Samværets mørketid

Samværets mørketid

Installationsview, Genspejl skær og Skygge fald med værker af Veo Friis Jespersen og Mikael Thejll. Foto: Jens Markus Lindhe

Veo Friis Jespersen og Mikael Thejll har realiseret en sjældent velkomponeret totalinstallation i Møstings Hus, hvor nutidens selvcentrering følsomt og kritisk bearbejdes som skulptur og installation i legende dialog med hinanden og publikum.

Genspejl skær og Skygge fald, titlen på dobbeltudstillingen i Møstings Hus med Veo Friis Jespersen og Mikael Thejll, ånder umiddelbart idyl og samklang. Men i spejlningen, distancen, og ikke mindst mørket og kollapset ligger antydninger af mere kritisk karakter.

I titel og udstilling ligger også den helt basale præmis, at der er to fysiske udsagn til stede, der er gået i reflekteret, kunstnerisk dialog med hinanden og konstant forholder sig til dette vilkår.

Produktivt samvær
Således står mødet, og den dialog dette forudsætter, i udstillingens midterakse og rejser ganske følsomme, men også kritiske spørgsmål til, hvordan vi håndterer mødet og samtalen i mere kropslig, kulturel og samfundsmæssig forstand.

I mødet med en anden kunstners praksis, har udstillingen den positive effekt, at vi bliver ført ind i en række nye værker af to kunstnere, der udover at være fremragende håndværkere i ordets fineste forstand står stærkt i samspillet. Det er kort sagt længe siden, jeg har set de to kunstnere udfoldet så fornemt som i denne dialog.

Begge kunstnere har skabt en rumlig installation, hvor væggene er blevet forsynet med en membran, nye rum, og Møstings Hus tager sig markant anderledes ud. De har arbejdet med grafik, video, skulpturer, fotografi, lyd og installatoriske elementer, som tilsammen udfolder en fortælling om eksistentielle samværsvilkår.

Installationsview, Mikael Thejll: The Black Spot Swop Club, 2016. Foto: Jens Markus Lindhe.
Installationsview, Mikael Thejll: The Black Spot Swop Club, 2016. Foto: Jens Markus Lindhe.

Assimilation og frygt
Mikael Thejll indleder udstillingen med eksistensens mørke kræfter og tendenser. Vi er fanget, i stilstand, passificerede som insekter i et glas. Det er et nærmest klaustrofobisk rum ladet med fangeskab, kontrol, røde, stirrende øjne og udsagn i de grafiske væg-værker som: ”IN THE BELLY OF THE WHALE YOU HAVE TO EXPECT POISON FROM STANDING WATER” og supplerende diagrammer med ordene TRAPPED, TRAINED, TAMED, FRAMED.

Der er klare direktioner til mulige bevægelser med plasticbetræk på vore fødder og styret af gulvtæppets markeringer. Det er ét stort grafisk scenarium, der emmer af alt andet end frihed, dialog og medbestemmelse.

Ufriheden, dresseret inklusion og indordningen under strukturelle forhold peger ud i nutidens politiske kultur og fremmedfrygt, og midt i det hele møder vi en grafisk instruktion til en tango. Dansen, en passioneret tilstand mellem to indivder, nu sat under et stramt, kvadratisk system.

Installationsview, Mikael Thejll: The Black Spot Swop Club, 2016. Foto: Jens Markus Lindhe.
Installationsview, Mikael Thejll: The Black Spot Swop Club, 2016. Foto: Jens Markus Lindhe.

Ladet med statisk elektricitet (fra plasticbetræk og tangodans) griber man høretelefonerne på væggen for i ét nu at blive mindet om den nu fjerne naturs frie bevægelser, The Sound of Light in Trees, et lydværk med naturens bevægelsesfrihed af David Dunn.

Det er effektiv, kropslig manipulation med dybe betydninger, vi møder i Mikael Thejlls installation, der bærer titlen The Black Spot Swop Club. Det nærmer sig vold og emmer af kunstneriske incitamenter til at ruske op i os. Det går ret godt, særligt fordi manipulationen er så ’indbydende’ og gennemført.

Simultan-skulptur
Før vi træder ind i Veo Friis Jespersens univers, har kunstnerne udfoldet en lille gimmick, hvor de i to projektioner, installeret over for hinanden ihærdigt tygger tyggegummi og blæser bobler. En slags tygge-skulptører i en utrættelig dialog, vi alle kan træde ind i.

Man fornemmer samtidigheden og det ihærdige forsøg på at følge hinanden og boblernes knald, et forsøg på at styre noget tidsligt og fysisk betinget (i øvrigt uden at tabe masken). Det er meget sjovt, mest fordi man unægtelig ser temmelig fjollet ud i de ihærdige forsøg, men betydningsfuldt bliver det ikke.

De to kunstneres tyggegummibaserede skulptur-dialog. Foto: Jens Markus Lindhe.
De to kunstneres tyggegummibaserede skulptur-dialog. Foto: Jens Markus Lindhe.

Vi får i mine øjne snarere et billede af nogle kunstnere, der ikke er bange for at træde ned fra de høje luftlag, være til stede som krop, formulere skulpturen som et midlertidigt udsagn, lege med os og ikke mindst hinanden, og det er faktisk ganske befriende.

Inklusion med kroppen i centrum
Hvor Thejll iscenesatte os i ret konfronterende forstand, byder Veo Friis Jespersen ind til en langt mere gensidigt betinget dialog med sanseapparatet som primært værktøj. I hendes skalvægge, bygget op af halvgennemsigtig plast uden på husets oprindelige villavægge, møder vi objekter og materialer, der har direkte relation til vore kroppe og bevægelsesmønstre vi kender.

Vi går kort sagt i en ’begrænset’ dialog med objekterne, og kun via sanselige spor, spejlninger og små indblik, der leder os ind i momenter af en større fortælling, som vi selv må stykke sammen ud fra en kropslig kategorisering og erindring.

Installationsview i installation af Veo Friis Jespersen. Foto: Jens Markus Lindhe.
Installationsview i installation af Veo Friis Jespersen. Foto: Jens Markus Lindhe.

Jespersen er exceptionel til – via hendes skulpturelle greb – at skabe kropslige antydninger, som vi er nødt til videreføre for reelt at ’opleve’ værket. Det er en post-minimalistisk skulpturform, der bryder ud fra soklen, fordeler sig i rummet som en opbrudt gestus, der kræver vores sanselige forbindelser, før den egentlige dialog kan udfolde sig.

Det er i øjeblikket hvor vi sammensætter et fotoværks leg med naturens lys, at vi læser den skulptur foran os meningsfuldt, og på den måde forstår den intention materialet (bronze) er formet af.

Installationsview i installation af Veo Friis Jespersen. Foto: Jens Markus Lindhe.
Installationsview i installation af Veo Friis Jespersen. Foto: Jens Markus Lindhe.

På lignende vis er Jespersens totalinstallation fyldt med krydsende dialoger og betydninger, der leder os ind i en dragende, sanselig leg med overflader, former, overflader og illusioner. Det er generøst og utrolig velkomponeret.

Skulptur af Veo Friis Jespersen. Installationsview i installation af Veo Friis Jespersen. Foto: Jens Markus Lindhe.
Skulptur af Veo Friis Jespersen. Installationsview i installation af Veo Friis Jespersen. Foto: Jens Markus Lindhe.

Samtale over grænsen
I udstillingens to mindre rum har både Thejll og Jespersen skabt to mindre fortællinger, hvor deres værker krydser hinanden og indgår i et direkte samvær. Her er vi ikke så markant inkluderet i samtalen, og værkerne står mere afrundede som skulpturer eller indrammede udsagn i egen ret, der dog kommenterer eksemplarisk på hinanden.

Et fint eksempel er samtalen mellem Thejlls grafiske værk Flat Country – Long Shadows (2016), med de fire ord i hver sin rude i en flagstruktur, og Jespersens skulptur sammensat af markeringsflag, boule-kugler, grene, og plexiglas, der fører Thejlls åbne (nationale) vidder ind i en skarpt formuleret territorial kamp, hvor de lange skygger falder og genspejlningen har et skær af magtfuldkommen grænsekamp.

Så nåede vi vist tilbage til titlen, nutidens mørke, og hvorfor Møstings Hus lige nu byder på et sjældent samvær.

Kommentarer

Del artiklen

'Samværets mørketid'

Facebook