I slipstrømmen på forsommerens mediehistorier om dels Ingvar Cronhammars skulptur Camp Fire i Odense, dels den tyske kunstner Katharina Grosses bidrag til værket The Garden i Aarhus har Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen efterlyst mere folkelig kunst. ”Hvis der ikke er kærlighed mellem kunstner og folk, er der ikke et ægte kulturliv i Danmark. Så er der bare støttekroner,” udtalte han i et interview for nylig til Dagbladet Information.
Nu er kærlighed som bekendt svær at måle og veje, men jeg vil vove at påstå, at der er ganske varme følelser mellem borgere og billedkunstnere i Danmark. Se på kunstmuseernes besøgstal, der har været konstant opadgående de seneste ti år og i 2016 lå på 4,4 mio. besøgende. Det er langt over f.eks. tilskuertallet til fodboldkampene i Superligaen, hvis jeg skal sammenligne med en aktivitet, der traditionelt anses for at være noget af det mest folkelige, vi har. Se på kunstmesserne over hele landet, hvor kunstinteresserede strømmer til for at købe kunstværker. Se på kommunale billedskoler for børn og se på aftenskoler for voksne, hvor professionelle billedkunstnere underviser eleverne i at tegne, male og skabe med deres hænder.
Fra modstand til hengivelse
Men er kærlighed mellem folk og kunstner en god målestok? I Billedkunstnernes Forbund er vi naturligvis vilde med kunst – lige fra det skamløst populære til det smalle avantgardistiske. Men hvor får man den bedste oplevelse? Jeg vil mene, at det er der, hvor man uanset genre bliver enten berørt eller oprørt.
Modstand og hengivelse er væsentlige elementer i oplevelsen af billedkunst. Kunst, der tidligere har været anset for at være elitært og vakt stor modstand, kan ende med at blive en elsket del af et sted eller af folks bevidsthed. Tænk f.eks. på Holstebros Giacometti-skulptur Kvinde på Kærre, der skabte furore i 1966, da den blev opstillet foran byens rådhus, men som i dag er et kendt og elsket vartegn.
Kunstoplevelsen kan give os indblik i den erfaring, vi ikke selv har, hvilket i sagens natur er den, vi kan lære mest af. Hvide mænd kan f.eks. gennem kunsten dele en farvet kvindes erfaringer – jeg kan f.eks. anbefale værker og performances af billedkunstner Jeannette Ehlers, som BKF var glad for at kunne præsentere på det netop afholdte Folkemøde på Bornholm. At kunne sætte os i den andens sted er med til at gøre os til et samfund.
Kunstens kræfter
Kunst kan også samle os på andre måder. I stedet for at tænke i modsætninger mellem land og by kan vi styrke de særlige kvaliteter, der findes i mindre byer og i naturen. Med arkitektur og kunst kan vi skabe regional udvikling og styrke lokal identitet. Det kræver kunstnere, arkitekter og landskabsarkitekter, der er i tæt dialog med et lokalområde, men som også kan levere det, vi ikke vidste, vi manglede.
Kunstens rolle er at skabe friktion mellem afsender, modtager og samfund. Når det lykkes, kan kunsten være det, der forandrer vores verden og os selv. Og hvorfor ikke bruge avisernes spalteplads og taletiden i de elektroniske medier til netop at beskrive de transformerende kræfter, der ligger i kunsten?
’Historien om kunsten’
Hvor ville det være spændende, hvis Danmarks Radio f.eks. fortsatte i sporet fra den populære programserie Historien om Danmark, der som bekendt ledsages af skuespiller Lars Mikkelsens indledende speak: “Historien om, hvordan et land blev til et land, og et folk blev til et folk”. Og supplerede med “Historien om kunsten – fortællingen om den kunst, der forbinder Danmark med verden”. Danmarks Radio kunne skabe et fagligt ambitiøst public service-program om kunsthistorie og samtidskunst, der giver os nye perspektiver på, hvad kunsten gør ved os både som samfund og som individer.
Der er masser af stof i billedkunsten til en visuelt fascinerende tv-fortælling fuld af drama, politik og eksistentielle erkendelser. Samtidskunsten og de kunsthistoriske tråde, den trækker på, er koblet til udviklingen af videnskab, religion, æstetik og samfund. Og jeg tror, både Alex Ahrendtsen og alle vi andre ville tænde for fjernsynet og mærke kærligheden til kunsten, hvis DR tog idéen her op. Så ville de forargelsesdrevne kunstskandaler, der dukker op med jævne mellemrum, få et fagligt substantielt modspil, der måske endda var underholdende samtidigt. Det har vi brug for!
Nis Rømer er formand for Billedkunstnernes Forbund (BKF).
