Vi æder os igennem verden

Vi æder os igennem verden

Koert van Mensvoort: Bistro In Vitro, 2016. Foto: Koert van Mensvoort

Med EAT ME har Trapholt begået en gigantisk udstilling om mad i kunst. Her bliver føden til en gennemgående metafor for vores samtid og den måde, vi konsumerer og forbruger vore ressourcer på. Men udstillingen får til tider sine egne ambitioner galt i halsen.

Der har været fokus på mad i kunst for nyligt med udstillinger som Ved Bordet på Fuglsang Kunstmuseum og Skagens Museum samt madoperaen Agony af Line Tjørnhøj. Også ARoS-Triennalen inkluderede diverse foredrag om fremtidens mad – og på dette års Hearts & Minds-festival var føden ligeledes i fokus.

EAT ME tages fødens rolle også under lup. Og ikke uden grund. ”Der findes ingen kærlighed mere ægte end den til mad,” sagde den irske dramatiker Bernhard Shaw. Mad er noget, vi alle har brug for. Det er den eneste elsker, du aldrig vil kunne slippe. Vi overspiser. Vi går på diæt. Vi identificerer os som kødspisere, vegetarer, veganere osv. Maden vil altid være en faktor i vores liv.

Marije Vogelzang: Teardrop, 2013. Foto: Henk van Dijke

Madanmelder ved et tilfælde
Da jeg går ind i udstillingen på Trapholt, føler jeg mig lidt som en madanmelder, der er trådt ind i en meget rodet restaurant. Noget af opsætningen ser ud, som om 5.b har haft temauge og har lavet nogle plancher, så forældrene kan se, hvad de har beskæftiget sig med. Jeg ved nærmest ikke, hvor jeg skal starte. Den første installation virker desværre ikke. Sådan kan det jo gå, og jeg mener ikke, at en udstilling helt kan dømmes på det. Men jeg havde glædet mig til at opleve netop dette interaktive værk, som er Marije Vogelzangs Teardrop (2013), hvori to mennesker interagerer gennem smag. Her skubber man – via reb og glaspipetter – smagsmættede dråber ind i den andens mund. Smagene inkluderer: ”A fly just flew into my mouth” og ”I’m so tired of myself”.

Personligt har jeg ikke lyst til at smage på nogen af delene. Men det er et fint værk, der gør opmærksom på, at smag er noget, vi deler – og derfor noget, vi kommunikerer med. Som når vi går på restaurant og spørger vores ledsager, hvordan deres ret smager. Også Lee Mingweis The Dining Project (1997/2017) undersøger noget lignende, når han møder det enkelte menneske i en spisesituation og lader samtalen flyde derhen, hvor den nu vil.

Katja Bjørn: Honey, 2010. Foto: Ole Bjørn Petersen

Pass the sugar, honey
Resten af udstillingen er delt ind i emner; herunder: ’Sanser’, ’Identitet’, ’Samfund’, ’Kultur’ og ’Natur’. På den måde præsenterer EAT ME os for et smörgåsbord af refleksionsmuligheder. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om man ikke tager munden lige lovligt fuld, når man propper så meget ind under madparaplyen.

Der er bestemt gode værker her. Katja Bjørns Honey (2010) står frem. Dog føler jeg, at værket handler om noget andet. Kunstneren står nøgen i et gennemsigtigt kammer. Hun overhældes af honning. Til sidst når det hende til halsen. Det er en erotisk fremstilling, der samtidig producerer en kvalmende, kvælende fornemmelse. En fremstilling, der forstærkes af, at ”honey” også er det navn, som man på engelsk giver til den elskede.

Pointen er ikke, hvorvidt dette er værkets primære betydning. Der er en fysikalitet, som undslipper sproget. Pointen er, hvorvidt man reducerer alle disse lag til én ting, når man lægger dem ind under overskriften ’honning som mad’?

Bjørns værk producerer dog et fint visuelt ekko i udstillingens anden del. Her er overflod i fokus. I SUPERFLEXs horrorfilm Floaded McDonald’s (2009) rammer syndfloden en filial af en af vestens mest velkendte fastfoodkoncerner. Burgere flyder gennemblødte gennem vandet. Sodavandsbægre lægger sig i overfladen. Ronald McDonald vugger i vandmasserne som et andet monster. Dette er forbrugersamfundets dommedag.

For meget af det gode
EAT ME spiller på alle tangenter; men desværre på lidt for mange af gangen. Alle de store emner tages op til diskussion. Her genbesøger vi vanitas-tanken i Helen Chadwicks Carcass (1986/2017) – en søjle af kompost, der i sin højde spejler menneskekroppen. Andetsteds sidder kødet udenpå, som i Jana Sterbaks Vanitas: Flesh Dress for an Albino Anorectic (1987), hvor det rå kød smyger sig som en kjole omkring kunstnerens tynde krop.

Og så er der steder, hvor udstillingen skuer fremad – med blandt andet Koert van Mensvoorts Bistro In Vitro (2016), hvori den hollandske designer inviterer beskueren med på en tankerejse til fremtidens restaurant med en menu bestående af laboratoriefremstillet kød. Og i Jinhyun Jeons stille og smukke værk Sensory Stimuli (2012-2017) præsenteres vi for alternative former for bestik, der pirrer vores sanser og gnider anderledes mod tungen, mens vi spiser.

Jinhyun Jeon: Sensory Stimuli, 2012-2017. Foto: Jeon Jinhyun

Der er ganske vist virkelig gode værker med på EAT ME, men til tider er vi ved at drukne i madorgiet. Det er dilemmaet ved mange temaudstillinger. Man vil have det hele med. Det er svært at forestille sig en verden uden mad, så derfor er det en velkommen metafor. Problemet er blot, at det ender med at skrumpe værkerne ved at reducere deres betydning til ét enkelt lag.

Kommentarer

Del artiklen

'Vi æder os igennem verden'

Facebook