Frida Kahlo som performancekunstner

Det første man ser, når man træder ind på Arkens udstilling Frida Kahlo – et liv i kunsten, er et farverigt fotografi af kunstneren blæst op på væggen i storformat.

Det er ikke en usædvanlig formidlingsstrategi ved soloudstillinger at lade kunstneren selv træde frem for publikum.

Specielt ikke når kunstneren som tilfældet er med Frida Kahlo eksplicit har brugt sig selv i sit kunstneriske projekt og dermed på en måde ophævet grænsen mellem sin kunst og sit liv. Men Arken leverer skarpt og indsigtsfuldt en hel anden historie.

Ikke den private Kahlo
Vi skal ikke læse malerierne som billeder af kunstnerens private erfaringer, smerter og kriser, sådan som de ellers populært er blevet udlagt.

Derimod skal vi se malerierne og Kahlos liv i det hele taget som del af den samme meget bevidste ambition om at iscenesætte en stolt mexicansk identitet efter den mexicanske revolution.

Frida Kahlo med de markerede sammengroede øjenbryn og de traditionelle tehuana-dragter og kunstfærdige frisurer er ikke et spejl af kvinden Kahlos private følelser, men en bevidst tydeliggørelse af nogle etniske træk.

Kahlo er et kunstværk
Det første fotografi på udstillingen er således ikke en engangsforeteelse. Faktisk er udstillingen næsten i lige så høj udstrækning en præsentation af fotografier af den farverige og særprægede Kahlo, som den er en præsentation af hendes malerier.

Fotografierne kommer derfor til at folde sig ind i hendes kunstneriske projekt og blive en performativ forlængelse af hendes malerier. Hun var et kunstværk, og hendes værker formidlede hendes kunstneriske visioner.

En kunstnerisk revolution i Mexico
Fra selvportrætterne folder udstillingen sig ud til den kontekst, som Kahlo arbejdede i.

En historisk tavle illustreret med fotografier, malerier og små videoklip fortæller om det Mexico, hun voksede op i og så forvandlet med revolutionen, ligesom vi lærer, hvordan hun og hendes mand Diego Riveras deltog i at genskabe Mexicos kulturelle identitet og historie og samtidig blev inviteret inden for i de toneangivende kunstneriske kredse i USA og Europa.

Det er også derfor, at Frida Kahlo bliver portrætteret af nogle af tidens store fotografer som Imogen Cunningham og Nickolas Murray.

Udstillingen viser dertil faktiske eksempler på de tehuana-dragter, som Kahlo gik i, og de præcolumbianske skulpturer, hun og Diego Rivera indsamlede næsten 50.000 af.

Og vi ser, hvordan Kahlo og Rivera og en række andre samtidige mexicanske kunstnere maler folkelivet og genfortolker kunstneriske genrer som stillebenet med et eksotisk mexicansk twist.

Alt som del af en genopdagelse af den mexicanske kultur.

Kunst og visuel kultur
Ved at brede perspektivet ud fra Kahlos malerier og selvportrætter får vi et rigere og bredere perspektiv på Kahlos kunst.

Vi fornemmer den brydningstid, hun levede i, og de ambitioner og fremtidshåb, som prægede hende og hendes nærmestes liv.

Det betyder samtidig, at hendes selvportrætter og andre umiddelbart eksotiske, allegoriske billeder, ikke længere fremstår så mærkværdige, som de ellers let kan komme til, fordi Kahlos stil er så original og egensindig – også i forhold til tiden.  

Udstillingen er lige så meget en præsentation af en kunstners arbejde, som den er en præsentation af en visuel kultur og et kulturelt identitetsprojekt.

Der skelnes ikke skarpt imellem Kahlos værker og andres værker, mellem kunstværker og baggrundsmateriale. I stedet fremstår det hele som et komplekst, men samlet indblik i en kunstners liv og værk. Og det er en usædvanlig formidlingsstrategi, som fungerer exceptionelt godt i tilfældet Frida Kahlo, men også bør inspirere andre kunstudstillinger.