I næste uge bringer vi et interview med Elisabeth Toubro, formand for Kunstrådets Billedkunstudvalg. Hun mener, at kunstnerne må tænke kommunikationen til det uindviede publikum ind som en naturlig forlængelse af det kunstneriske udtryk. Ellers risikerer man at ekskludere den brede offentlighed.
Når stemmer i det danske kunstliv begræder marginaliseringen i medierne, bliver der skuet misundeligt mod øst. Det er anderledes i Sverige, lyder rygtet. Vi har spurgt den danske leder af Malmö Konsthall, hvad det er, de kan på den anden side af Øresund.
Da Jacob Fabricius i 2007 tiltrådte stillingen som leder på Malmö Konsthall, blev han mødt med et presse-opbud der (næsten) var en Hollywoodstjerne værdig. Og de svenske journalister var ikke blot kommet for skeptisk at betragte danskens invasion.
De var reelt interesserede i, hvad den nye leder ville, kunne og tænkte om kunsthallen. Den opmærksomhed havde Jacob Fabricius ikke forventet, for samme opsøgende nysgerrighed var han ikke vant til fra den danske presse. Herhjemme mener han, at der bliver skrevet forbavsende lidt om den slags.
”Der mangler en seriøsitet inden for medierne ifht kunsten og i formidlingen af kunsten,” udtaler Jacob Fabricius, der nødig vil lyde som en ung aktør på kunstscenen, der bare er sur over ikke at få nok opmærksomhed. ”Det er slet ikke det, det handler om – det handler om, at man undervurderer sit publikum. Man forventer, at de ikke er interesserede eller ikke forstår det.”
Og det er en selvforstærkende holdning, mener han. ”Når man gang på gang siger, at den her kunst er uhåndgribelig og uvedkommende, så er det jo klart, at folk kommer til at tro, at samtidskunsten ikke har noget med dem at gøre. Det synes jeg er synd.”
De seriøse svenskere
I Sverige tager man billedkunsten seriøst i landsdækkende og regionale aviser, og man kan se kulturprogrammer på tv i bedste sendetid; fredag aften kl 20 stødte Jacob Fabricius eksempelvis på et dybdegående interview med en forholdsvis ukendt kunstner. ”Det er jo altså der, der er ’Vild med dans’ herhjemme,” påpeger han.
Dækningen i Sverige betyder, at befolkningen har en chance for at høre eller læse noget nyt om kunst. ”Det er et spørgsmål om, at man kan skabe en eller anden form for nysgerrighed, og få folk gjort opmærksomme på hvilket udbud der egentlig er på det kulturelle område,” fortæller lederen af kunsthallen. Han ser en klar sammenhæng mellem besøgstal og pressedækning – og Malmö Konsthall har mange besøgende.
Jacob Fabricius har endnu ikke oplevet, at en udstilling på kunsthallen ikke fik omtale i dagspressen – de svenske medier er ivrige efter at bringe både anmeldelser og interviews med kunstnere.
Til sammenligning mener han, at det er symptomatisk for den måde, den danske presse arbejder på, at det hovedsageligt er de sensations-prægede historier i kunstverdenen, der får plads på kultursektionernes sider. Det har også været hans egen oplevelse med de udstillinger og projekter, han har været involveret i herhjemme.
Institutionens eget ansvar
”Man kan ikke bare tørre den af på pressen. Det er klart,” medgiver han. Kunstnere og institutioner har naturligvis også selv en del af ansvaret for at blive set og hørt.
På Malmö Konsthall er der tale om et omfattende formidlingsarbejde dels i form af kommunikation med pressen, men også med stor vægt på den direkte kontakt mellem institution og publikum. I den sidste kategori spiller det en vigtig rolle, at der er fri entré til kunsthallen, og en daglig omvisning i udstillingen.
Derudover er kunsthallen velsignet med en lang tradition som et sted, hvor folk ganske enkelt kommer, spiser frokost, ser på kunst, hænger ud og kommer tilbage flere gange. De har fat i offentligheden, og pressen følger op på de ting, der sker.
”Hvis man ikke når offentligheden og folk føler sig fremmedgjorte over for institutionerne så bliver institutionerne mere og mere døde. Der er det op til institutionerne at gøre dem mere levende og til stede i folks bevidsthed.”
Er svensken mere dannet?
Det er Jacob Fabricius’ vurdering, at både kunstnere og institutioner i Danmark også gør et stort stykke arbejde, men udfaldet er alligevel i et vist omfang afhængigt af redaktionelle prioriteringer i medierne. ”Man kan jo sende nok så mange pressemeddelelser ud, hvis de bare bliver lagt hen i en stak.”
Da jeg spørger, om den svenske offentlighed helt generelt har en højere kulturel dannelse end danskerne, afviser Jacob Fabricius, at det står så grelt til. ”Nej, det ville være for meget at sige,” lyder det, med et vist forbehold: ”Men der er ihvertfald en meget fokuseret interesse i Sverige.”
Jacob Fabricius modtog Statens Kunstråds Formidlingspris 2009, som blev uddelt d. 15. december.
Ifølge dr.dk modtager han prisen for at være "en grænseoverskrider og en brobygger - mellem folket og kunsten, mellem kunsten og virkeligheden, mellem Danmark og det store udland."
Jacob Fabricius deler prisen på 100.000 kr. med Jes Stein Pedersen, som er vært på 'Deadline 2. sektion' på DR2.
I næste uge bringer vi et interview med Elisabeth Toubro, formand for Kunstrådets Billedkunstudvalg. Hun mener, at kunstnerne må tænke kommunikationen til det uindviede publikum ind som en naturlig forlængelse af det kunstneriske udtryk. Ellers risikerer man at ekskludere den brede offentlighed.
