Kan du beskrive hvad, publikum møder i udstillingen?

Det første værk publikum møder i østfløjens store rum er værket Spectre. Værket består af i alt 18 t-shirts og poloer som er bearbejdet med epoxy og jord. Tekstilet er blevet fastholdt i det øjeblik, hvor der er blevet revet i det, så hvert enkelt objekt er fastfrosset i dette indre eller ydre (over)greb. En del af værket er installeret i wire og hænger centralt i rummet ned fra loftet.

På væggene omkring Spectre hænger værkserien Father´s Watch, som består af i alt syv forskellige objekter støbt i gips. Father’s Watch tager sit formelle udgangspunkt i 7 forskellige maskuline armbåndsure fra min familie, som jeg har genskabt som forstørrede objekter i størrelsesforholdet 1:10.

De sidste værker, publikum møder i henholdsvis det store rum og på 1. sals repos, er fra værkserien Dvale. Dvale er fire skulpturer i tekstil, epoxy og jord, som er fastfrosset i en bevægelse mellem at rejse sig eller lægge sig ned.

Du arbejder ofte med beklædning omkring en menneskekrop, som ikke er der. Kan du fortælle lidt om det greb, og hvilke betydninger det har for dig?

I mit arbejde med kroppen har jeg altid brugt min egen krop som udgangspunkt, hvilket gør værkerne til en slags selvportrætter. I forhold til værkernes bearbejdning handler det om, hvad jeg ønsker at udtrykke. I denne udstilling har jeg arbejdet med følelser og tanker omkring tab, tid og vrede, og jeg har været optaget af en æstetik som er inspireret af museal repræsentation, bl.a. arkæologiske udgravninger.

Et af værkerne på udstillingen har titlen Spectre. Det engelske ord ‘Spectre’ kan både forståes som ‘ånd’ og som ‘spøgelse’, og rummer derved betydninger indenfor både det genkendelige og det fremmedgjorte. Titlen passer godt til min måde at arbejde på, hvor der i værkerne også findes betydninger, som jeg har svært ved at udtrykke i ord. Ved at bruge kroppen og beklædning kan værkerne forhåbentlig tale direkte til beskuerens egen fysiske væren og skabe et åbent og relaterbart udtryk, som giver beskueren mulighed for at arbejde videre med værkerne ved at projicere egne betydninger ind i værket.

Kan du fortælle lidt om, hvordan de enkelte elementer spiller sammen i udstillingen: Dels er der de siddende figurer og de svævende torsoer, men der er også vægobjekterne, som alle bærer titlen Father’s Watch? Hvilken historie ønsker du at fortælle?

Overordnet handler udstillingen om betydninger ved tab. Det kan forstås konkret, som at miste nogle som har betydning, og det kan forstås på et mere abstrakt niveau, som at perspektivere tab ud fra min samtids fortolkningsrammer.

Tab synes at være en dominerende overskrift i dag fra både højre- og venstrefløjen – fra tabet af individuelle rettigheder til et kollektivt tab af jordens (grønne) fremtid. Men om tabet så er en ny begyndelse eller en afslutning, er der mange forskelligartede bud på.

I min fortælling, som bygger på vrede og frustration – men også refleksion og ro – har jeg ønsket at skabe et stilstående mellemrum, som æstetisk ligger i et krydsfelt mellem det arkæologisk museale og det genkendelig nutidige.

Et mellemrum som vibrerer mellem nutid og fortid, som det øjeblik, hvor der sker et skifte ud i en ny tilstand.

Værket Father´s Watch danner i udstillingen en privat eller familiær ramme om denne tilstand. Værket består af syv objekter i gips af en række forstørrede urskiver fra armbåndsure, som jeg har arvet og lånt fra mandlige familiemedlemmer.

Selvom urenes funktionelle detaljer som visere, display, dato mv. er fjernet, er tiden alligevel til stede i deres forskellige design (fra min farfars ur fra 1940’erne til min lillebrors ur i dag).

Værker kan ses som en række tegn eller øjne, der betragter udstillingen, som hver især udtrykker fortællinger om bl.a. magt, overblik og dannelse.