Det skal du se! uge 48

Det skal du se! uge 48

Luo Yang: Pi Pi (Highway). Fra Stepping Out! på GL STRAND. © Luo Yang.

Årets sidste måned er lige om hjørnet, og med den også årets uigenkaldeligt sidste udstillinger. Læs redaktionens udstillingsanbefaler til dig, der gerne vil supplere decembers julerier med spændende kunstoplevelser!

Få det fulde overblik over alle udstillinger i vores Art Guide.

Kunstforeningen GL STRAND
2 dec 2022 – 12 mar 2023, Stepping Out! Female Identities in Chinese Contemporary Art

Udstillingen præsenterer kvindelige kinesiske samtidskunstnere, og et unikt indblik i en mangfoldighed af kunstneriske praksisformer. Med engagement, kritik og åbenhed har udstillingens 26 kunstnerne siden 1980’erne udfordret et mandsdomineret samfund, og gennem kunsten krævet deres ret.

Møstings
3 dec 2022 – 18 dec 2022, ÅRGANG 2022

Samtidskunst af en helt ny generation af kunstnere, der alle tog afgang fra et af de tre danske kunstakademier i sommers. Fælles for dem alle er, at de giver et facetteret øjebliksbillede af den tid, vi lever i – fra bæredygtighed, forbrug og teknologi, over kønsidentitet, relationer og erindring, til det uperfekte, drømme og intimitet.

LOKALE
2 dec 2022, Jeanette Land Schou: Ingen ting

Fotografierne i udstillingen er en række frie associationer, der tager afsæt i en indre uro og peger på grænsen mellem gru, bekymring og æstetisk fascination. Schou søger det spektakulære i det upåfaldende, det eksotiske i det nære. Hun viser upåagtede ting i et nyt lys og at også en overkørt gren kan gemme på overset skønhed.

Chiharu Shiota: Internal Line, 2019. Japan House, São Paulo, Brazil. Foto: Ding Musa, Copyright VISDA 2022 and the artist.

ARoS Aarhus Kunstmuseum
3 dec 2022 – 16 apr 2023, Chiharu Shiota – Invisible Line

Udstillingen viser seks store installationer, der tilsammen giver publikum mulighed for at fordybe sig i Shiotas særegne universer. Kunstneren interesserer sig for temaer som menneskets dødelighed, erindring og livets mange gådefulde forbindelser, som vores erfaringer væver sammen i et netværk af usynlige linjer.

XM3 – rum for samtidskunst
Stedets fortryllelse – Nils Sloth, Niels Fabæk og Bruno Kjær

Via bagprojektion på galleriets vinduer vises en video med svømmende hajer. Med Stedets fortryllelse etableres galleriet som en oase midt i det nyrenoverede men ensartede byggeri, og skaber et uventet møde; et eventyr om at ting kan ændres, at der kan skabes rum for drømme og forundring midt i al byggeriet.

KH7 artspace
2 dec 2022 – 18 dec 2022, Pernille Pontoppidan Pedersen: At væve portaler

Udstillingen viser nyproducerede skulpturelle værker, der belyser moderskabet og peger på kvindelige store tænkere og heltinder. Udgangspunktet er kunstnerens eget liv og værkerne er skabt af materialer fra Pedersens egen nærhed – sin have, skov og værksted.

Del artiklen

'Det skal du se! uge 48'

Facebook