Hvornår træder kunsten ud over sin egen grænse i en sådan grad at den ikke længere er etisk forsvarlig? Det spørgsmål rejses af Konstfack i Stockholm ovenpå den heftige debat, der har fulgt NUG og Anna Odells værker. Men er der grænser for kunsten?
Ja, Stocholms Konstfack er så meget i vildrede over kunstens grænser, at de nu nedsætter et etisk råd, der skal formulere nogle etiske retningslinjer for skolens fremtidige kunstprojekter. En måde hvorpå man kan komme det omkringliggende samfunds kritik til livs og skabe mere sammenhæng mellem skole, elever og de faglige vejledere.
Kunst og grænseoverskridelsen
Flere af de studerende har været i dialog med Dagens Nyheter i Stockholm. Blandt andet den ombruste Anna Odell, som fingerede et psykisk anfald, der endte med at trække store resurser på det psykiatriske beredskab i Stockholm. Men her peger hun på det store bagvedliggende motiv som retfærdiggør lovovertrædelsen. Hun godkender derfor at det etiske skal være en del af de kunstneriske spørgsmål, men ikke en direkte retningslinje.
"Den etiske diskussion skal absolut være en del af den kunstneriske proces. Men kunst har altid været grænseoverskridende. Kunstnere har ligesom journalister en opgave i samfundet, som gør at vi bliver nødt til at bevæge os lidt i udkanten af hvad, der er tilladt, hvis motivet er vigtigt," siger Anna Odell til Dagens Nyheter den 4. marts.
Kunstens legitimitet
Hov. Flere realiteter springer i øjnene her: Journalister er uddannede, ansat (kan dermed fyres!), er underlagt kildeansvar og står frem som sådan med pressekort, diktafon og notesblok. Når de arbejder undercover, er det for en højere sags tjeneste, men med en overhængende risiko for at skulle gå under jorden efterfølgende, blive fyret, angrebet eller i nogen tilfælde miste livet. Målet er information, som man vurderer er ekstrem vigtig i en samfundsmæssig sammenhæng.
Anna Odell er ikke journalist (og kan ikke stilles til ansvar som sådan) og den eneste platform hun kan rejse sin samfundskritik fra er kunsten. Hun vil jo netop have, at hendes værk tages alvorligt og anskues som "kunst". Derfor må vi også evaluere hendes projekt – ikke som en medborgers handling, som i den forbindelse ville have været strafbar – men som kunst med en social dagsorden, må man formode. Men kan man forvalte kunsten uden ansvar?
Når kunsten taler
Grunden til at vi i Danmark lytter til og debatterer for eksempel Kenneth A. Balfelt, Kristian von Hornsleth, Jakob S. Boeskov, Superflex, The Yes Men, Das Beckwerk og NUG og Anna Odell for denne sags skyld er, at disse aktører ikke er menige borgere, men "kunstnere", som ikke bare udtaler sig personligt, men i kraft af kunsten kan behandle en problematik på et mere generelt samfundsmæssigt niveau.
Og vi lytter, fordi det er fra "kunsten", de taler. Et refleksivt og frit rum, hvor tematikker, samfundsproblemer kan angribes og problematiseres med kunstens greb og stærke symbolik. Særligt kunsten kan italesætte disse ved at vende virkeligheden på vrangen og betragte forhold kritisk indefra, oppefra, nedefra og udefra. Her har kunsten igen og igen vist et vigtigt, kritisk, samfundsmæssigt potentiale.
Det vil sige at handlingen i dette frie rum ikke står alene men lades med en skjult symbolik. Når Balfelt laver et fixerum, når Hornsleth fostrer sin egen afrikanske landsby, når Jakob Boeskov tager på våbenmesse med sin falske ID-microchip-Sniper-riffel, når Superflex oversvømmer McDonald’s, når The Yes Men tager på præsidentkampagne i USA, og når Das Beckwerk bringer ‘demokratiet’ ind i Irak i en metalkuffert, så er det et led i en meget virkelig samfundsmæssig debat men samtidig stærke symbolske handlinger.
Handlinger, der indikerer et bagvedliggende: "Hvad nu hvis…" Dermed er handlingen noget, der er distanceret virkeligheden, udenfor den vante logik og følgende kan behandles som kunst, ikke som blotte handlinger. I det symbolske rum er kunsten nemlig stadig fri og dermed også tanken.
Kunstens ansvar
Disse kunstnere føler dog ofte et ansvar, når de handler, fordi de helt bevidst udnytter og taler fra en priviligeret position, der gør dem istand til at tale til en stor offentlighed. Det er så netop den symbolske styrke i handlingen og den kunstneriske forvaltning af denne position, dette ansvar, der burde være baggrunden for kritikken af disse projekter.
- En symbolsk styrke, der kunne vurderes efter, hvorledes handlingen har merværdi og supplerer den samfundsmæssige, politiske problematik og offentlige bevidsthed via kunstens sprog.
- Et ansvar, der kunne vurderes efter hvorledes kunstneren forvalter sin position som kunstner og interaktionen med offentligheden. Den kritik har netop ramt sådan en kunstner som Hornsleth (også i Sverige!), hvis symbolske handling i manges øjne var suppleret af en meget lille ansvarsfølelse overfor den offentlighed han interagerede med i sit Uganda-projekt i 2006.
Frihed uden/under ansvar
Med andre ord: Hvis man ikke forvalter kunstens frie (symbolske) rum med ansvar, kompromitterer man selv samme frihed. Udhuler det sted, man taler fra, fordi man tager det for givet.
Hverken friheden eller dette ansvar er blevet taget rigtig alvorligt på Konstfack før nu, og de aktuelle handlinger kan heller ikke ligefrem kaldes symbolske: NUG vandalisere en togvogn, Anna Odell står på broen, involverer forbipasserende, modsætter sig indlæggelse med vold og får sat store dele af det psykiatriske beredskab og andre indlagte i gang. Det er med andre ord ikke "kunstneriske" handlinger, der eksemplificerer ved sin symbolik. De er derimod virkelige. Derfor er de heller ikke længere frie.
