Jeg er en mislykket kunstner, der er blevet ved med at lave kunst.

Jeg er en mislykket kunstner, der er blevet ved med at lave kunst.
Eller rettere, jeg er en fejlslagen kunstner, der har hustlet, nok til at jeg lige har klaret mig.
Eller jeg er en middelklasse kunstner, der klarer mig med penge og støtte hjemmefra.
Eller jeg er en ukendt kunstner uden anerkendelse.
Eller jeg er en kunstner, der gør tingene på min egen måde.
Eller jeg er en marginal kunstner, der hverken kan eller vil passe ind, men alligevel bliver nødt til det for at overleve.
Eller jeg er en kunstner, der ikke har forstået at kunst er en karriere og ikke en livsstil.
Eller jeg er en meget klog kunstner med værker, ingen forstår.
Eller jeg er en vanskelig kunstner, der ikke passer ind.
Eller jeg er en ustabil kunstner, der laver for mange forskellige ting.
Eller jeg er en middelmådig kunstner med en passende karriere.
Eller jeg er en fundraiser, der kalder mig selv kunstner for at have det bedre med mig selv.
Eller jeg er en doven fattigrøv, der nasser på ”systemet”.
Eller jeg er en pseudo-akademiker, der lader som jeg ved, hvad jeg snakker om.
Eller er jeg en producerende kunstner, der taler og skriver fra den position.
Eller jeg er en halvgammel kunstner, der har toppet for lang tid siden, uden at det er gået op for mig.
Eller jeg er en forælder, der også laver kunst.
Eller jeg er en kunstner, der forsømmer mit barn for at dyrke mine brødløse projekter.
Eller jeg er en teoretisk interesseret kunstner på en formalistisk kunstscene.
Eller jeg har haft lige nok succes til at blive ved som kunstner, uden at skulle gå for meget på kompromis.
Eller jeg stifter gæld, mens jeg håber på, at noget bliver nemmere på et tidspunkt.
Eller jeg er tidligere professor, og det var banken glad for.
Eller jeg er en kunstner, der har valgt det marginale, og det er banken ikke glad for.
Eller jeg er en marginal kunstner, der søger at retfærdiggøre, at der ikke er nogen, der er interesserede.
Eller jeg er en græsrodskunstner, fordi jeg er utryg ved institutionerne.
Eller jeg er en græsrodskunstner, fordi institutionerne er utrygge ved mig.
Eller jeg har svært ved at betale huslejen, fordi jeg har valgt frihed frem for økonomi.
Eller jeg har svært ved at betale huslejen, fordi jeg ikke kan finde ud af at have et lønarbejde.
Eller jeg har svært ved at betale huslejen, fordi jeg ikke kan finde ud af at have en chef.
Eller jeg må bare tage mig sammen og indse, at også jeg skal have et job.
Eller jeg er kunstner, fordi Statens Kunstfond er min chef.
Eller jeg er stadigvæk kunstner, fordi jeg mangler fantasien til at finde på noget andet.
Eller jeg er kunstner, fordi jeg ikke kan andet.
Eller jeg er kunstner, fordi jeg kan for mange forskellige ting.
Eller jeg er faktisk en mislykket kunstner og burde holde op med at lave kunst – NU.
Eller jeg er stadigvæk kunstner, fordi så kan jeg få lov at skrive, læse, tænke, bygge, snakke, programmere og udstille.
Eller jeg er kunstner, fordi jeg ville synes, at det var flovt at indrømme, at jeg var mislykket.
Eller jeg er kunstner, fordi jeg stadig tror på kunstnermyten, men ikke vil indrømme det overfor mig selv.
Eller jeg er kunstner, fordi jeg håber at blive opdaget og hyldet efter min død.
Eller jeg er en invasiv signalkrebs, der lader som om, jeg er kunstner, fordi ingen ved, hvad det betyder.
Eller jeg er kunstner, fordi jeg gerne vil elskes, høres og beundres.
Eller måske er jeg slet ikke kunstner, men noget helt andet, jeg endnu ikke har opdaget.
Eller jeg er kunstner, fordi det er den frieste rolle, jeg har kunnet finde i samfundet.
Eller måske er det ikke så vigtigt med kunstnertitlen alligevel.
Eller måske burde man gøre noget nyttigt i stedet for at producere kunst, ingen interesserer sig for.
Eller måske er det vigtigt at gøre netop det, som ingen andre gør og holde aparte traditioner i live.
Eller måske skulle jeg læse en PhD og få et par mere stabile år.
Eller måske skulle jeg bygge min egen institution.
Eller måske skal jeg bare melde mig helt ud.
Eller måske skulle jeg blive og prøve at ændre alting.
Eller måske skulle jeg acceptere at tingene er, som de er, og få det bedste ud af situationen.
Eller måske skulle jeg holde op med at kalde mig kunstner, og i stedet kalde mig en FHJJHFFGGGYUJ.
Eller måske skulle jeg holde op med at pille mig i min egen navle og “get on with it”.
Eller måske er det meget godt at tænke lidt for meget, sætte sig mellem alle stolene og alligevel “get on with it”.
Eller også er det bare sådan, livet er for alle, kunstner eller ej: Fuldt af tvivl og bristede illusioner, kombineret med håb og drømme.
Eller måske er det bare ved at være lidt sent at genopfinde sig selv.
Eller måske er jeg bare en middelmådig kunstner som så mange andre, der snart vil blive glemt.
Eller måske er det okay – helt okay – at blive glemt, fordi kunsthistorien alligevel er en stor løgn.
Eller også er jeg en lille bitte del af et stort, fælles kunstfelt, hvor jeg har bidraget med, hvad jeg kan.
Eller også er alt dette sandt og muligt på en og samme tid, og jeg behøver ikke at vælge.

Når jeg siger, at jeg er en mislykket kunstner, så mener jeg ikke, at det er synd for mig, eller at I skal have ondt af mig. Jeg mener, at jeg ikke anerkender kunstverdens hierarkier. Jeg mener, at de succeskriterier, der dyrkes i kunstverdenen er mislykkede i sig selv, og at det er på tide at sige farvel til dem, i hvert tilfælde for mit eget vedkommende. Jeg mener, at kunstinstitutionsformerne er fejlslagne, og at det er på tide, at nogen gentænker dem. Jeg mener: hvornår har det ikke været sådan, man må nok finde en måde at leve med dem på, hvor de gør mindst mulig skade. Jeg mener, at der er en styrke i ikke at underlægge sig forfejlede værdisystemer, men at det også kræver, at man forsøger at opstille nogle andre værdier. Jeg mener, at man lige så godt kunne bygge en kunstverden på solidaritet og fællesskab som på hype og jagten på individuel succes. Jeg mener ikke, at der er andre end kunstnerne selv, der virker til hverken at kunne eller ville gøre dette. Jeg mener, at jeg gerne vil påtage mig lidt af arbejdet med at bygge andre strukturer frem for at søge at passe ind.

Når jeg siger, at jeg er en mislykket kunstner, så mener jeg, at kunstverdenen aldrig bliver ideel, men at den stadigvæk indeholder meget, jeg holder af, og meget som giver mig grund til optimisme. Jeg mener, at jeg prøver at være solidarisk også med de mange fantastiske kunstnere, der ikke vil, eller kan, spille med på markeds- eller institutions-spillet.

Jeg mener, at kunstverdenen ikke er meritokratisk eller demokratisk, og at det ikke nødvendigvis er de, der laver den bedste kunst, der får den største succes. Jeg mener, at derfor er det vigtigt ikke at tro, at den succesfulde kunst er det bedste, der findes, eller at den systematiske dyrkelse af succes leder til kvalitet. Jeg mener, at vi som kunstnere bliver nødt til at være modigere og bedre til at pege på kvaliteten udenfor rampelyset. Jeg mener, at vi bliver nødt til at danne alternative offentligheder på tværs af traditionelle fagskel og åbne os mod at lære af andre områder, mens vi spreder den billedkunstneriske tradition uden for reservatet. Jeg mener, at det er pissevanskeligt og langsommeligt arbejde. Jeg mener, at man må starte i det små og prøve at være tålmodig (selvom jeg ikke selv er god til det).

Når jeg siger, at jeg er en mislykket kunstner, mener jeg, at der er for meget af det samme, og for lidt reel forskellighed i kunstverdenen. Jeg mener, at de, der siger, at de kender den danske kunstverden og ved, hvad der er vigtigt, ikke har kigget ordentligt efter. Jeg mener, at det er for kedeligt at være tre år efter Berlin med de seneste trends og ikke tro på, at det lokale kan være banebrydende. Jeg mener, at behovet for legitimering alt for tit overstiger behovet for kvalitet (whatever that is – men det er en anden diskussion). Jeg mener, at det er i kanten af kunstverdenen (geografisk og økonomisk), at det hårde, ulønnede, usynlige og vigtige arbejde for at lave interessant kunst foregår. Jeg mener, at lille provinsielle Danmark er god til at producere skæve kunstnere (på den gode måde), fordi vi er et marginalt og underligt land, men også at vi ikke er gode til at værdsætte dem eller give dem plads. Jeg mener, at den lokale kunstverden alt for ofte mangler selvtillid og tro på egne evner til at sætte en relevant dagsorden. Jeg mener, at der er lige så mange interessante fejlslagne teoretikere, kuratorer, institutioner og administratorer, som der er fejlslagne kunstnere. Jeg mener, at det ville være dejligt, hvis de gav mere udtryk for deres ”fejlslagenhed”, så vi kunne lave en fælles modpol til konsensus og succesdyrkelse.

Når jeg siger, at jeg er en mislykket kunstner, mener jeg, at ved at kalde sig selv en fejl kan man opnå en større frihed, end ved at kalde sig selv en succes. Jeg mener, at vi bør støtte flere såkaldt fejlslagne kunstner med flere gode deltidsjob, mindre stigmatisering af lønarbejde og en omdefineret ide om, hvad en professionelt kunstner er. Jeg mener, at det at have et lønarbejde ved siden af sin praksis ikke er så forskelligt fra at holde møder og fundraise. Jeg mener, at de erfaringer man får ved også at engagere sig i samfundet uden for billedkunstens snævre verden, betyder noget for den kunst, man laver. Jeg mener, at der er grund til at være stolt, hvis man kan blive ved med at producere æstetiske objekter og oplevelser uden at tænke i de snævre målgrupper og emner, der kendetegner den “succesfulde” del af kunstverdenen. Jeg mener, at de, der er uddannet billedkunstnere, men arbejder uden for dens økonomi og struktur, bærer vores fælles traditioner videre i lige så høj grad som dem, der har kunnet begå sig og blive accepteret.

Når jeg siger, at jeg er en mislykket kunstner, så mener jeg, at kunsthistorien hovedsageligt er skrevet, og bliver skrevet af folk med en hang til kassetænkning og meget snævre ideer om kunst. Jeg mener, at den fremadskridende idé om, at kunsten udvikler sig i en bestemt retning, om at noget kunst er aktuelt eller noget er uaktuelt, er en stor løgn. Jeg mener, at fortidens fortrængte ideer og de, der kaldes uaktuelle/marginale/fejlslagne, i lige så høj grad som mainstreammediernes nyhedskriterier, er noget, vi kan bruge til at skabe en bedre (kunst)verden. Jeg mener, at enhver kunstner bør skrive sin egen kunsthistorie på tværs af trends og oven på den officielle kunsthistorie, man finder i bøger og institutioner. Jeg mener, at vi bør tro mindre på autoriteterne og mere på vores kollegaer og hvad, vi selv sanser og ser. Jeg mener, at flere parallelle og modsatrettede hierarkier er bedre end et monolitisk marked og konsensusbårne institutioner.

Når jeg siger, at jeg er en mislykket kunstner, mener jeg, at jeg ikke selv kan leve op til nogen som helst af mine egne idealer. Jeg mener, at jeg bør tilgive mig selv og leve bedst muligt med bevidstheden om min udtalte uperfekthed. Jeg mener, at holde op med at forsøge at være en “succes” er at acceptere mine mangler og fortsætte arbejdet med at gøre en minimal forskel med de midler, jeg nu engang har til min rådighed. Jeg mener, at det at sige højt, at jeg er fejlslagen, gør at jeg i lidt højere grad kan gøre, hvad jeg kan se, der bør gøres, og i mindre grad hvad jeg “får at vide” mellem linjerne på fondsansøgninger og på institutions/galleribesøg ser, at jeg burde gøre. Jeg mener, at vi befinder os i et samskabende spil, hvor enhver “succes” dækker over utallige lige så vigtige og interessante andre muligheder. Jeg mener, at der er uendeligt meget mere glemt og uset kunst af høj kvalitet end det begrænsede udbud, der findes i kunsthistorien, ses på markedet og i institutionerne. Jeg mener, at der er utallige nye og endnu ukendte nydelser at opleve og nye erkendelser at få, hvis man bevæger sig væk fra det succesfulde.

Når jeg siger, at jeg er en fejlslagen kunstner, så er det fordi, jeg ikke føler mig som en, men oplever at bliver kaldt det ud fra nogle kriterier, jeg ikke anerkender. Jeg mener, at flere burde komme ud af skabet som fejlslagne kunstnere og fejre det sammen med mig. Jeg mener, at vi bør fejre dem, der holder u-trendy og kontrære positioner i live. Jeg mener, at vi godt kunne lave en mere demokratisk og inklusiv kunstverden, hvis vi opgiver ideen om succes, men at det er usandsynligt, at det sker foreløbigt. Jeg mener, at geni-dyrkelsen nok aldrig forsvinder helt fra kunstverdenen, hvad enten den er forklædt som elitedyrkelse eller myten om, at sultne kunstnere laver bedre kunst, men som kunstner behøver man ikke selv at tro på den. Jeg mener, at jeg bevæger mig en lille bitte smule tættere på virkeligheden ved at kalde mig en mislykket kunstner og væk fra normerne i den lomme af verden, jeg nu engang befinder mig i, og det føles både nydelsesfuldt og fuldt af potentiale.

Kristoffer Ørum 2023