Det skal du se! uge 3

Det skal du se! uge 3

Malene Landgreen: Flow of Change (red and blue collect). detalje. Pressefoto: Trapholt.

Klimaforandringer og livets store spørgsmål er blot nogle af de emner, der sættes under lup i denne uges kunstanbefalinger fra redaktionen. Du kan også få det fulde overblik over kommende udstillinger i vores Art Guide her

Trapholt
19 jan – 19 nov, Malene Landgreen: Flow of Change

Flow of Change er et totalværk, der udfordrer det klassiske maleris fysiske grænser. Kunstneren tager os gennem udstillingens fire sale, der med forskellige kunstneriske greb byder på et sanseligt flow gennem universer til fordybelse og nærvær med farver.

Museet for Religiøs Kunst
22 jan – 28 maj, Cathrine Raben Davidsen: Hybrid
Raben Davidsen kredser om store eksistentielle emner som livet og døden. Med udgangspunkt i åndelige og sjælelige perspektiver undersøger hun, hvordan mennesket på tværs af tid, sted og kulturer er forbundne, men også hvordan denne forbundethed kan indbefatte andre levende organismer.

CLAY Keramikmuseum Danmark
21 jan – 20 aug, Keramikkens sprog

I udstillingen kan man møde udvalgte højdepunkter fra dansk keramikhistorie på tværs af både tider, keramikere og genrer. Keramiker og forfatter Peder Rasmussen sætter ord på udstillingen og klæder publikum på til bedre at forstå keramikkens særlige sprog.

Stine Deja og Marie Munk. Pressefoto.

Kunsthal Kongegaarden
21 jan – 26 mar 2023, Stine Deja & Marie Munk: Synthetic Seduction – Revisited
21 jan – 26 mar 2023, Mikkel Carl: I Am Inside You Are Inside Me

Deja og Munk undersøger teknologiens indflydelse på vores intime, sociale oplevelser, og perspektiverer det relevante, men måske også skræmmende spørgsmål, “Kan en maskine lære at være menneske?”. Mikkel Carl er interesseret i den sammenhæng, hvori objekterne optræder, og hans værker er normalt stedspecifikke – og måske tilmed ‘stedsensitive’, som han selv udtrykker det om installationen i Kongegaardens X-rum.

SixtyEight Art Institute
20 jan – 25 feb, Nature-Scapes: Morten Poulsen, Saara-Maria Kariranta, Rafael Villares & Asmund Havsteen-Mikkelsen

Nordiske kunstnere sættes i dialog med det globale syd med perspektiver på klimaforandringerne i et oplyst rum for diskussion, der samler kunst og videnskab. Mens nogle kunstnere engagerer sig i videnskabelige principper, har andre skabt spekulative værker for at hjælpe os til at forestille os nye metoder og tilgange.

Galleri Bo Bjerggaard
20 jan – 11 mar, John Kørner: Tongue Out

En gletscher møder som det første beskueren og flyder som en tunge gennem en udstilling, der viser nye malerier, malede “problemer”, keramiske skulpturer og “isbjerge”. En visuel rejse, der både peger på naturfænomenernes skønhed, og det tab som klimaforandringerne medfører.

Del artiklen

'Det skal du se! uge 3'

Facebook