Svæv over vandet til Smukfest

Svæv over vandet til Smukfest

Den tyske kunstner Thilo Frank installerer værk på musikfestivalen Smukfest i Skanderborg. Pressefoto

Installation

Few phoenix get lost in the water

6 aug 2014 10 aug 2014

Thilo Frank

Skanderborg Festivalens gæster kan glæde sig til en anderledes festivaloplevelse i år, når den tyske kunstner Thilo Frank gør det muligt for den enkelte at gå på vandet og gynge hen over det.

Kunstneren Thilo Frank er i sit arbejde optaget af det relationelle forhold mellem mennesket og det omgivne rum, og er derudover kendt for sine værker, som aktivt inddrager publikum.

Under dette års Smukfest i Skanderborg (6. – 10. august) kan man nu opleve en af hans kunstinstallationer, der forvandler ens krop til et svingende pendul hen over Skanderborg sø.

Kunstværket, der går under titlen Few phoenix get lost in the water, består af en gynge i søen, som publikum kan få adgang til ved at gå ud på en usynlig bro, som er placeret få centimeter under vandoverfladen. Dette giver en illusion af, at man går på vandet.

“Oplevelsen bliver nærmest utopisk. Præcis som en god festivalstemning, som også på én gang er både individuel og kollektiv,” lyder det i presseomtalen.

Thilo Frank har tidligere arbejdet med svingture: The Phoenix is closer than it appears fra 2010, som er del af KUNSTEN – Museum of Modern Arts samling, tager ligeledes udgangspunkt i gyngen og dennes bevægelse i rummet. Her er gyngen placeret i en spejlkube, hvilket giver de gyngende gæster en følelse af at svinge frem og tilbage i et uendeligt rum.

Thilo Frank (f. 1978, Waiblingen, Tyskland) bor og arbejder i Berlin.
Han er uddannet fra State Academy of Art and Design Stuttgart, og har studeret på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

I 2012 vandt Thilo Frank konkurrencen 'Vores Kunst', iværksat af Statens Kunstråd, Statens Kunstfond og DR, med værket EKKO, som kan ses i Hjallerup i Nordjylland. Han har bl.a. tidligere udstillet på ARKEN og på Copenhagen Art Festival.

Installationen i Skanderborg er initieret af KUNSTEN i Aalborg, som pt. er lukket på grund af restaurering. I øjeblikket rykker museet derfor under overskriften KUNSTEN to go ud til forskellige andre udstillingssteder i Danmark, og præsenterer således stadig udstillinger, workshops, foredrag, art lab, undervisning, stedspecifik kunst og meget mere.

Installation

Few phoenix get lost in the water

6 aug 2014 10 aug 2014

Thilo Frank

Del artiklen

'Svæv over vandet til Smukfest'

Facebook