Skulpturens livtag med informationsalderen

Skulpturens livtag med informationsalderen

Heine Kjærgaard Klausen: Golden Shower, 2015. Foto: Martin Schubert

Uden at udstillingen selv siger det højt, så er Not at Home, Viborg Kunsthals aktuelle sommerprojekt, en skulpturudstilling, som er lavet og udtænkt af skulptører. Udstillingens grundproblem: hvordan kan vi bo i verden i dag?, er samtidig også samtidsskulpturens grundproblem: hvordan kan skulpturen som et fysisk medie bearbejde nutidens flygtige og digitaliserede virkelighed?

Der er altså et sammenfald i Not at Home mellem medier og problemstilling – et sammenfald, som udstillingen imidlertid ikke selv forholder sig til. Det gør, at formidlingen af Not at Home fremstår en smule nærsynet. Men samtidig kommer den omkring rigtig mange aspekter af, hvad skulpturmediet kan i forhold til at begribe livet ud fra vores kropslige og mentale forhold til fysiske steder og til ideen om et ‘hjem’. Det er en omfattende udstilling, som er vedkommende, både fordi den rammesætter et aktuelt tema, og fordi den gør det med et stort antal kunstværker, der forbinder sig direkte til en nutidig erfaringsverden. Med sin sammenhæng og integritet er Not at Home derfor en værdig konkurrent til Sculpture by the Sea i Aarhus.

Skulpturen som fortidens kunstform
I Not at Home har udstillingens tre kuratorer Veo Friis Jespersen, Heine Kjærgaard Klausen og Michael Thejll inviteret 26 danske kunstnere til at skabe nye værker, der alle forholder sig til det at bo som noget midlertidigt. Selvom fokus på udstillingen er det midlertidige og foranderlige, så er udstillingen dog præget af en længsel for at forbinde sig med steder: at finde sig selv, eller finde ud af, hvad det vil sige at være menneske, ved at relatere sig til et sted. Skulpturen er, betragtet ud fra nutidens digitale kommunikationsformer, et forældet medie, som har et mellemværende med fysiske steder – og derfor også med vores kroppe. I det udvidede skulpturbegreb, hvor skulpturen også indbefatter ruminstallationen, bliver skulpturen endvidere til arkitektur. Som en skulptur, man kan gå ind i, trækker ruminstallationen på arkitekturen, der på en måde også er et gammelt medie, fordi den forbinder os med den fysiske verden. Man kan derfor polemisk spørge, om skulpturen er et optimalt format til at belyse udstillingens tematik om at være i verden i den elektroniske tidsalder?

Rikke Ravn Sørensen: ...dug fordamper for siden at falde som regn, 2015. Foto: Martin Schubert
Rikke Ravn Sørensen: …dug fordamper for siden at falde som regn, 2015. Foto: Martin Schubert
Henrik Plenge Jacobsen: Encapsulation, 2015. Foto: Martin Schubert
Henrik Plenge Jacobsen: Encapsulation, 2015. Foto: Martin Schubert

Mellem sted og stedsløshed
Et godt billede på den udspændthed, der er til stede i skulpturen selv, mellem det stedsforankrende og det stedsløse, bliver materialiseret af henholdsvis Rikke Ravn Sørensens …dug fordamper for siden at falde som regn og Henrik Plenge Jacobsens Encapsulation. Ravn Sørensens strå- og halmskulptur skyder sig organisk op af jorden nærmest som et vildskud, som en tilsynekomst på tværs af tid. Den er en mellemting mellem en sokkel og et mindesmærke. Plenge Jacobsens Encapsulation, som har form af en IBM server-ramme, derimod, fremviser stedsløsheden som vilkår. Serveren er det sted, hvor den digitale realitet bliver forankret til det fysiske og til materialiteten. Til trods for, at det ikke er det værk, der umiddelbart åbner sig op for gæsten, så fremstår Encapsulation som et stærkt udsagn på udstillingen. Det gør den, fordi den samtidig med, at den rører ved den moderne skulpturs grundproblem (stedsløsheden), også beviser, at materien ikke er irrelevant i en immateriel, digital tidsalder. Nok suser information, sociale relationer og viden rundt i elektroniske kredsløb, men elektroniske netværk har også en fysisk forankring. De kunne ikke fungere uden tunge maskiner lavet af metal. Apples nye datacenter i Foulum, som Encapsulation også henviser til, er et nærværende eksempel på dette.

Torben Ebbesen: Not at Home, 2015. Foto: Veo Friis Jespersen
Torben Ebbesen: Not at Home, 2015. Foto: Veo Friis Jespersen

Mobile hjem
I den mere finurlige og narrative ende af udstillingen kan man se forslag som Hartmut Stockters, Elle Klarskov Jørgensens og Torben Ebbesens. De er værker, der billedliggør mobilitet som et aktuelt livsvilkår. I Stockters prærievogn og Jørgensens bærestol er det hjemmet, der er mobilt, mens Ebbesens forladte fuglehus vidner om mobile beboere.

Som modvægt til værker, der understreger det at være undervejs, fra ét sted til et andet, er der en gruppe af installatoriske værker på udstillingen, der undersøger, hvad det vil sige i moderne eksistentiel forstand at forbinde sig til den fysiske verden. Heine Klausens Golden Shower er en væltet trailer, udbygget med en trækonstruktion, et lille intimt rum, som man kan gå ind i (se billede øverst). Bemalet med guldspray og udstyret med plastikvanddunke af den slags, man bruger på campingturen, blander Klausen det sakrale med nutidens affortryllede hverdagsliv. Her kan man tage sig et hurtigt bad, mens man ser ned på den lille porcelænsfigur af Sædemanden i Royal Copenhagen-stil. Den er byggget ind i rummet som en lille relikviefigur. Dermed inddrager Golden Shower en bibelsk forestillingsverden om renselse og genfødsel – om kornet, der plantes og slår rod.

Rum med udsigt af Veo Friis Jespersen er et andet eksempel på en eksistentiel fortolkning af temaet, hvor en interimistisk, raketlignende, trækonstruktion skaber et shelter, man kan kravle ind i. Samtidig med, at der i disse værker er en søgen på spil efter at skabe betydningsfulde steder og forbinde sig til dem, så fortolker de også skulpturens rum som midlertidige strukturer.

Veo Friis Jespersen: Rum med udsigt, 2015. Foto: Martin Schubert
Veo Friis Jespersen: Rum med udsigt, 2015. Foto: Martin Schubert

Midlertidighed som ny position
Det samme er tilfældet med Michael Thejlls Micro Public Moss House, og man fornemmer, at det er i værker som disse, at udstillingen demonstrerer sin pointe om at vise nye positioner, der aktualiserer det ‘at bo’. Fortolket som midlertidige strukturer bliver skulpturen her forenelig med en nutidig livsstil, der defineres af omskiftelighed og et konstant flow af begivenheder. Som teksten af Gitte Mikkelsen i udstillingskataloget antyder, så kan skulpturen finde nye muligheder i festival- og eventkulturens midlertidige arkitektur, hvor strukturer opfindes på stedet og danner ramme om sociale møder.

Udstillingens nærsynethed
En gene, man oplever som gæst på udstillingen, er, at det forhåndenværende formidlingsmateriale bærer præg af at være skrevet tidligere i projektfasen, og derfor er det ikke klart og præcist nok i forhold til udstillingen. Men et katalog er på vej med tekster af Carsten Thau, Gitte Mikkelsen og Carsten Schjøtt Philipsen. Kuratorisk set ville det have været godt med lidt mere indblanding fra en tredje position, som kunne have skærpet projektets formål og motiveret valget af skulpturmediet. Når kuratorerne samtidig deltager i udstillingen, bliver perspektivet uvilkårligt lidt for ‘nærsynet’.

Kommentarer

Del artiklen

'Skulpturens livtag med informationsalderen'

Facebook