Chiharu Shiota – Invisible Line
3 dec 202216 apr 2023

Chiharu Shiota:
Internal Line, 2019. Japan House, São Paulo, Brazil. Foto: Ding Musa, Copyright VISDA 2022 and the artist.

Udstillingen Invisible Line viser seks store installationer, der tilsammen giver publikum mulighed for at fordybe sig i Shiotas særegne universer. Udstillingen afsøger Shiotas interesse for temaer som menneskets dødelighed, erindring og livets mange gådefulde forbindelser, som vores erfaringer væver sammen i et netværk af usynlige linjer.

”Det er en udstilling med stor intensitet, der både er stærkt personlig, kompromisløs og dragende i sin stræben efter at se det alment menneskelige i det individuelle. Shiotas værker beskæftiger sig med den livskraft, der forbinder mennesker, begivenheder og oplevelser. Hendes kunst er fuld af spændinger. Og samtidig besidder den en kerne af ro. Vi er meget glade for at kunne præsentere flere forskellige aspekter af Shiotas kunstneriske praksis her på ARoS,” siger ARoS’ direktør, Rebecca Matthews.

Invisible Line retter blandt andet opmærksomheden mod Shiotas ofte ydmyge, men altid stærke tegninger og maleri og lader os derved se, hvor væsentlige de er som værker. Blandt dem finder vi nye værker, der afspejler kunstnerens overvejelser om dødelighed, krop og sjæl. Udstillingen viser også en af Shiotas smukkeste installationer – Last Hope. En altomsluttende trådinstallation som er skabt for at vække vores undren og nære vores håb. Og et af hendes mest direkte og hudløst ærlige værker – Light in the Darkness – formidler uden den mindste tøven Shiotas kamp med den smerte, frygt og sorg, som man oplever under et kræftforløbs svære prøvelser.

Om Chiharu Shiota
Chiharu Shiota er født i Osaka i 1972. I dag bor og arbejder hun i Berlin.

Shiotas inspiration udspringer ofte af en personlig oplevelse eller følelse, som hun bygger videre på, så værkerne kommer til at omhandle almenmenneskelige temaer som liv, død og vores indbyrdes forhold. Hun redefinerer begreber som erindring og bevidsthed ved at indsamle helt almindelige genstande som for eksempel sko, nøgler, senge, stole og kjoler og lade dem blive opslugt i enorme væv af tråde. Hun udforsker med sine installationer fornemmelsen af et ’nærvær i fraværet’, men giver også uhåndgribelige følelser form i sine skulpturer, tegninger, fotografier og lærreder.

 

Kilde: ARoS Aarhus Kunstmuseum

ARoS Aarhus Kunstmuseum

Aros Allé 2
8000 Aarhus C

Tir-fre 10-21
Lør-søn 10-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 87306600

Chiharu Shiota – Invisible Line
3 dec 202216 apr 2023

Del

'Chiharu Shiota – Invisible Line'

Facebook