en særlig forbundethed på tværs af både arter og individer. Terence McKenna holdt i 70’erne og 80’erne en række foredrag om emnet og koblede det til Virtual Reality, hvor han beskrev det som en måde at udvide ens mentale rum og derigennem opnå forbindelse til andre arter og til naturen.
Brugen af teknologi er for Steensen performativt: ”Teknologi og dens brug er noget, der har stærke farver, det er noget, der bevæger sig, det er noget, der har rum, det er noget, der har lyd, det er noget, ens krop skal bevæge sig igennem, og hvor man kan lave en slags ritualer.”
Ritualer, der ifølge Steensen har et startpunkt, og et slutpunkt, men som undervejs er et transformationsrum, som kan opleves forskelligt, alt afhængig af hvordan brugeren bliver inviteret til at træde ind i en ruminstallation, interagerer i den og træder ud igen.
”Teknologien fascinerer os, fordi det virker meget sanseligt, og som mennesker tror jeg, at det er meget naturligt for os. Det er noget, vi søger efter og har lyst til. Denne her flydende, organiske fornemmelse af at interagere og blive ét med et medie. Det er de kvaliteter, som har inspireret mig mere end koncepter og diskurser om teknologi i samfundet, politik og den slags.”
”Så mine værker har været inspireret af animisme i den forstand, at det er kropsligt. Det er noget, der kan forbinde mennesker til hinanden og til andre arter, andre steder. Så i stedet for at tænke på det som et kunstværk eller et medie, som er foran dig, så er det noget, der omslutter og forbinder dig direkte til noget.”
Læs også: Jakob Kudsk Steensen nomineret til pris på Venedig Biennalen
Her bemærker jeg, at Steensen har omtalt sin inspiration af animisme i datid og spørger derfor ind til årsagen, og om han har bevæget sig videre?
”Ja, det animistiske har også et kolonialt sprog over sig”, forklarer han. ”Der er meget noget med at være fascineret af “andre kulturer” i en vestlig sammenhæng, og så der er et skarpt polært sprog, man anvender, når man sammenligner animisme og teknologi.” I stedet forsøger Steensen nu at skrælle det animistiske lag væk og gå mere ind i kernen af de fænomener, han undersøger.
Global og hyperlokal
Det er i denne søgen mod kernen, det nære, samtidig med at man er forbundet med verden, at Steensen ser paralleller mellem sin egen praksis og den aktuelle Corona-lockdown. For hvordan bevarer man en følelse af nærhed, samtidig med at man er forbundet på tværs af tid og sted i det globale samfund?
Steensens nuværende projekt er en del af et residencyophold i Arles under LUMA Foundation. Her arbejder han med en feltbiolog, der kigger på små formationer på 10×10 cm. i et vådområde, og hvordan salt og vand, alger og bakterier kontrollerer områdets liv. ”Det er så hyperlokalt og fokuseret, og samtidig har det også et globalt potentiale, når det bliver lavet til noget virtuelt, hvor det f.eks. vises via en app. Det kan morfes til et hav af forskellige formater, uden man selv behøver at rejse bagefter.”
Steensens lyddesigner var i området for at lave optagelser i december. ”Nu er han tilbage i New York, og så logger vi bogstaveligt talt ind i virtual reality i det virtuelle landskab, som jeg har skabt, og så arbejder vi sammen i det virtuelle rum på tværs af kontinenter. Så vi er forbundne og arbejder på dette her virtuelle landskab lige nu.” Det er denne måde at arbejde og tænke på, som Steensen mener, at der bliver mere og mere behov for.
Og det er den samme mission som LUMA Foundation har. ”De er ved at åbne et stort museum hernede, hvor jeg er artist in residence, men de arbejder også med lokale feltbiologer og støtter også World Wildlife Foundation og det største vådlandsreservat i Europa. Det en institution med fokus på kunst, natur, design og bevaring”, fortæller Steensen.
”Jeg tror i den sidste ende, at det, publikum sanser i værkerne, er direkte forbundet til, hvordan noget er skabt. Så hvis man skaber det og virkelig har hænderne nede i jorden, så kan man også sanse det. Jeg tror, at samtidskunsten over en længere periode har været mere baseret på koncepter end på den egentlige sanselighed i værket. Jeg forsøger at finde tilbage – især i det virtuelle – hvor kontrasten måske er endnu større.”
Holistisk vidensprodution
Mange kunstnere lader sig i disse år inspirere af metodiske tilgange fra naturvidenskaben og antropologien. Jeg spørger derfor Steensen, om han ser paralleller mellem kunstens manglende formålsrettethed, og den frie forskning, som i disse år er under pres.
”Bestemt. Her til sommer var jeg nede at forberede et værk, som jeg vil lave på Azorerne, sammen med med en marinebiolog. Og de har nærmest ingen funding. De arbejder ligesom kunstnere for små legater og forsker i nogle vildt interessante nye perspektiver, som ikke har det her forudbestemte rationale. Men det er stærke historier, og der er en stærk passion, og jeg synes, at historierne fortjener at blive delt”.
Re-Animated handler eksempelvis om en uddød fugleart, men også om en ornitologs minder og følelser, når han beskriver den. Værket er baseret på Dr. Douglas H. Pratt, som brugte 40 år af sit liv på at udforske disse fugle på Hawaii. ”Nu er emnet for hans livsværk forsvundet og uddødt, så hvordan føles det for ham på et emotionelt niveau, og hvordan kan man transformere det til en kunstig oplevelse?” fortæller Steensen. ”Så det er dels en kunstig oplevelse, der handler om en død fugl. Men værket handler også om, at ting dør, men at vi samtidig kan få adgang til minder af det tabte gennem det virtuelle og virtuelle arkiver, og hvad der sker emotionelt og psykologisk, når vi igen møder disse tabte ting.”
Det personlige blik
”Det, der inspirerer mig, er disse feltbiologers meget holistiske tilgang til materialet. Det er naturvidenskabeligt, det er æstetisk, det er emotionelt, det er personligt, men der er måske ikke så meget i samfundet i dag, der kommunikerer det videre”, fortæller Steensen.
”Det tager altid en uges tid, at komme ind under huden på folk. Til at begynde med spørger jeg måske, “hvad er interessant ved dette landskab?” og så svarer han “Alting! Hvad vil du vide?”” I stedet handler det for Steensen om at komme ind og finde forskerens personlige blik på emnet:
”I projektet i Sydfrankrig brugte vi en uge på at fotografere og optage lyd, og langsomt blev vi mere personlige og kom til at kende hinanden. På et tidspunkt spørger feltbiologen: “Hvor mange billeder kan dit kamera tage?”. “Omkring 2000 billeder”. Så går han lidt væk, og ud af sin lomme tager han sit eget kamera og begynder at fotografere. Så går jeg hen og spørger: ”Hvad er det, du tager billeder af?“
”Og så begynder han at åbne op for, hvad det er han som person, med sin faglighed, med sit holistiske syn på landskabet egentlig selv går og kigger efter. Og det er det, han går og kigger efter, der inspirerer og bliver kernen i værket. Hvis et menneske bruger tre årtier af sit liv på at studere små processer og frø og planter i landskabet, så har man altså en ret stor passion, og der er en enorm viden og følelser også.”
Et behov for det rolige, det dybe og det sanselige
Og det er følelserne, der inspirerer Steensen: ”Det er den dedikation til et sted og et materiale, som mange folk mangler i dag. Vi har de digitale medier, og lige pludselig har du coronavirus, der gør at alle er tvunget til at være derhjemme og have en anden form for nærvær, og en anden tilstedeværelse.”
”Lige nu har vi to valg”, mener Steensen: ”Man kan vælge at blive helt virtuel og så bare sidde på instagram og facebook og medier. Så bliver din sanselighed reduceret til en todimensionel flade. Eller man kan prøve at vende sig væk fra det og prøve at kigge på andre ting omkring en. Og det er det, jeg tror, vi skal mere. Paradoksalt nok i min praksis, så bruger jeg det virtuelle til at prøve at skabe den form for sanselighed.”
”Det er derfor, at feltbiologier er inspirerende: Det er mennesker, der bruger årtier på at studere en ting eller et sted. Dén form for fokus, rolighed, sanselighed og dybde er blevet eroderet og fjernet inden for de fleste andre områder i samfundet. Det er det, jeg synes er interessant, også inden for samtidskunst, altså at være i materien og arbejde. Jeg tror i virkeligheden, at det er det, vi som mennesker har behov for”, afslutter Steensen: ”Der bliver efterspørgsel på ting, der er rolige, dybe, sanselige.”
