Vejen gennem klædeskabet

Vejen gennem klædeskabet

Bag dørene på Hotel Aurelia møder du mange forskellige mennesker og deres minder. Pressefoto

Billedserie

Udstilling

Hotel Aurelia

2 feb 2013 31 mar 2013

Lærke Lauta, Marga Socias, Gabriel Hernández

Æglageret
Se kort og tider

I forbindelse med udstillingen afholdes forskellige workshop for børn og unge og der er udarbejdet særligt undervisningsmateriale til brug i folkeskolen.

På Æglageret i Holbæk har tre kunstnere åbnet et helt særligt kunsthotel, der opfordrer gæsterne til at fastholde kontakten til deres nysgerrighed og fantasi. To egenskaber som i følge kunstnerne nemt kan tabes i overgangen fra barn til voksen.

De to spanske scenekunstnere Gabriel Hernández og Marga Socias og den danske videokunstner Lærke Lauta har skabt et kunsthotel med et koncept, der i bogstaveligste forstand er ’til at tage og føle på’. “Hotellets vision er”, forklarer Gabriel Hernández, “at få gæsten til at åbne sine sanser og smide de hæmninger, der er så forbandet tæt knyttet til forestillingen om voksenlivet”.

Æglageret i Holbæk. Foto: Amalie Frederiksen
Æglageret i Holbæk. Foto: Amalie Frederiksen
Brug din nysgerrighed og fantasi og kig ind bag lukkede døre. Pressefoto
Brug din nysgerrighed og fantasi og kig ind bag lukkede døre. Pressefoto

Aurelia Hotel er alt tilladt, og når kunsten ligefrem inviterer til at røre, se, lytte og dufte – ja, så vokser oplevelsen altså proportionalt med graden af fantasi og nysgerrighed. Måske er det derfor, at Hotel Aurelia beskrives som ’en sanseudstilling for børn og unge (og nysgerrige voksne)´.

En duft af vand og sand
Hotel Aurelia ligner et ’rigtigt’ hotel, og ifølge Gabriel Hernández er den eneste forskel da også, at det på Hotel Aurelia er muligt at have det rigtig sjovt. Som gæst inviteres man nemlig ind i otte af hotellets nøjsomt indrettede og meget forskelligartede værelser, mens man får lov til at smugkigge ind i tre af dem gennem dørsprækken. Enkelte gæster har dog låst døren, men de voldsomme lyde der kan høres gennem væggen er alligevel ren næring til fantasien.

Hotellet ligger i en fin gammel bygning ud til Holbæk fjord. Lang tid før huset blev bygget – til det formål at opbevare æg – var området dækket af vand. Om dette forhold kan forklare den intense duft af vand og sand, der fylder mine næsebor, da jeg – som anvist af receptionisten – træder ind gennem døren til hotellets første værelse, Drømmerummet, er ikke utænkeligt.

Gabriel Hernández forklarer, hvordan hotellet er et slags minibillede på Holbæk, idet de indlogeredes historier stammer fra en række interviews med lokalbefolkningen, som kunstnerne har haft lejlighed til at udføre under et længere recidency-ophold i provinsbyen. Hotellets gæster er med andre ord fiktive personer baseret på virkelige Holbækgensere.

Del dine minder

Kunstneren Gabriel Hernández i Drømmerummet ved siden af den sovende kvinde. Foto: Amalie Frederiksen
Kunstneren Gabriel Hernández i Drømmerummet ved siden af den sovende kvinde. Foto: Amalie Frederiksen
Alene i Drømmerummet bliver jeg ramt af en – åbenbart stadig intakt – nysgerrighed efter at gå på jagt efter Holbækgensernes historie.

Udover at indeholde standard hotelrekvisitter flyder værelset med mere personlige genstande som postkort, tøj, breve og forskelligt nips. I sengen ligger en sovende kvinde, eller rettere en videoprojektion af en sovende kvinde.

”Kvinden, der sover i sengen besøger hotellet hver vinter. For ti år siden var hun her med sin familie og delte værelse med sin søster. De legede på stranden med en stor blå drage og pludselig forsvandt søsteren. Hun så eller hørte ingenting. Hun husker ikke så meget, men havet…”

Som en ekstraordinær god service har Hotel Aurelia gjort det til standard kutyme, at alle gæster ved check in, får udleveret et stykke papir med lidt praktisk info om hotellets øvrige gæster.

Med den nødvendige baggrundsviden om kvinden i Drømmerummet falder det hele på plads: Muslingerne på reolen, billedet af havet over den og sandet i hendes skuffer er alt sammen forsøg på at fastholde mindet om sin søster.

Som jeg går rundt der i værelset og snuser i alle den ukendte kvindes gemmer, læser hendes personlige breve og ligefrem betragter hende, mens hun sover, virker det helt på sin plads, at en lille note insisterer på, at jeg som gæst også nedfælder et personligt minde om havet, til glæde og inspiration for andre nysgerrige gæster.

Den døde mand i værelset med den hemmelige indgang til kælderen. Foto: Amalie Frederiksen
Den døde mand i værelset med den hemmelige indgang til kælderen. Foto: Amalie Frederiksen
Installationsview fra kælderen med de enorme vandmænd svævende fra loftet. Foto: Amalie Frederiksen
Installationsview fra kælderen med de enorme vandmænd svævende fra loftet. Foto: Amalie Frederiksen

Gopler i kælderen
På den videre færd gennem hotellets talrige værelser understreges det igen og igen, hvordan ’vand’ har været en centralt inspirationskilde for opførelsen af Hotel Aurelia, hvis navn da også refererer til en vandmandsart. 

Stuepigen, der er flygtning fra Irak, sender dagligt flaskepost hjem til sin familie i Irak, men trods pigens  afhængighed af havet glemmer hun at slukke for vandhanen.

I badeværelset forsøger en ung pige at holde vejret under vandet i badekaret, alt imens hendes lillebror gemmer sig for forældrene (og de lidt for nysgerrige besøgende) under sengen i børneværelset.

Ved vejs ende opdager jeg til min forundring og store begejstring, at hotellet har en kælder fyldt med overdimensionelle vandmænd.

Hvad der er endnu mere tilfredsstillende er, at kun de allermest nysgerrige gæster vil finde vej til det fantastiske kælderrum. Indgangen går nemlig gennem et klædeskab hos en af hotellets mandlige beboer. En mand der, for den opmærksomme beskuer, i øvrigt viser sig at være død.

Velkommen til Hotel Aurelia!

Det er de spanske scenekunstnere Gabriel Hernández og Marga Socias fra Planeta 15 i Barcelona, der sammen med den danske videokunstner Lærke Lauta har skabt Hotel Aurelia.

To gange før har kunsterne sat Hotel Aurelia op i danske byer (Viborg og København), tilpasset områdets identitet og udstillingsstedet.

Hotel Aurelia støttes af Statens Kunstråd, Nordea-fonden, Kultur og Skoletjenesten og Holbæk Kommune.

Denne artikel er lavet i samarbejde med Holbæk Kommune.

Billedserie

Udstilling

Hotel Aurelia

2 feb 2013 31 mar 2013

Lærke Lauta, Marga Socias, Gabriel Hernández

Æglageret
Se kort og tider

I forbindelse med udstillingen afholdes forskellige workshop for børn og unge og der er udarbejdet særligt undervisningsmateriale til brug i folkeskolen.

Del artiklen

'Vejen gennem klædeskabet'

Facebook