Jeremy Deller skaber stor installation på Heartland

Jeremy Deller skaber stor installation på Heartland

Jermey Deller. Foto: Tasha Amini.

Heartland offentliggør kunstprogrammet for festivalen, som finder sted 2.-4. juni ved Egeskov Slot på Midtfyn. Hovednavnet er Jeremy Deller, og han flankeres af kunstnere som Hesselholdt & Mejlvang, Søren Hüttel, Christian Falsnaes & Søren Berner, Mette Riise, og designduoen (a.o.t.).

Heartland er en musikfestival, der kombinerer musikken med andre kulturgenrer – blandt andet er der fokus på samtidskunsten. 

Ni kunstnere er en del af festivalens kunstprogram, og årets hovedværk er skabt af britiske Jeremy Deller (f. 1966), der vil skabe et nyt stedspecifikt værk – “et lokkende, lidt skræmmende og tankevækkende væsen midt i Egeskovs Slotspark (..),der endvidere kan læses som en tankevækkende kommentar til den aktuelle klimakrise og den COVID-19-pandemi, verden stadig står i”, som det hedder fra festivalen.

Deller er en kunstner, man ofte kan opleve på store internationale kunstudstillinger, men igennem hele karrieren har han været optaget af at vise kunst uden for de traditionelle galleri- og museumsrammer. Meget af hans kunst er skabt i samarbejde med andre og har ofte et politisk aspekt ved netop at involvere andre mennesker i den kreative proces. Et af Dellers vigtigste værker, The Battle of Orgreave fra 2001, var en genopførelse af den voldelige konfrontation mellem minearbejdere og politiet i forbindelse med minearbejderstrejken i England i 1984. Mere end 1.000 mennesker deltog i genopførelsen, der blev filmet til dokumentation. 

Jeremy Deller modtog i 2004 den prestigefyldte Turner Prize og repræsenterede England ved den 55. Venedig Biennale i 2013. 

Sprogets magt

Derudover vil publikum kunne opleve Hesselholdt & Mejlvangs værk Language Creates Reality, der udfolder sig over 135 meter på stien fra indgangen til festivalen, hvor hvide stofstykker med påmalet tekst blafrer, og gør opmærksom på sprogets og ordenes skjulte magtpotentiale. 

Søren Hüttel står bag kunsten ved Heartlands to hovedindgange, mens designerstudiet (a.o.t) – among other things – skaber en række hængende lysværker.

Artrium

Artrium er Heartlands scene for kunst. Scenen, der er udformet som en pavillon, huser det interaktive Art & Audience-program, hvor Christian Falsnaes & Søren Berner, Mette Riise samt Hesselholdt & Mejlvang vil arbejde med performances, der inviterer publikum til at deltage.

New & Art

I et nyt samarbejde med Det Fynske Kunstakademi vil Heartland desuden præsentere 10 unge kunststuderende, der i løbet af 2021 har deltaget i et undervisningsforløb, ledet af Ditte Knus Tønnesen, der selv er billedkunstner og co-kurator på Heartlands kunstprogram. Kurset har handlet om kunst i det offentlige rum og de arbejdsprocesser, der ligger bag udførelsen af et værk i stor skala. Resultatet af forløbet er de værker, som vil blive udstillet på Heartland 2022.

Flere offentliggørelser på vej

De kommende uger og måneder vil der løbende blive offentliggjort flere navne, der kan opleves på Heartland 2022. Festivalen finder sted fra torsdag den 2. juni til lørdag den 4. juni ved Egeskov Slot på Midtfyn.
Læs mere om festivalen her.

Kilde: Heartland

Del artiklen

'Jeremy Deller skaber stor installation på Heartland'

Facebook