Ismar Čirkinagićs udstilling bærer spor om ugerninger og menneskelige tragedier

Fortæl lidt om udstillingen?

Udstillingen er en total-installation bestående af skulpturelle og auditive elementer, som hver på sin vis indtager og aktiverer det smukke runde udstillingsrum tegnet i 1930’erne af den anerkendte kroatiske billedhugger Ivan Meštrović.

Det horisontale element i Čirkinagić’ værk består af ødelagte bygningskonstruktioner systematisk organiseret på gulvet som en slags fundament til et hus, der ikke findes. Værkets vertikale akse er centreret omkring 6 meter høje og opadstræbende tekstilværker, der illuderer to skibssejl.
Sejlende er syet af tøj, der har tilhørt ofre, som har mistet livet i krige og politiske konflikter forskellige steder i verden, ligesom de ruinlignende bygningsfragmenterne på gulvet er indsamlet fra konfliktramte områder.

Lyden, der omsvøber og samler installationens fysiske elementer, er komponeret af fragmenter fra de vidneudsagn, kunstneren har modtaget fra familier til de afdøde ofre. Denne poetiske assemblage bliver automatisk oversat og mekanisk læst op på blandt andet arabisk, hebraisk, spansk og ukrainsk.

Læs også om Ismar Čirkinagić’ udstilling With matter through time på Viborg Kunsthal.

Hvor stammer bygningsfragmenterne og tøjet fra?

Bygningsfragmenterne og tøjet stammer fra Afghanistan, Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Egypten, El Salvador, Guatemala, Honduras, Israel, Nordirland, Palæstina, Sydafrika, Serbien, Syrien, Uganda og Ukraine.
Det drejer sig således ikke om præfabrikeret kunstnerisk materiale, der symboliserer eller illustrerer et budskab, men nærmest om artefakter eller bevismateriale, der i sig selv bærer et vidnesbyrd.

Den kunstnerisk gestus består i, at disse objekter, der bærer spor om ugerningerne fra forskellige geografiske, kulturelle og historiske kontekster, bliver præsenteret side om side i et samlet værk, der gerne skulle opfordre til et transkulturelt syn på mennesket og dets tragedie.

Kunstneren har således i denne installation, ligesom i flere af sine tidligere værker, haft fokus på det almenmenneskelige aspekt, der går ud over forskellene dikteret af nationale, religiøse og politiske overbevisninger. Med andre ord: det, der forener os som mennesker, frem for det, der adskiller os.

Kan du fortælle om det mønster, bygningsfragmenterne er lagt i?

Ruinerne er placeret i lige linjer, som var de optegninger af en byggegrund. Samtidig er denne lineære organisation et forsøg på at skabe orden i kaos, og som sådan kan man se ”mønsteret” som resultat af en kunstnerisk re-enactment af de tvangsprægede OCD-rutiner, som typisk karakteriserer personer, der lider af posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD).

Hvordan har Ismar Čirkinagić fået fat i tøjet, han har brugt til sejlene?

Vi har arbejdet på indsamlingen af tøjet cirka et år op til udstillingen. Čirkinagić startede med indsamlingsprocessen i Bosnien-Hercegovina, hvor han personligt kender flere familier, som har mistet nogen under krigen i ’90erne. Derefter tog vi kontakt til organisationer eller privatpersoner i andre dele af verden, hvor politiske konflikter har fundet sted.

Hvis verdenen ikke havde været ramt af rejserestriktionerne i forbindelse med COVID-19, ville Čirkinagić selv have rejst til mange af de destinationer, hvorfra vi forsøgte at indhente tøj. Det er nemlig kunstnerens erfaring fra tidligere projekter, at den personlig kontakt og solidariske medfølelse betyder meget for denne type ømtålelige processer, hvor man har med traumatiske oplevelser at gøre.

Eftersom de personlige møder ikke var mulige, har vi, i mangel af bedre, enten holdt online-konferencer eller fundet lokale kontaktpersoner, som kunne formidle projektet til familierne på en etisk korrekt måde og i overensstemmelse med kunstnerens vision.

Udstillingen er en del af et kuratorisk ph.d.-projekt, du er i gang med. Kan du fortælle lidt om, hvad din interesse er i den forbindelse?

Det, der er særligt interessant i forhold til min kuratoriske forskning, er receptionsproblematikken og spørgsmålet om, hvordan kunsternes intention bliver modtaget af et publikum, som ikke nødvendigvis har erfaret de samme anstrengelser som kunstneren. Et spørgsmål som blandt andre Susan Sontag har forsøgt at besvare i bog Regarding the Pain of Others.

Efter visningen i Kroatien ønsker jeg at præsentere Čirkinagićs udstilling for publikum i Danmark. Det vil nemlig give mig en mulighed for at sammenligne publikumserfaringerne i to forskellige kulturelle kontekster – den ene meget mere præget af krig end den anden.

Som den praktiske del af mit kuratoriske ph.d.-projekt, planlægger jeg desuden at afholde et kunstseminar på SMK, som også vil se nærmere på, hvordan forholdet mellem kunstnerens intention og modtagerens reception af værket påvirker de kuratoriske greb.